Jealous guy: Elegancen til forskel

Sammenligner man John Lennon og Roxy Music, stod de på sin vis næsten i hver deres ende af 70'er-rocken. Og dog: Begge navne kom fra en - for britiske rockmusikere - typisk art school baggrund, ligesom de begge satte pris på en velformet melodi. Men hvor Lennon havde foretaget sine mest radikale kunstneriske eksperimenter i 60'erne eller det nye årtis helt spæde år, blev Roxy Music brobyggere fra glamrocken til punken - sågar de tidlige 80'eres new romantics-genre. Og var der et sted, vandene mellem de to navne for alvor skiltes, var det på Liverpool-drengens 1971-album Imagine, der én gang for alle erstattede fluxus og flippede improvisationer med klassiske dyder som smægtende sangskrivning, enkle, rustikke klange og ikke mindst sangforedrag, hvor hjertet blev båret uden på tøjet. Intet sted mere end på den ømme ballade "Jealous guy", som ærligt, nøgternt og ukompliceret beskrev den der grimme, voldsomme, egoistiske, rethaveriske følelse, du ved...

Roxy Music, derimod, dyrkede i deres første år overfladen: Pop art, plastickostumer, selviscenesættelse. Ingen af dem mere end forsangeren Bryan Ferry, der nogle gange kunne synes både kynisk og arrogant i sin insisteren på det kunstige. Men tag ikke fejl: Som det blev mere og mere tydeligt op gennem årtiet, var det ren Verfremdungseffekt. Ferry havde læst F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og afluret kunsten at forstærke menneskelige dramaer ved at iklæde dem et tungt lag glitter. Og jo tættere man kom på 1980, jo mere begyndte Ferry at minde om en dekadent rigmand, som havde forvirret sig ind i popbranchen for at foredrage forfærdelige fortællinger om svigt, løgn og tomhed. Mesterstykket i dén henseende var 1982-albummet Avalon, der - iklædt kølige synths, virtuose guitarer, velsmurte rytmer med bossa/latin-påvirkning og forbandet velklingende crooner-vokaler - indkredsede en gennemtrængende længsel ud af denne verden.

Mødet mellem Lennon og Roxy - sidstnævntes single "Jealous guy" fra 1981 - var så at sige forspillet til Avalon, idet den var den første indspilning til at perfektionere den stilblanding, der kendetegnede netop dét album. Oprindeligt begyndte sangen at figurere på Roxy Musics sætliste efter Mark Chapmans mord på Lennon foran The Dakota Building i 1980, og singlen bærer da også undertitlen "- a tribute". Det var den. Ferry og de andre i Roxy Music var børn af 60'erne, og de blev utvivlsomt - trods deres vage broderskab med den hippie-fjendtlige punk - lige så påvirkede, da kæmpen fra The Beatles bed i asfalten, som årgangene umiddelbart før dem. Men de adopterede ikke blot sangen - de gjorde den til et ægte barn. Svøbte den ind i trommemaskiner, forfrosne, men smukke stringers, smidig saxofon, et bar-piano, der var som løftet ud af Casablanca, og en vokal fra Ferry, der konstant vibrerede mellem ren, pomadeglinsende facade og en sårbarhed, der var potentielt (selv)destruktiv.

I 1971-udgaven var "Jealous guy" lyden af en hård, gammeldags mand, der havde indset sine fejltrin under turen gennem 60'ernes spirituelle vaskemaskine og ikke kunne undskylde nok. Hos Roxy Music bidrog gruppens teatralske dimension til en behersket, men dog fuldstændigt hysterisk - og sælsomt oprigtig - tolkning. Og sært nok var Roxys farligst. En sang, man kunne forestille sig Patrick Bateman fra American Psycho synge under én af sine mærkværdigt menneskelige sammenbrud.

Følsom, isnende - og aldeles uforglemmelig.