Wonderful life

I sommeren 1987 storhitter den engelske sanger, Black, med singlen Wonderful life. Et skarpt skåret popnummer, der rammer såvel poptøserne som unge mænd i lange sorte frakker og som lytter til Depeche Mode, Cure og Smiths - jeg var selv i sidste kategori!

Wonderful life er en break-up sang, med en kuldslået og rammende sarkastisk undertone, og sangen er ledsaget af én af den tids bedste videoer.

Sangen er langtidsholdbar - og holder den dag i dag - men de senere år har jeg kun hørt den i forbindelse med Nephews koncerter, hvor den er spillet enten som intro eller outro, ligesom bandet selv inkluderede den i deres sæt, da de for 2-3 år siden spillede på Gimle.

Og forleden, da jeg besøgte én af mine venner, Michael, hørte jeg den igen. Dog ikke i original versionen, men i en version med Tom Collins (Editors) og Andy Burrows (Razorlight) fra deres 2011-julealbum, Funny Looking Angels.

Originalen er fortsat bedst, men Collins' mørke og melankolske stemme står smukt til teksten og musikken, og samtidig med, at de er meget tro mod forlægget, gør de også nummeret til deres eget.

Lyt med og vurder selv:

Og her i en live-udgave:

Jacky

Jeg kender ikke vildt meget til den franskssyngende, belgiske sanger Jaques Brel, men for nogle måneder siden gæstede den gode Jim Q. Holm (musikbooker, West Ham og FCK-fan m.m.) radioprogrammet Mod Strømmen (Christiania-kanal) og spillede bl.a. et par Brel-numre, og det gav mig i den grad lyst til at høre mere. Indtil da havde jeg stort set kun kendt JACKY.  Denne sang bliver fortolket (i engelsk oversættelse) af to sangere, jeg sætter meget højt. Nemlig Scott Walker og Marc Almond.  Scott Walkers version kan høres HER. Og selv om jeg ikke er i tvivl om at Marc Almond kender Brels originalversion, ligger hans version sig tæt på af Walkers.
For er par år siden så jeg Marc Almond optræde i Århus. Der var højst et par hundrede til stede i et halvtomt Voxhall, men Marc Almond gav sig 100% og i min bog var Jacky et af koncertens højdepunkter. HER er en hæderlig amatøroptagelse fra samme tour.

Lil' Johnnys mund

Peter og Henrik Olesen gør sig i dag i De efterladte henholdsvis som Ukendt under andet navn. Men inden da, spillede de to brødre sammen i blandt andet Greene og Olesen-Olesen.

I årene i Greene udsender de cover-versioner af Sort Sols White Shirt og Kraftwerks The Model, mens de som Olesen-Olesen holder sig til eget materiale. Men dog ikke i live-sammenhæng, hvor blandt andet Røde Mors Lil' Johnnys mund undervejs er en del af repetoiret. Og det på fineste vis.

Røde Mor har aldrig sagt mig det store og jeg kommer ikke op af stolen, når jeg hører originalen. Men det gjorde jeg, når Olesen-Olesen spillede den til de utal af koncerter, jeg rendte til med dem, og gør det igen, når jeg hører nedenstående optagelse fra Hald Hovedgaard.

Men vurder selv....

I starten af dette årtusinde leverede Pulp det der desværre blev deres sidste album (desværre fordi de skulle være stoppet mens legen var god). På "We Love Life" finder man "Bad Cover Version", hvis video var en underholdende overflod af falske kendisser, og klart værd at se, hvis man ikke er bekendt med den. Mere vigtigt er det, at b-siderne på singlen var dels Nick Caves version "Disco 2000", blottet for alt det der gjorde den en popbasker af rang, men i stedet blotlagt som en Nick Cave classic, og Roisin Murphys noget mere forglemmelige take på "Sorted for E's & Wizz". Det er svært ikke at elske Pulp for at gøre det muligt, og Nick Cave for at gøre det, når man hørt "Disco 2000" i denne udgave.

Nick Cave "Disco 2000"

Roisin Murphy "Sorted for E's & Wizz"

Spain er albumaktuelle igen efter alt for mange års fravær, og Spain lagde vejen forbi de danske breddegrader for ganske nylig uden at alt for mange gav dem den fortjente opmærksomhed. På deres tour rundt i Europa har de spillet debutalbummet "Blue Moods of Spain" i fuld længde, og "Spiritual", svanesangen fra det album, er nok det meste kendte nummer fra gruppen. Ikke fordi gruppens egen udgave har gjort noget særligt, men Johnny Cash valgte at inkludere nummeret på "Unchained" og ophøjede nummeret til dundergospel af den fineste slags. Andre har siden gjort deres for at gøre nummeret deres eget, og det er lykkedes hver gang - nogle ting kan man åbenbart ikke fucke op.

Johnny Cash "Spiritual"

Midnight Choir "Spiritual"

Soulsavers with Mark Lanegan "Spiritual"

Ziggy Stardust

I min gymnasieklikkes jagt på sort (nej, ikke soul) musik stødte vi naturligvis på et tidspunkt på det engelske postpunk band Bauhaus. Jeg blev aldrig megafan, men kan i dag godt lide dem i små mængder. Bauhaus indspillede en håndfuld ret forrygende coverversioner. Og i anledning af 40-års dagen for udgivelsen af David Bowies Ziggy Stardust-album, er det på sin plads at høre Bauhaus version af TITELNUMMERET.

Cry, cry, cry

I anledning af at Nikolaj Nørlund i dag er blevet ufrivilligt midtpunkt i en historie (der vist ikke er så pokkers meget kød på) om inhabilitet, kommer her hans version af Johnny Cash's Cry, cry, cry.

Africa

Jeg har på min egen blog tidligere skrevet om Low's version af Toto-hittet Africa, men de gør det så godt og originalt, at jeg gerne gør det igen.

Toto er ret beset én af mine gulity pleasures, om end de nu om dage meget sjældent spilles hjemme på min egen matrikel, men når jeg hører Africa, Roseanna, I'll be over you, I won't hold you back og så videre i radioen eller til fester, fanger jeg ofte mig selv i at nynne med og mærke, at det sædvanligvis høje humør stige et par grader.

Africa er i mine ører en udødelig klassiker, hvor årene siden udsendelsen har været nænsomme ved den. Og Low viser stor respekt for den, hvor de bærer den ind i deres eget afdæmpede univers, og Mimi Parker fremfører den, som havde englene taget bo i hende.

Vurder selv - musikken cirka 1½ minut inde i klippet:

Hey hey, my my (Into the black)

Et af de mest imødesete albums her på matriklen er p.t. det kommende med Chromatics. Jeg kender ikke meget til bandet, men Jens Unmack har på sin blog flere gange skrevet om dem og linket til sange, og det har lydt mere end lovende!

Anden single er nu på gaden, og her prøver de kræfter med selveste Neil Young - og slipper djævelsk godt fra det!

Hey hey, my my (Into the black) er den sang, der for alvor overbeviste mig om Neil Youngs kvaliteter, og er den dag i dag fortsat én af min absolutte favoritter - fra Young, men også generelt set. Og enhver fortolkning af den, ville i mine ører være at betegne som helligbrøde!

Lige indtil i dag, hvor jeg ser, at Unmack linker til Chromatics' version/fortolkning af sangen. Tempoet er trukket endnu længere ned og sangen er båret ind i det drømmende musikunivers, der vist er kendetegnende for bandet. Men samtidig er den skæbnesvangre tone fra originalen bevaret, og skulle tv-serien Twin Peaks laves i dag, ville David Lynch utvivlsomt inkludere deres udgave i lydsporet.

Nå, der kunne skrives meget mere om sangen, for der er tale om én af de bedste coverversioner, jeg nogensinde har hørt - jeg er dog opmærksom på, at jeg er farvet af, at der er tale om en absolut yndlingssang! Men vurdér selv:

Brian Fallon - Backstreets

De, The Gaslight Anthem og Brian Fallon er fra samme by. New Jersey, skulle nogen tvivle! Lytter man til The Gaslight Anthem er inspirationen tydelig - der bor en Springsteen i det orkester. De har også, med fremragende resultat til følge, spillet med netop Bruce Springsteen flere gange.

Her folder forsanger Brian Fallon sig ud i et af Springsteens (mange) mesterværker - og gør nummeret ære!

The Gaslight Anthem er forøvrigt andet orkester på sommerens Northside Festival i Aarhus - håber jeg når pladsen i tide, den fredag eftermiddag i juni....tror det kan blive fint - også selvom de sikkert ikke spiller denne!

True Faith

Jeg har i dette forum hidtil skrevet om coverversioner, jeg syntes rigtigt godt om og som matchede eller overstrålede originalen. Men der findes naturligvis også mange eksempler på det stik modsatte!

Ét af dem er George Michaels version af New Order-klassikeren True Faith - måske den bedste single, der nogensinde er udsendt!

Nu er smag ofte svær at diskutere og alt afhænger af øret, der lytter, og der er nok mange, som vil mene, at George Michaels version er ganske fin. Jeg selv sætter ret beset også stor pris på ham, og synes, at han gennem tiden har lavet mange fine sager og tidsløse klassikere - både i Wham og som solo.

Men på den single, han udsender i marts 2011, og som støtte til Comic Relief, maltrakterer han originalen og rækker den så meget ned i tempo, at versionen nærmest bliver tragikomisk og overdramatisk/-svulstig. Han får dog en lille stjerne for støtten til Comic Relief.

Men døm selv....:

Når revolutionen kommer og svinene skal klynges op, så vær forvisset  om, at jeg står klar med reb og galge til dele af den nye bølge i danske musikscene. Veto, When Saints Go Machine, Turboweekend og vel efterhånden også Spleen United kan godt begynde at kigge sig over skulderen. Jeg har i de sidste desperate pladehandlerdage losset tonsvis af lortet over disken uden nogensinde at forstå, hvad fanden nogensomhelst kunne høre i det, jeg mener, hvem vil skides i munden på en sommerdag, når man kan få en is, men det var der åbenbart så rigeligt der ville. Siden pladehandlerexiten for 2-3 år siden har jeg gudskelov ikke haft grund til at skulle forholde mig til de ovenstående navne, men da jeg for nylig læste, at When Saints Go Machine havde lavet en coverversion af Verves "Bitter Sweet Symphony" løb nysgerrigheden alligevel af med mig. Kunne det være så rædselsfuldt som det lød, og jo, ingen grund til at ryste på hverken hænder eller i bukserne, det er en massakre af den gode smag og af værste skuffe. Som det forfængelige væsen jeg er, vil jeg naturligvis ikke have siddende på mig, at jeg er den eneste, der har sværtet mine ører grundet egen dumhed, derfor bedes du ignorere ovenstående og trykke på nedenstående link, så sætter vi en dato for revolutionen bagefter.

When Saint Go Machine "Bitter Sweet Symphony" 

Omslagsudgaver er nu også at finde på Facebook.

Kult er et af de mest fortærskede begreber man kan finde i den nudanske ordbog, men samtidigt det helt rigtige ord at gribe ud efter når talen falder på The Langley Schools Music Project.

Historien kort fortalt: 

The Langley Schools Music Project is a collection of children's chorus recordings made from 1976-77 by Canadian music teacher Hans Fenger in a school gymnasium in Langley, British Columbia, near Vancouver. The students performed unique versions of pop hits by the likes of The Beach Boys, David Bowie, and Paul McCartney. The recordings were quickly forgotten until Victoria record collector Brian Linds found the first record in a thrift store and sent it to author, WFMU radio DJ, and "outsider music" enthusiast Irwin Chusid in 2000. After ten label rejections, Irwin managed to get the album released on Bar/None Records, and it immediately created an international buzz, making many end-of-the-year best album lists in 2001. 

Jeg havde selv glemt alt om pladen indtil den forleden dag dukkede op mellem Lambchops "Nixon" og Kim Larsens "5 Eiffel". Numrene er helt horribelt optaget, og fremført på tvivlsomste vis, men rummer alligevel så megen intensitet, at det nærmest sitrer. Børnenes koncentration er åbenlys, og dette kuriosum er ganske enkelt musikalsk spilleglæde i sin reneste form. Bedst på pladen er fortolkningen af "Space Oddity", nedtællingen alene burde kunne gøre det.

The Langley School Music Project "Space Oddity"

Det er svært ikke at frygte det værste når den på alle leder og kanter kødløse Conor Oberst er med til at omsætte lyden af gamle mænds fællessang til noget mere opdateret. Anledningen var Jenny Lewis første plade i eget navn, og nummeret var "Handle With Care". Jeg blev blæst væk af "Rabbit Fur Coat", da den udkom i 2005. Gudskelov lå lyden på pladen langt fra hvordan Rilo Kiley (Jenny Lewis' band) lød. Især blev jeg blæst væk af denne let uptempo udgave af Travelling Wilburys nyklassiker. Udover Jenny Lewis og kaptajn kødløs var også M.Ward og Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie med på nummeret. Hvor højt jeg end spiller "Handle With Care" kan jeg dog ikke sige mig fri for at høre Peter Bellis stemme gnægge "..den gamle gøgler rejser nakken" et inde bagest fra højttalerens dyb.

Jenny Lewis m.fl. "Handle With Care"

Pink Frost

Hvis de havde været et par senere på banen, tror jeg godt at The House of Love kunne have fået et par store hits som en del af brit-pop bølgen. De var aldrig blevet så store som Blur eller Oasis, dertil var bandet i almindelighed og sanger og sangerskriver Guy Chadwick alt for introverte og stilfærdige. Men de kunne måske have konkurreret med The Verve. I hvert fald udgav The House of Love i begyndelsen af 1990'erne en række meger melodiøse singler, der nok havde havde referencer til tressernes guitarpop, men altid havde et personligt udtryk. En af de singler, der burde være blevet et stort hit, men aldrig blev var, The girl with the loneliest. På b-siden til 12"-singlen finder man sang PINK FROST, som egentlig giver et meget godt billede på The House of Loves lyd, men sange er slet ikke deres egen. Den blev oprindeligt indspillet af det australske band The Chills i begyndelsen af 1980'erne; originalen er en lille skøn småpsykedelisk guitarpop-sag, som kan høres HER.

Jealous guy: Elegancen til forskel

Sammenligner man John Lennon og Roxy Music, stod de på sin vis næsten i hver deres ende af 70'er-rocken. Og dog: Begge navne kom fra en - for britiske rockmusikere - typisk art school baggrund, ligesom de begge satte pris på en velformet melodi. Men hvor Lennon havde foretaget sine mest radikale kunstneriske eksperimenter i 60'erne eller det nye årtis helt spæde år, blev Roxy Music brobyggere fra glamrocken til punken - sågar de tidlige 80'eres new romantics-genre. Og var der et sted, vandene mellem de to navne for alvor skiltes, var det på Liverpool-drengens 1971-album Imagine, der én gang for alle erstattede fluxus og flippede improvisationer med klassiske dyder som smægtende sangskrivning, enkle, rustikke klange og ikke mindst sangforedrag, hvor hjertet blev båret uden på tøjet. Intet sted mere end på den ømme ballade "Jealous guy", som ærligt, nøgternt og ukompliceret beskrev den der grimme, voldsomme, egoistiske, rethaveriske følelse, du ved...

Roxy Music, derimod, dyrkede i deres første år overfladen: Pop art, plastickostumer, selviscenesættelse. Ingen af dem mere end forsangeren Bryan Ferry, der nogle gange kunne synes både kynisk og arrogant i sin insisteren på det kunstige. Men tag ikke fejl: Som det blev mere og mere tydeligt op gennem årtiet, var det ren Verfremdungseffekt. Ferry havde læst F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og afluret kunsten at forstærke menneskelige dramaer ved at iklæde dem et tungt lag glitter. Og jo tættere man kom på 1980, jo mere begyndte Ferry at minde om en dekadent rigmand, som havde forvirret sig ind i popbranchen for at foredrage forfærdelige fortællinger om svigt, løgn og tomhed. Mesterstykket i dén henseende var 1982-albummet Avalon, der - iklædt kølige synths, virtuose guitarer, velsmurte rytmer med bossa/latin-påvirkning og forbandet velklingende crooner-vokaler - indkredsede en gennemtrængende længsel ud af denne verden.

Mødet mellem Lennon og Roxy - sidstnævntes single "Jealous guy" fra 1981 - var så at sige forspillet til Avalon, idet den var den første indspilning til at perfektionere den stilblanding, der kendetegnede netop dét album. Oprindeligt begyndte sangen at figurere på Roxy Musics sætliste efter Mark Chapmans mord på Lennon foran The Dakota Building i 1980, og singlen bærer da også undertitlen "- a tribute". Det var den. Ferry og de andre i Roxy Music var børn af 60'erne, og de blev utvivlsomt - trods deres vage broderskab med den hippie-fjendtlige punk - lige så påvirkede, da kæmpen fra The Beatles bed i asfalten, som årgangene umiddelbart før dem. Men de adopterede ikke blot sangen - de gjorde den til et ægte barn. Svøbte den ind i trommemaskiner, forfrosne, men smukke stringers, smidig saxofon, et bar-piano, der var som løftet ud af Casablanca, og en vokal fra Ferry, der konstant vibrerede mellem ren, pomadeglinsende facade og en sårbarhed, der var potentielt (selv)destruktiv.

I 1971-udgaven var "Jealous guy" lyden af en hård, gammeldags mand, der havde indset sine fejltrin under turen gennem 60'ernes spirituelle vaskemaskine og ikke kunne undskylde nok. Hos Roxy Music bidrog gruppens teatralske dimension til en behersket, men dog fuldstændigt hysterisk - og sælsomt oprigtig - tolkning. Og sært nok var Roxys farligst. En sang, man kunne forestille sig Patrick Bateman fra American Psycho synge under én af sine mærkværdigt menneskelige sammenbrud.

Følsom, isnende - og aldeles uforglemmelig.

Jeg har muligvis hørt originalen, jeg aner det faktisk ikke. Når Band of Horses har været sat på anlægget, har jeg foreslået et pladeskift, og de gange de har optrådt steder, hvor jeg har opholdt mig, er jeg trukket ned i den anden ende af festivalpladsen. Det gjorde jeg til Beatday, det gjorde jeg til sidste års Northside. Skulle jeg forsøge at beskrive, hvor meget Band of Horses kastrerede Neil Young lyd keder mig ville internettet løbe tør for plads, men for (indsæt navn fra underverdenen) hvor jeg dog bare knuselsker Copenhagen Collaborations fortolkning af "Funeral". Det er en kærlighed, der har holdt ved siden udgaven første gang blev postet på Codys Facebookprofil, og hvor ømme og københavnerbevidste flokken af unge håbefulde musikere end måtte se ud, så er der musikalsk intet at pille ved. "I like how every type of hipster is represented in this video" lyder en af kommentarerne på YouTube, selv kan jeg virkelig, virkelig godt lide denne coverudgave.

Copenhagen Collaboration "Funeral"

Fight For Your Right To Party - Coldplay

Trist anledning for en "omslagsudgave", men synes faktisk at Coldplay gør det fint.... Beastie Boys var og er unikke.....

Mark Linkous & Thom Yorke - Wish You Were Here

....Thom Yorke med over telefonen. Et klassisk nummer. En rasende smuk version.

Stop me if you think you've heard this one before

Selv om stot set intet er så helligt for mig, som det engang var, anså jeg det alligevel som lettere blasfemisk, da jeg første gang hørte den engelske dj, producer m.m. Mark Ronsons livtag med et af mine absolut all-time Smiths-favoritter STOP ME IF YOU THINK YOU'VE HEARD THIS ONE BEFORE . The Smiths udsat for soulfraseringer og hiphopbeats, det var lige en tand for hård kost for undertegnede.
Men efter et par års tilvænning er jeg blevet ret glad for versionen. Kom faktisk i tanke om den ifm. læsning og lytning af indlægget om Fine Young Cannibals, der også - i mine ører - er en vellykket soulificering af en klassiker.
Som bonusinfo skal det nævnes, at det er en gut ved navn Daniel Merriweather, der lægger vokal til. Han havde for ca. 3 år siden et pænt med nummeret Change, der er en gang gedigene soulpop med lidt rap indeover. Men det er jo en hel anden historie.

Tindersticks - Here (Live)

Ikke så mange ord, men en smuk, smuk udgave af Pavement nummeret "Here" - den får omend mere patos og gnist af at komme i hænderne på Stuart Stables og co....

Suspicious Minds og Ever fallen in love....

I 1985 sender engelske Fine Young Cannibals deres selvbetitlede debutalbum på gaden. Et album, jeg fortsat tæller blandt de 10 bedste debutalbums nogensinde. Især i hjemlandet får bandet megen opmærksomhed, mens det her i andedammen bliver til en smule airplay. Det ændrer sig så 3 år efter, hvor de grovhitter med She drives med crazy - også her i Danmark.

Men for at vende tilbage til debuten - materialet er primært deres eget, men de tager også favntag med Elvis-klassikeren Suspicious Minds. Det kunne tendere overmod at gøre dette, men de slipper af sted med det. Endda rigtigt godt af sted. Og den selvtillid, de gik til opgaven med, viser sig at være berettiget. De er meget tro mod originalen - det skal du også være, når du bevæger dig ind i "the land of The King" - men presser den samtidig ned i deres egen skabelon bestående af ska, new romance, soul og firserpop. Resultatet kan høres nedenfor:

Det er så ikke den eneste coverversion, de når at lave. Året efter indspiller de til filmen Something Wild Ever fallen in love, der oprindeligt er indspillet af punk/new wave-bandet Buzzcocks. En version, der i øvrigt lærer mig Buzzcocks at kende, og de er den dag i dag et band, jeg fortsat sætter pris på at høre.

Originalen er hæsblæsende, mens Fine Young Cannibals skruer det gevaldigt ned, og Roland Gifts særegne stemme trækkes helt frem i lydbilledet. Skabelonen er fortsat den samme fra debuten, men varsler også den mere poppede retning, der så folder sig ud på 88-albummet, The Raw and the cooked. Deres version er dog forrygende og kan høres lige her:

Love Hurts

Der er umiddelbart milevidt fra Everly Brothers´ lækre vokalharmonier på originalversionen: http://www.youtube.com/watch?v=-5iJMfwwheY

til Stina Nordenstams nedbarberede, hviskende, foruroligende versionering på coverpladen, "People are strange", fra 1998 - den bedste coverplade, jeg kender til:

http://www.youtube.com/watch?v=zMvWUftjTwI

Nummeret, som måske er mere kendt med Roy Orbisons eminente vokal, har, som jeg hører det, allerede i udlægget en undertone af fortabelse og uafrystelig melankoli (som flere Everly Brothers-numre, eks. Bye Bye Love), hvor ordene måske skal tages mere bogstaveligt end man umiddelbart tror. Denne tone forløses forbilledligt i Stina Nordenstams version, hvor man ikke er i tvivl om, at titlens erkendelse ikke nødvendigvis kommer fra hylden med kedelige klichéer og billige bonmots.

Some fools rave of happiness
Blissfullness
Togetherness
Some fools fool themselves I guess
But they're not fooling me

For mig er dette originalen, og for mig er Flying Pickets udgave af "Only You" et af de oplagte valg når soundtracket til min barndom en dag skal skrues sammen. Det er et nummer, der helt klart gør sig bedst uden video. De bakkenbartforskrækkede bør under alle omstændigheder ikke klikke sig ind. Flying Pickets var one hit wonders, og forlængst glemt, men skal da huskes for at at acapella-genren med et andet eftermæle end eksempelvis Basix gør. I dag er (retfærdigvis) Yazoo, der huskes. Måske ikke lige for den her, men så så meget andet godt.

Flying Pickets "Only You"

Originalen er fantastisk, The Primitives "Crash" er et af de numre man med stor glæde husker så snart man hører det, men så ellers glemmer alt om. I forbindelse med at Belle & Sebastian er kuratorer på endnu en udgave af opsamlingsserien "Late Night Tales" har de kastet sig over ovennævnte nummer og sluppet loungehestene løs. Videoen minder mig  af en eller grund om Blurs "Coffee & TV", men gengivelsen når ikke originalen til sokkeholderne, der er dog point for et frisk forsøg på at pille ved det perfekte.

Belle & Sebastian "Crash"

Personal Jesus

Jeg var lige en tand for hurtig på aftrækkeren, da jeg her den anden dag skrev, at jeg ikke kunne komme i tanke om nogen gode Depeche Mode-coverversioner. For Johnny Cash giver HER med sejt swingende backing en habil fortolkning af Depeche Modes vellykkede bud på et stykke elektronisk blues, nemlig Personal Jesus.
Og mon ikke vi møder den gode Cash en anden god gang i dette forum?

London Calling

Til sommer spiller Bruce Springsteen på årets Roskilde. En koncert, der meget vel kan gå hen at blive én af tidernes største koncerter på festivalen.

Det er alt, alt for tidligt at gisne om, hvad han vil spille - vi ved kun, at han vil spille i lang tid! - og at gisne om dette, er skønne spildte kræfter, for han har på de senere års turneer konstant skiftet ud i sin sætliste, hvor uforudsigelighed har været omdrejningspunktet.

Og der var næppe mange af dem, der i 2009 var troppet op i Londons Hyde Park, der havde tænkt "Springsteen indleder sgu med The Clash's London Calling". Men det gjorde han! En øvelse, der nærmest ville tendere blasfemi - en amerikaner spiller én af de mest ærkebritiske sange fra et ærkebritisk band! Men han slap af sted med det - fordi, han var tro mod forlægget og fordi, han på mange måder er én af de få kunstnere, der nærmest legemliggør troværdighed. Nummeret kan høres nedenfor. Jeg foretrækker fortsat originalen, men Springsteens version ER forrygende:

Om han til sommer laver samme finte, har jeg ingen anelse om! Det må tiden vise.....

Ulmen og ildløs - Cohen og Coil

Leonard Cohen er nok en af de artister i verdenshistorien, som har været udsat for flest fortolkninger fra andre kunstnere, og som bl.a. hyldestpladen På danske læber (2006) demonstrerede, er der altså forbavsende få, som kan fylde mandens sko. Én ting er at eksperimentere med hans tekster og musik, noget helt andet er at matche den rugende, nøgterne power, denne ikke-sanger rent faktisk har som performer. Når selv en autoritet i egen ret som Jeff Buckley kom til kort over for "Hallelujah" i sin tid, er det at placere sig selv på en kunstnerisk Urias-post at tage livtag med netop denne mands materiale. Hvilket naturligvis ikke har forhindret kunstnere i tusindvis - fra Steffen Brandt til The Sisters of Mercy - i at gøre forsøget.

Kun én - én - fortolkning af et Cohen-nummer kan jeg komme i tanke om, der ikke skyder under målet. Den skyder strengt taget heller ikke over, for hvem kan det, men i det mindste har man efter min mening med en coverversion af gøre, der har sin egen ubestridelige autoritet. Som ikke kommer til kort over for den canadiske rockpoets originalindspilning, men har sit helt eget, stærke nærvær.

Ikke uden grund danner den det dunkle omdrejningspunkt på Coil-albummet Horse Rotorvator fra 1987 - et konceptalbum, der i sin egen ret er lige så stærkt som Cohen mest klassiske plader, men nægtet samme status i en bredere offentlighed pga. bandets tilhørsforhold til den mere obskure del af industrial/neofolk-scenen. Backet af bl.a. Peter Christopherson (ex-Throbbing Gristle) og Stephen Thrower på bombastisk percussion, dommedags-stringers og cut-ups en masse foredrager sangeren John Balance - en sand poéte maudit i egen ret - en flot stak tekster fyldt med allehånde okkulte henvisninger, der alle kredser omkring døden som fænomen, om den så tager form af dommedag, filminstruktøren Pier Paolo Pasolinis himlen for en trækkerdrengs hånd i kystbyen Ostia eller den helt nære, personlige udånding. Jeg kunne skrive mangt og meget om denne fornemme plade - om det krampagtige samplerhelvede på "The anal staircase", de pulveriserende beats på "Penetralia"  eller den respektindgydende, instrumentale afslutning "The first five minutes after death", men lad nu dét være. Hør dette varierede, kraftfulde, stemningsmættede, opfindsomme og meget gennemførte album selv. Nu handler det om Cohen. Cohen i form af den smukke, men også truende salme "Who by fire".

Hos Coil som hos Cohen skal ordet "salme" - selvom teksten faktisk er baseret på en Yom Kippur-bøn - dog tages med et gran salt. Som sådan anerkender sangen, at der eksisterer noget højere, som viser sig i en række grænsesituationer, men ingen bruger ordet "Gud", og uanset hvilken entitet, der er tale om, er det én, der lige så gerne viser sig i råddenskaben som blomsterfloret. Hvor Cohen er dobbelttydig, betoner Coil dog - temaet tro - det første gennem frosne, klare, middelalderlige synthklange og percussion, der lyder som knogler, som brækker. Begge versioner har et vagt mellemøstligt præg over sig - originalen vel som et resultat af sangskriverens jødiske kulturarv - men hos Coil bliver "Who by fire" til en klagesang under en blodsprængt arabisk himmel, mens vingede væsener trutter i basuner og mørke ryttere gungrer bag bakkerne. I det hele taget får fortolkningen ikke for lidt på nogen konto, og det er måske netop det, der giver den sin særlige relevans. Havde Cohen ikke været canadier, kunne han lige så vel have været jyde, så underspillet er hans signal. Coil, derimod, er lyden af blod, flammer og is - over the top-ekspressive som om, de næsten ikke kunne gøre for det. Og det kunne de vel også knapt: Gennem hele sit lidt for korte liv, der sluttede i 2004, var Balance plaget så voldsomt af visioner og syner, at han ofte søgte trøst i flasken. Partneren Christopherson fulgte ham i øvrigt ud af denne verden for to år siden.

Det kunne man sikkert filosofere længe og morbidt over. Det vil jeg overlade til læseren. Lad mig blot igen understrege, at findes der en udgave af et Cohen-nummer, som gør mesteren ære hvad angår både selvstændigt format og stemningsmættet udførelse, er det disse morbide briter, man skal opsøge. Og så ellers lade musikken tale for sig selv resten af vejen...

Brand new Cadilac

Det er ikke alle bag vort lille bloggerfællesskab, der er lige begejstrede for The Clash. Men vi sætter vist alle stor pris på Jens Unmack, der i dag har fødselsdag. Og da den gode Unmack er kæmpe Clash-fan må det i dag være på sin plads med deres hæsblæsende version af BRAND NEW CADILAC. Originalversionen fra 1958 med Vince Taylor kan høres HER.

Compulsion

Jeg har for tiden noget af et Depeche Mode-flip. Er endda i øjeblikket godt i gang med en i øvrigt udmærket og ret nørdet buografi om dem med titlen Stripped. En del grupper har lavet Depeche-covers, ofte har man forsøgt med rockede arrangementer, men jeg husker ikke nogen rigtig gode bud.
Depeche Mode-sangskriver Martin Gore har indspillet et par albums med coverversioner, som jeg kun kender overfladisk. Jeg ved dog, at der både har været tale om forholdsvis kendte numre med bl.a. Nick Cave og helt obskure sager, som COMPULSION, oprindeligt indspillet af den for mig totalt ukendte Joe Crow. Venlige mennesker har i øvrigt lagt originalen på youtube.
Der er tale om en fin, lidt underspillet sang, og det er en fornøjelse at høre Gore fra en mindre svulstig (eller man kunne være venlig og skrive følsom) side... 

Kender man til Family Guy, så er man måske også stødt på afsnittet, hvor det gennemgående og tiltagende pisseirriterende træk er The Trashmens "Surfin' Bird". Nummeret er surfexcellence med vrøvlelyrik hentet i afdelingen for det afsindige. Oprindeligt udgivet i 1963, men fandt vej til hitlisterne igen i 2010, da (endnu) en kampagne lanceret for at forhindre X-Factor i at indtage juleførstepladsen blev lanceret til dens favør. The Cramps udsendte deres coverversion i 1978 på en single, og nummeret falder direkte ned i The Cramps smadrede verden som en oplagt kanditat til en plads på deres setliste. Ramones lavede en coverversion året før, den tager vi også lige med for en gang for alle at bevise at Ramones blot er bonderøvsrock i stilet indpakning.

The Cramps "Surfin' Bird"
Ramones "Surfin Bird"

Emma

Jeg har her tidligere skrevet om en coverversion lavet af Sisters of mercy. Men der var her tale om én, der blev spillet til koncerter og optrådte på diverse bootlegs. Men i 1987/88 smider de singlen Dominion på gaden, og på b-siden optræder Emma. En midt-70'er-sang, der oprindeligt blev udgivet af Hot Chocolate. Et band, der fortsat i min optik står for den lidt for sødmefulde og letbenede soul-disco, og konstrasten mellem Errol Browns halvpinlige forsøg på at lyde som Marvin Gaye og Otis Redding, og så Andrew Eldritchs afgrundsdybe stemme, kunne næppe være større.

I den musikalske grundtone læner Sisters of mercy sig op af forlægget, men gør også nummeret til sit eget - Sisters of mercy-classic, med tunge basgange, trommemaskine og en mur af storladne guitarer. Og samtidig giver Eldritch den meget tragiske og sørgmodige tekst den troværdighed og ægthed, som originalen ikke var i nærheden af at have.

Alt i alt et god eksempel på, at coverversionen kan være bedre en originalen, men som altid afhænger det også af ørene, der lytter. Men uden flere omsvøb, her er Sisters of mercy's udgave af Emma:

Woodpigeon har været nævnt tidligere på bloggen, og det samme har Leonard Cohen. Nu er førstnævnte blandt de 25, der hylder sidstnævnte på tributepladen "The Bard of Montreal", der kan downloades kvit, frit og ganske gratis hos Herohill, der også står bag kompileringen.

Song to the siren

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er et religiøst menneske. Men når musik er allersmukkest tænker jeg, at den i en eller anden forstand er besjælet. Den sang jeg kender, der klarest rammer en overnaturlig skønhed er This Mortal Coil med Elizabeth Frazer på vokals version af Song to the siren, som kan høres her.
Tim Bucleys originalversion kan høres her.

Slip inside this house

Originalversionen med 13th Floor Elevators er en klassiker inden for den psykedeliske tresserrock. Personligt stiftede jeg bekendskab med nummeret, da Primal Scream lavede denne suverræne fortolkning, der i min bog er en klassiker inden for den bølge af houseinspireret rockmusik, der kom fra Storbritanien omkring 1990. Nummeret åbnede i øvrigt Primal Screams sæt på deres Screamdelica-tour i 1991-92.
Danske On Trial (hvori den gode Lorenzo Woodrose spillede trommer i en del år) har lavet denne fine og noget mere introverte version. Om Lorenzo spiller trommer på denne indspilning ved jeg ikke, men måske har noget et svar?

Da jeg arbejdede i Moby Disc, arbejdede jeg om mandagen sammen John, der i sin tid havde været én af de tre, der grundlagde butikken i mere ydmyge omgivelser end butikken har nu. Ifølge ham kunne der ikke være nogen tvivl om at han var den pladehandler i Danmark, der havde solgt flest eksemplarer af Loves "Forever Changes", og jeg har ingen grund til at tvivle på ham, for John var stenhård når det kom til psykedelisk musik fra "dengang". Den vogn hoppede jeg hen ad vejen også delvist på, bl.a. takket være John. 

En af mine stadige favoritgrupper Calexico udsendte i 2003 nummeret som en selvstændig single.  Ikke meget er lavet om i forhold til originalen, men nummeret bliver helt deres eget. En kende peppet op, og med fuldt blæs på mariachihornene lyder det langt bedre end originalen i mine ører, og alligevel er det så forbandet tæt på udgangspunktet.

Calexico "Alone Again Or"
Love "Alone Again Or"

I don't want to talk about it

Første gang, jeg lagde mærke til den engelske duo, Everything but the girl, var i forbindelse med deres version af én af de bedste post-kærlighedsange, der nogensinde er skrevet: I don't want to talk about it. Sangen figurer på 1988-albummet Idlewild, men jeg ryger først for alvor på dem, plademæssigt, i forbindelse med Amplified Heart fra 1994, hvor de brager igennem med hittet Missing.

Frem til da, og ret beset også efter, lever duoen en stille tilværelse, og det selvom, at alle deres plader er af en tårnhøj kvalitet, men deres nedbarberede og melankolske tone har næppe det helt store hitpotentiale. Samtidig har duoen i Tracey Thorn én af musikscenens mest særegne stemmer, og alt i alt er deres musik noget af den, jeg vender tilbage til igen og igen og igen.....

Nå, men tilbage til I don't want to talk about. Jeg kendte sangen i forvejen - nemlig fra Rod Stewarts indspilning af den, og fra den periode, hvor han fortsat var til at holde ud at høre på. Og i forbindelse med dette indlæg finder jeg ud af, at sangen oprindeligt er indspillet af Crazy Horse - Neil Youngs legendariske backing-band, og straks får sangen en større og bedre betydning - her på matriklen!

Men her er den i den ultimative udgave - smukt og gribende, og hvor tiden står stille, mens Thorn synger med bristet hjerte, så det gør ondt helt ind i sjælen:

Golden hair

Der er coverversioner, som er tro, uinteressante kopier af deres forlæg. Der er coverversioner, som på elegant vis forskyder betydninger i originaludgaverne og når frem til overrumplende resultater på dén konto. Der er coverversioner, som næsten demonstrativt sætter af i nye retninger - af og til med fremragende, af og til pinlige resultater. Og så er der endelig - en sjælden gang - coverversioner, der fungerer som fuldendelser af skjulte intentioner i det oprindelige stof. Et oplagt eksempel er Reading-bandet Slowdives udgave af Syd Barretts "Golden Hair" fra The Madcap Laughs (1970), som kan findes på deres ep Holding Our Breath fra 1991.

Barrett, som ved sin solodebut allerede havde været igennem en kort, tumultarisk berømmelsesfase med Pink Floyd, hvor han havde sat sin mentale førlighed overstyr gennem lidt for mange syretrips, lånte teksten til "Golden Hair" fra digtet "Lean Out of the Window", som kunne findes i James Joyce's samling Chamber Music fra 1904, og trods - eller måske jævnfør - sin skrøbelige, lettere udslukte sindstilstand lykkedes det ham fint at indkaple linjernes atmosfære i en kort komposition, som ganske vist lå langt fra den voldsomme, improvisatoriske syrerock, han var med til at definere i sin gamle gruppe, men havde sin egen integritet. Med tyst stemme, rislende akustisk guitar, små vibrafon-strejf og hvirvlende bækkener leverede han en stemningsfuld miniature, som er blevet en klassiker i egen ret. Sammenlignet med de af og til næsten timelange freakouts, han havde ført an for i sin tidligere gruppe, syntes "Golden Hair" dog måske en smule urealiseret, selvom sangen i sin grundnatur var et selvkomponeret nursery rhyme - en moderne børnesang.

Nuvel, Slowdive, som i 1991 var et af shoegazer-scenens største navne med en musik, som baserede sig på en stærkt effektbelagt, psykedelisk udgave af 80'ernes postpunk-lyd, gik linen ud. Som sådan var deres fortolkning delt op i to dele: En, hvor sangerinden Rachel Goswell foredrog teksten i bedste Barrett-stil halvvejs skjult bag en mur af rumklang, og en anden, selvkomponeret afdeling, som var lige dele Floyd-freakout á la "Astronomy Domine" og gotisk ambient. Vel at mærke afviklet i et søvnigt, fredfyldt tempo, der ikke blot matchede originalens intention, men lod én nyde gruppens dybe, detaljerede lydtæpper af guitar, synth, effekter og rullende trommer i pragtfuld widescreen-kvalitet. Gammeldags psychedelia var det ikke, og der skal nok findes de hippier, som mener, at det, Slowdive gjorde ved nummeret, var ren og skær helligbrøde.

Men hørt med de rette ører lyder 1991-udgaven af "Golden Hair" som det orgastiske sus af aftenlyd, Barrett kunne have hørt inde i sit hoved, men allerede i 1970 var for træt og uklar til at få ned på bånd. Alene af den grund - men ikke kun derfor - er den et lille mirakel.

Be my baby....

Et kendetegn ved en coversion er, at den også kan være en hyldest til en kunstner, der har inspireret den, der laver coverversionen. Og det er tilfældet med Psyched up Janis' udgave af Ronettes/Spector-klassikeren, Be my baby. En sang, jeg selv tæller blandt de bedste popsange, der nogensinde er lavet.

Fra bandets spæde begyndelse er det meget tydeligt, at især Phil Spector var en stor inspirationskilde. En inspiration, Sune Wagner har taget videre i sit nuværende band, Raveonettes. Samtidig blev Ronettes ofte omtalt, når Wagner talte om sine favoritbands.

Psyched up Janis' udgave af sangen figurerer på The Quiet album, men allerede inden da er den blevet lidt af en live-favorit - både for band og publikum. Selv husker jeg en koncert på Roskilde, hvor jeg bare stod og ventede på, at de ville spille den. Det gjorde de selvfølgelig, og tiden og hjertet stod stille.

Her er den i en studieversion:

Low-key satisfaction

http://www.youtube.com/watch?v=W97TF9PCKWg

Det er svært at finde et objektivt vurderingskriterie for patos i rockmusik - og i musik generelt. F.eks. er Sisters of Mercy bl.a. fantastiske i kraft af den fuldkommen overgearede patos, der potenserer og intensiverer deres udtryk.
Rolling Stones opererer, som jeg ser det, med en patos, der er rundet af et forlængst overstået oprør mod en autoritær elite, som de måske i mellemtiden selv er blevet en integreret del af?
Cat Powers patos er mere low-key og internaliseret og appellerer ofte til mindre udadreagerende individer (´we can all be free/maybe not with words/maybe not with a look/but with your mind´ - Maybe Not fra "You are free"-pladen).

Denne udgave af ´Satisfaction´  fra det sublime "Covers"-album er næppe et forsøg på at sterilisere den testosteronpumpende original, men mere et forsøg udi at forstå og opleve nummeret ud fra en anden patosform, et andet receptionstempo, hvilket giver nummeret en helt anden appel. Og kanske nye betydninger?

Hvorom alting er: Man bliver mere opmærksom på teksten, hvilket ikke er det værste, der kunne ske. Om der er tale om re- eller dekonstruktion vil jeg lade være op til hiin enkeltes subjektive vurdering at afgøre.

Den seneste udgave af Mojo har Leonard Cohen som coverhistorie, og den vedlagte cd holder sig til temaet ved kun at rumme coverversioner af hans numre. Jeg har dog primært haft Bill Callahans udgave "So Long Marianne" kørende på repeat. Dels er jeg som udgangspunkt tophooked på nummeret, men det er også den største fryd, at høre godt nyt fra Bill Callahan efter den mere end skuffende "Apocalypse". Sangen er skrevet er om/til den norske kvinde Marianne Jensen, som Leonard Cohen boede sammen med på Hydra tilbage i 60'erne. Callahans udgave snerrer noget mere end originalen, men han formår uden den store omarrangering, at gøre sangen til sin egen.

Bill Callahan "So Long Marianne"

Interview med Marianne

Jeg stødte på Dean & Britta før jeg havde hørt om Galaxie 500 og Luna. Deres 2003 udgivelse "L'avventura" blev rutinemæssigt for de nye indieudgivelser sat på anlægget da jeg havde pakket den ud i af dagens leverance fra hvad jeg gætter på har været enten VME eller MNW, den tids to førende danske indiedistributører. Uden at være sikker mener jeg at kunne huske, at jeg var ramt fra starten. "L'avventura" var (og er) fra ende til andet en indbydende popperle af en plade, blød og indbydende i lyden, og stilsikkert gennemført. Et enkelt nummer var genkendeligt allerede fra første gennemlyt, ægteparret tager livgreb på Madonnas "I Deserve It" og slipper mere end levende fra det. Tonet ned i forhold til originalen, er den tro mod stilen på "L'avventura".

Dean & Britta "I Deserve It"

Neil Young revisited

Her på matriklen bliver det nærmest opfattet som blasfemi, når andre kunstnere kaster sig ud i fortolkninger af Neil Youngs sange. Det har dog ikke afholdt nogen fra at gøre det! Nogle med større held end andre.

Men - to bands får tilgivelse for deres forsøg. Også fordi, det er to bands, jeg enten har lyttet meget til tidligere eller fortsat lytter meget til.

I førstnævnte kategori hører engelske The Mission til. I 1987 udgiver de albummet The First Chapter, der rummer en række af bandets første singler, b-sider med videre. Iblandt disse er Youngs majæstetiske Like a hurricane. Bandets udgave er faktisk første gang, jeg hører dette nummer, og hvor Young bliver mere præsent end vag omtale i diverse musikblade. Jeg hylder i dag selvsagt originalen i langt højere grad end Missions eller for den sags skyld andres forsøg med den, men Mission formår at ramme sangen og teksten ind i deres eget univers - på plade og live. Og her 25 år efter, kan de fortsat være tilfredse med forsøget. Lyt selv her.

Like a hurricane er i al sin storhed og desperation selvsagt en signatursang for Young. En anden er Only love can break your heart. I 1990 single-debuterer de meget fine Saint Etienne, og det er med netop deres udgave af Only love can break your heart. Og med Moira Lambert på vokal frem for det senere permanente medlem, Sarah Cracknell. Versionen ligger tæt op af originalen, men tilført de elektroniske dyder, bandet sidenhen læner sig op af og forfiner til perfektion. Og opdaterer originalen til en meget fængende version. Lyt selv her.

Where the Streets Have No Name

Som oftest er coverversionen en mere eller mindre ekspicit hyldest til originalversionen, og kunstneren bag denne. Den kan dog også være ironisk eller som i dette tilfælde nærmest ude på at latterliggøre originalen. Det er vist tilfældet med Pet Shop Boys version af det store U2-hit Where the Streets Have No Name. Nummeret blev udgivet i 1991som en dobbelt a-side single med sangen How Can You Excepect To Be Taken Seriously på den anden side, der netop var en sarkastisk kommentar til fx Sting og ikke mindst U2s frelsermanerer.
Where the Streets Have No Name gjorder de gode herrer Tennant & Lowe til en elegant discosag og fik tilmed flettet det gamle tresserpophit Can't Take My Eyes Off You ind. Skulle jeg lave en liste over de mest originale coverversioner, ville Pet Shop Boys version være højt på listen. Lyt med HER.

While You Wait For The Others

Regel #1 inden for det, der med en pænt irriterende term kaldes indie, er, at forsangeren ikke skal gøre for meget væsen af sig. Stemmen skal ikke påkalde sig for meget opmærksomhed eller være for ekvilibristisk. Dette dogme er også tilfældet for Brooklyn-bandet Grizzly Bear, der i 2008 fik sig et gennembrud med det, i min bog, fremragende album Veckatimest. En af de bedste sange hed While Yoy Wait For The Others. Bandet lavede en alternativ version af sangen, hvor de fik Michael McDonald til at indsynge vokalen; McDonald har en meget flot og fyldig stemme. Han har synget i Doobie Brothers, lavet blærede kor-arrangementer med Steely Dan og haft flere store singlehits med ekstremt vellydende soul-inspireret pop, de fleste kender nok Sweet Freedom. Altså alt andet end indie.
Jeg synes, der er kommet et spændende resultat ud af mødet mellem Grizzly Bears smukkke men også lidt krnglede og sære sang, og McDonalds vokal. Tag selv et lyt HER.

Work Is A Four Letter Word

Vil for en gang skyld lade bagmanden selv tale - Originalen er med Cilla Black, her er den med det bedste britiske band nogensinde, skulle nogen spørge mig!

"I thought it was an amusing song. I think I was the only member of the Smiths who actually did. I thought it was quite funny and very throwaway, and a bit of a tease really. I wasn't attempting to produce a great piece of Gothic Art, it was just a taunting little number. I even got the words wrong, accidentally. (...) It was very instrumental in breaking up the Smiths but what care I? Cilla Black, unbeknown to herself, actually broke the Smiths up... which is pretty much to her credit."

Morrissey, 1997

Roskilde - so much to answer for

Til koncerter med såkaldte nye bands, der måske kun har et album med i bagagen, er det ofte almindeligt, at de supplerer op med en coverversion af et band, der har inspireret dem, en sang, de sætter pris på med videre.

Denne finte har jeg især oplevet på Roskilde festivalen - og ikke kun fra de unge bands. Og nedenfor kanter jeg 3 af de mere spetakulære.

I 2006 giver Editors en forrygende koncert på Odeon på en glohed torsdag. Teltet var pakket, så jeg oplevede koncerten under en bagende sol. Og mens, jeg var på kanten af et hedeslag, spillede de Talking Heads' Road to nowhere (der ret beset var min egen indgang til netop Talking Heads), og på en så forrygende måde, at alt om varme og snigende tømmermænd var glemt. Deres version kan lyttes her - dog ikke i Roskilde-optagelsen, men oplevelsen er den samme.

Samme år spiller også Placebo. På Arena leverer de én af de bedste Roskilde-koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Og foruden en tour de force gennem deres bagkatolog og især Meds, der i mine ører er deres hovedværk, vælter de teltet med deres version af Kate Bush's Running up the hill. Lyt selv med her - ikke fra Roskilde, men igen er oplevelsen den samme.

Tre år efter står White Lies så på Odeon-scenen. Med i bagagen har de et glimrende debutalbum og teltet er tætpakket af forventningsfulde publikummer. Igen under en bagende sol, men denne gang har jeg fået plads under teltdugen. Bandet lever op til forventningerne og scorer en ekstra stjerne til min egen oplevelse, da de spiller Portishead's The Rip - et nummer, der i mine ører er noget det ypperligste, Portishead har lavet. White Lies viser nummeret ære, hvor de er tro mod det, men gør det samtidig til deres eget. Lyt selv her:

Jeg kender ikke Crooked Fingers, og har ikke noget forhold til St. Vincent andet end at hendes plader er aflyttet, og fundet for lette. The National har dog stadig en position i min bevidsthed, at jeg lytter når de er noteret som afsendere. Det er de sammen med St. Vincent på denne fortolkning af Crooked Fingers "Sleep All Summer", der i al sin ubesværede enkelthed gik hen og blev mit bud på det bedste nummer 2011 havde at byde på.

The National feat. St. Vincent "Sleep All Summer"

Love will tear us apart

Med-blogger Jens K. har her kantet det amerikanske band Swans - om deres udgave af Can't find my way home. Og Swans er også omdrejningspunktet for dette indlæg.

Love will tear us apart. Joy Division-klassikeren er for mange, inklusive mig selv, tæt på at være musikkens hellige gral. Testamentet over Joy Division og Ian Curtis, linket mellem punken og post-punken og én af de smerteligtse sange, der er skrevet om en kærlighed, der ikke længere er der. Musikken er kuldslået og Curtis synger så desperat og følelseskoldt, at smerten kan skæres i skiver.

Af selvsamme grunde, burde det kræve stort mod at prøve kræfter med en coverversion. Men det har dog ikke hindret mange i at gøre - med Paul Young som bundskraberen.

Men - det er dog lykkes i et, ja faktisk to tilfælde, men af ét band, Swans. Og netop deres versioner var min indgang til dette band. I 1988 var MTV-programmet 120 minutes et fast omdrejningspunkt for mit tv-forbrug. Og en aften toner det for mig ukendte band, Swans, frem, og jeg bliver blæst omkuld af deres version af Love will tear us apart. Musikken er blevet mere poleret, men Michael Gira giver med sin dybe og apatiske stemme sangen en kant, du bliver ved og ved at skære dig på - på den gode måde.

Jeg finder ud af, at sangen er udsendt på EP - ja, faktisk flere. Én med Michael Gira og så én med bandets anden frontfigur, Jarboe. Og hvor Giras er meget melodisk, er Jarboes frygtindgydende, hvor hun synger, som teksten er noget selvoplevet. Slet og ret gåsehudsfremkaldende.

Nedenfor kan begge versioner lyttes:

"Hip Hop - Please Stop!" lød anmeldelsen i sin enkelthed, da MIX i tidernes morgen anmeldte Vanilla Ices anden plade, og en venlig sjæl skulle nok have visket noget lignende i ørerne på Nikolaj Steen før han gik i gang med at slå "The Message" ihjel. En dansk mand, fra formodet trygge opvækstvilkår har sjældent været så malplaceret. 

Nikolaj Steen m.fl. "The New Message"

Some velvet morning

I begyndelsen af 90'erne fanger det engelske band, Slowdive, mig temmeligt meget. Deres drømmende musik og brede musikflader, der også går under den noget latterlige betegnelse shoegazing, rammer durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag. Og er den dag i dag fortsat blandt mine personlige musikfavoritter.

De når at udgive 3 egentlige studiealbums, primært med eget materiale. Men på den fabelagtige Souvlaki (i 2CD-versionen) er der også deres version af Lee Hazlewood og Nancy Sinatras fremragende Some velvet morning.

Øvelsen er på sin vis meget oplagt. Neil Halstead har samme tilbagelænede måde at synge på som Lee Hazlewood, og i Rachel Goswell har bandet en engleblid stemme, der på Some velvet morning (og mange andre sange) står som en fin og smuk konstrast til Halsteads - ligesom Sinatra gjorde til Hazlewood. Slowdive gør nummeret til sit, med de karakteristiske guitarklange og lydflader, og den dag i dag holder jeg fortsat mere af deres udgave end originalen - det siger ikke så lidt, for originalen er fremragende. Men her er Slowdives bud:

Langebro kort

I protest mod Martin Petersens kommentar forleden om, at Love Shops udgave af Gasolin's "Langebro" (1971), der kan findes på hyldestalbummet Fi-Fi Dong fra 1995, ikke var værd at kaste de store ord efter, vil jeg blot sige, at den i mine øjne er helt central. Ikke kun som en perle i LS-kataloget som helhed, men som et slet skjult forlæg for senere versioner fra to lige så væsentlige, men i denne sammenhæng slet ikke så sejlende sejrssikre orkestre.

Men Love Shop først. Det, som for mig gør Jens Unmack og Co.'s indspilning så essentiel, er den måde, bandet formår at videreføre originalens tunge, stenede stemning på samtidig med, at sangen som helhed  - og dét er det helt afgørende - filtreres gennem en helt anden, mere vejrbidt sensibilitet end Kim Larsens i 70'erne. Jo, det er sandt nok, at Love Shop ikke ændrer det store ved selve nummerets struktur, men den smule, de tilføjer, er til gengæld uhyre effektfuldt. Tempoet er sat ned, så man har fornemmelsen af at bære hele klodens vægt på skuldrene i hver eneste takt. Synthesizeren skurrer hen over byens brosten som en isvind fra det dybeste tomrum, og Hilmer Hassigs guitar er snarere David Gilmour på en afgrundsdyb nedtur end det ekko af Jimi Hendrix, Franz Beckerlee aldrig rigtigt blev andet end. Og så er der selve Unmacks stemmeføring... Hvor Kim Larsen foredrog teksten som en socialt og menneskeligt indigneret socialdemokrat af den gamle skole - og dermed beskrev personerne i den udefra - har man vitterligt følelsen af, at Love Shop-sangeren ser ud på byen gennem drankernes, dommedagsprædikantens og den forladte kvindes øjne. Og alt, han ser, er et vakuum så enormt, køligt og menneskefjendsk, at man vitterligt får fornemmelsen af, at det blot vil være en befrielse, hvis "Jorden går under i dag". Hvor Kim Larsen stadig bar rundt på arven fra Stauning og hippiebevægelsen, kan man godt fornemme, at Unmack er flasket op på Sex Pistols og Joy Division. Han bærer - på denne fornemme indspilning - en ny og ganske anderledes tids lede rundt i selve sit genom. Og netop derfor er Love Shops læsning af sangen både frisk, vedkommende og essentiel, om den så er forstemmende - for dét er den - eller ej!

I oktober 2008 tog et midlertidigt gendannet Sort Sol - i øvrigt suppleret op med selveste Willi Jønsson - samme sang op under en optræden i Amager Bio, som kan ses her. Tempoet var Love Shops, stemningen ligeså, men arrangementet mere spartansk og vokalen mere overfladisk, selvom Steen Jørgensen kan være en stor fortolker, når det slår ham. Dét var han ikke der. Noget bedre har Spids Nøgenhats forskellige koncertfortolkninger af "Langebro" været - sikkert også fordi dette band i en hel anden grad har haft tid og mulighed for at afprøve forskellige muligheder. Denne optagelse er f.eks. ekstremt vellykket. Tempoet og desperationen er stadig Love Shopsk - måske fordi musikerne er af samme generation - men stemningen trods alt mere ovre i retning af Gasolin' på et strengt syretrip. Ved andre lejligheder har gruppens fremførelse af "Langebro" dog mindet stærkt om Sort Sols, som... Ja, kære læser, du kender historien.

Så spørger man mig, er der den dag i dag kun to fuldgyldige indspilninger af sangen: Gasolin's og Love Shops. Men en fremragende egenskab ved musik er, at den er et materie, som til enhver tid kan antage nye, markante former, og ikke blot kan Spids Nøgenhat stadig nå at levere deres helt eget, stærke take: Kun guderne ved, hvad nye generationer kan og givetvis vil få ud af så slidstærk og eviggyldig en komposition.     

Indrømmet, jeg har ikke forsøgt at finde frem til originalen før i dag, og de 29 sekunders uddrag, der kan lokkes ud af Amazon tydeliggør, at man ville kunne fremelske en bedre indspilning af nummeret, ved at pisse i takt ned på et udtjent optagebånd. "Today's the Day" blev indspillet i autentisk garage-fidelity af The Outcasts tilbage i 60'erne, og nummeret blev bragt til min opmærksom da støttepladen "Reminder dukkede op for en ti års tid siden. Jeg kan huske, at C.V. Jørgensen havde (gen)indspillet "Elisabeth", og at Saybia pillede ved noget fra Duran Durans "Wedding Album", men pladens ubestridte højdepunkt var Tim Christensens tøjling af "Today's the Day". Hans softrockede stil rammer lige ind i hjertet på, hvad nummeret egentlig kan, og det kan en hel fucking del, når først der bliver åbnet op.

Tim Christensen "Today's the Day"

Townes Van Zandt hører til i gruppen af fantastiske sangskrivere, hvor det originale materiale ikke siger mig det store. Det skal han nu ikke vende sig i graven over, for i den gruppe finder man mange andre navne, der er mere end kosher i den musikbevidste offentlighed.

Vi skal helt tilbage til der, hvor Nikolaj Nørlund sidst var interessant for at finde stedet, hvor jeg for alvor blev opmærksom på Townes Van Zandt. Rhonda Harris "Tell the World We Tried" fra 2006, var lutter Townes Van Zandt coverversioner, og blandt de numre der gjorde størst indtryk var udover titelnummeret, "Saint John the Gambler", "Two Girls", og så "Kathleen", der med god grund virkede bekendt. Tindersticks udsendte den i 1994 på en single af samme navn, og selvom Nørlund fortjener ros for hans fortolkning af nummeret, så må han leve med, at han i dette tilfælde må æde støvet fra Tinderstick, for de giver ham baghjul.

Tindersticks "Kathleen"

Black Sheets Of Rain

Når det kommer til produktivitet er en mand som Ryan Adams et glimrende eksempel. Det være sig et eksempel på en mand der har kreeret rasende mange udgivelser på relativt få år, men som samtidig også har måtte sande, at det fra tid til anden måske havde været godt med et lidt kraftigere sorteringsfilter. Der er, sagt mere direkte, en del lort i det voksende katalog, men heldigvis også en god portion lagkage. Specielt pladerne med Whiskeytown står frem, men under eget navn er det især de to første udgivelser ”Heartbreaker” (2000) og ”Gold” (2001) der er uomgængelige mesterværker. Senere kom der som skrevet, hørt herfra, en del middelmådige udgivelser. Det skal dog retfærdighedsvis siges, at uanset det lave niveau på mange udgivelser, så er der som oftest enkelte numre der skiller sig ud og fastholder Ryan Adams unikke talent for at skrive sange der går direkte i hjertet. Det er vel kun albummet ”Rock´n´Roll” (2003) hvor det hele kører i tomgang og man efterlades kold.

Ryan Adams er også et andet talent, udover at indspille sine egne numre, nemlig at fortolke andres. De gange Ryan Adams har kastet sig ud i at fortolke, er det som oftest med et glimrende resultat som følge. Det bedste eksempel kunne være da han gav sig i kast med Brit Pop hymnen ”Wonderwall”. Oasis grovhittede med nummeret og balladen var en af slagsangene på gruppens korstog i 90´erne. Ryan Adams indspillede sin version på ”Love Is Hell” albummet (først to ep´er, siden samlet under et album) og han gav nummeret sit helt personlige præg. Faktisk er hans version så indlevende og intens, at det efter min mening nærmest er et endnu bedre nummer end det er hos originalerne Oasis! Her skal det dog ikke handle om ”Wonderwall”, men derimod om en relativ ny optagelse, hvor Ryan Adams fortolker en af mine helt store musikalske helte.

Hüsker Dü – nærmere bestemt den ene af de to sangere og sangskrivere i trioen, Bob Mould, har været en vægtig del af mit soundtrack gennem livet. Det være sig som vred ung mand og senere som (blidere?) ældre herre! Mould udgav i 1992 sit andet soloalbum, efter den mesterlige solodebut ”Workbook” (1989) – og det var et album hvor det mørke, det indædte og anspændte fyldte. ”Black Sheets Of Rain” – alene titlen siger vist det meste, var en grum sag – men som så ofte i Bob Moulds kompositioner, var der under det umiddelbart støjende ydre, en rasende iørefaldende melodi gemt. Det er måske i virkeligheden Bob Moulds største force, at kunne forene rendyrket feedbackstøj med klassisk sangskrivning.

Titelnummeret fra albummet ”Black Sheets Of Rain” blev i december måned 2011 genstand for Ryan Adams fortolkning i et Letterman liveshow. Og som Adams gjorde det med ”Wonderwall”, så forvandler nummeret sig fra, hos Bob Mould, at være støjende, truende og decideret ”ondt” til at blive en lille folkperle sunget med sædvanlig indlevelse. Og det fineste ved denne coverversion er, at nummeret stadig bevarer sit trøstesløse udgangspunkt, selvom der i Ryan Adams udgave er givet mere plads til lyset. Det er med andre ord en coverversion, hvor der er respekt for originalen – men mod til at gøre det til sin egen, så ønsker jeg mig egentlig ikke ret meget mere.... når det kommer til coverversioner....

Knowing me, knowing you

Forleden kantede med-blogger Martin Petersen Abba, og den tråd vil jeg følge videre. Abba er blandt de kunstnere, jeg først blev fan af - i stærk konkurrence med Sweet, Suzi Quatro og David Cassidy - og dyrkelsen blev kun forstærket af, at hende den lyshårede, Agnetha Fältskog, havde fødselsdag samme dag som mig. Så foruden et major crush, der fortsat lever....., kunne vi også fejre fødselsdag sammen....

Den gang i 70'erne blev der skrålet Abba så snart anledningen bød sig. Senere kom ELO, Shubidua og Mabel også til. Men mens min begejstring for de sidstnævnte ebbede ud, lever den for Abbas vedkommende i bedste velgående. Blandt mine favoritter, den gang som nu, er Knowing me, Knowing you. Det mest forbandede er, at det er den mørkhårede, Frida, der har lead-vokalen, men det er stadig Agnetha, der giver den det melanskolske touch, der ligger som et underliggende tema i lyd og tekst.

I lighed med et utal af andre af deres sange, er sangen blevet spillet og sunget af mange andre - ikke kun med hårbørsten foran spejlet, men også på plade og live.

Blandt de bedste og smukkeste udgaver er danske How do I's. Sangen er kommet gennem deres elektroniske habengut, men samtidig bliver sangens melankoli endnu mere fremstående - tabet og længslen står malet med både den brede og fine pensel, og sangen kommer i deres hænder i sit rette kuldslåede element:

Og meget passende står en dansk kunstner også for den dårligeste og mest ligegyldige udgave. Rock-mamaen Sanne Salomonsen flår den, i forsøget på at gøre den til sin egen, fuldkommet i stykker, og en smuk svane bliver forvandlet til en grim ælling, og kystbane-rock af værste skuffe:

Sleeping/Weeping Annaleah

Forholdsvis tidligt i karrieren udsendte Nick Cave & The Bad Seeds albummet Kicking against the pricks - en lp udelukkende med coverversioner. På daværende tidspunkt var jeg vist mest til Duran Duran. Men da jeg nogle år senere blev tændt den sorte firsermusik var Nick Cave en uomgængelig figur. Jeg lånte Kicking against the pricks på Hilerød Bibliotek omkring 1991, og jeg blev straks begejstret for pladen. Der var et par velkendte numre som Hey Joe (i en mildest talt anderledes version) og All tomorrows parties. Men de øvrige numre var ukendte for mig.
Ift. hvad Cave havde udgivet inden var der tale om et afdæmpet og tilgængeligt udtryk. Min yndlingssang fra albummet var, og er SLEEPING ANNALEAH, der lyder som en blanding af en popschlager og en sømandsvise. Sangen er oprindeligt inspillet af Tom Jones med titlen WEEPING ANNALEAH.  

Bøffer

Én ting er at lave en god coverversion, noget andet er ved et uheld at komme til at lave et lige så godt nummer, fordi man ikke kan finde ud af at spille et andet. Dette sker utvivlsomt tit - de fleste musikere er blot for forfængelige til at indrømme det.

Måske var postpunk-generationen, som til at begynde med nærmest bestod af ikke-musikere, der notorisk gav pokker i ikke at kunne spille, mindre selvbevidst, når det kom til den slags. I hvert fald skete der det for det unge U2, at bassist Adam Clayton, som havde forelsket sig i New Romantics-stilen, en dag stod i øvelokalet og forsøgte at spille "Fade to Grey" med Visage (1980). Han fik ikke et ben til jorden, for hans timing var helt ude i hampen, men ud af dét fejlslagne eksperiment opstod fundamentet til "New Year's Day" (1983) - et af de numre, som var med til at hæve den irske kvartet fra kultstatus til verdensnavn.

Bernard Sumner fra Joy Division havde sikkert lidt af den samme oplevelse, da han - under arbejdet med debut-lp'en Unknown Pleasures (1979) - prøvede at tackle Nolan Porters northern soul-klassiker "Keep on keeping on" (1972). Nu var mørkemændene fra Manchester nok heller ikke det perfekte band til at tolke dét nummer, men ud af Bernards krampetrækninger voksede i stedet den anderledes truende og voldsomme "Interzone", som måske nok ikke var albummets højdepunkt, men trods alt har fortjent sin plads i gruppens lille, meget fornemme sangkanon.

I 1984 var den muligvis gal igen. Under en lettere desperat session med Arthur Baker i New York, hvor der manglede nyt materiale, forvandlede bassist Peter Hook fra samme band - som i mellemtiden havde skiftet navn til New Order - i hvert fald riffet fra Hot Chocolates "Emma" (1974) til ledemotivet på singlen "Thieves like us".

Også i Danmark har man visse eksempler. Sort Sol huggede med arme og ben - bevidst eller ubevidst - når de kunne, og for Disneyland After Dark startede hele den cowpunk-stil, de brød igennem med på Call of the Wild (1986) således, at Stig Pedersen - hvad er det med de bassister? - fik vendt op og ned på tonerne i Suicides "Ghost Rider" (1977) ved en fejl. Derved opstod grundklodserne til "Trucker", og resten er historie.

Visse coverversioner er altså ikke bare coverversioner, nej, knapt nok versioner overhovedet. De er originaler og langt fra så ringe igen. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er ren og skær amatørisme tit nøglen til succes.