Golden hair

Der er coverversioner, som er tro, uinteressante kopier af deres forlæg. Der er coverversioner, som på elegant vis forskyder betydninger i originaludgaverne og når frem til overrumplende resultater på dén konto. Der er coverversioner, som næsten demonstrativt sætter af i nye retninger - af og til med fremragende, af og til pinlige resultater. Og så er der endelig - en sjælden gang - coverversioner, der fungerer som fuldendelser af skjulte intentioner i det oprindelige stof. Et oplagt eksempel er Reading-bandet Slowdives udgave af Syd Barretts "Golden Hair" fra The Madcap Laughs (1970), som kan findes på deres ep Holding Our Breath fra 1991.

Barrett, som ved sin solodebut allerede havde været igennem en kort, tumultarisk berømmelsesfase med Pink Floyd, hvor han havde sat sin mentale førlighed overstyr gennem lidt for mange syretrips, lånte teksten til "Golden Hair" fra digtet "Lean Out of the Window", som kunne findes i James Joyce's samling Chamber Music fra 1904, og trods - eller måske jævnfør - sin skrøbelige, lettere udslukte sindstilstand lykkedes det ham fint at indkaple linjernes atmosfære i en kort komposition, som ganske vist lå langt fra den voldsomme, improvisatoriske syrerock, han var med til at definere i sin gamle gruppe, men havde sin egen integritet. Med tyst stemme, rislende akustisk guitar, små vibrafon-strejf og hvirvlende bækkener leverede han en stemningsfuld miniature, som er blevet en klassiker i egen ret. Sammenlignet med de af og til næsten timelange freakouts, han havde ført an for i sin tidligere gruppe, syntes "Golden Hair" dog måske en smule urealiseret, selvom sangen i sin grundnatur var et selvkomponeret nursery rhyme - en moderne børnesang.

Nuvel, Slowdive, som i 1991 var et af shoegazer-scenens største navne med en musik, som baserede sig på en stærkt effektbelagt, psykedelisk udgave af 80'ernes postpunk-lyd, gik linen ud. Som sådan var deres fortolkning delt op i to dele: En, hvor sangerinden Rachel Goswell foredrog teksten i bedste Barrett-stil halvvejs skjult bag en mur af rumklang, og en anden, selvkomponeret afdeling, som var lige dele Floyd-freakout á la "Astronomy Domine" og gotisk ambient. Vel at mærke afviklet i et søvnigt, fredfyldt tempo, der ikke blot matchede originalens intention, men lod én nyde gruppens dybe, detaljerede lydtæpper af guitar, synth, effekter og rullende trommer i pragtfuld widescreen-kvalitet. Gammeldags psychedelia var det ikke, og der skal nok findes de hippier, som mener, at det, Slowdive gjorde ved nummeret, var ren og skær helligbrøde.

Men hørt med de rette ører lyder 1991-udgaven af "Golden Hair" som det orgastiske sus af aftenlyd, Barrett kunne have hørt inde i sit hoved, men allerede i 1970 var for træt og uklar til at få ned på bånd. Alene af den grund - men ikke kun derfor - er den et lille mirakel.