Når det kommer til produktivitet er en mand som Ryan Adams et glimrende eksempel. Det være sig et eksempel på en mand der har kreeret rasende mange udgivelser på relativt få år, men som samtidig også har måtte sande, at det fra tid til anden måske havde været godt med et lidt kraftigere sorteringsfilter. Der er, sagt mere direkte, en del lort i det voksende katalog, men heldigvis også en god portion lagkage. Specielt pladerne med Whiskeytown står frem, men under eget navn er det især de to første udgivelser ”Heartbreaker” (2000) og ”Gold” (2001) der er uomgængelige mesterværker. Senere kom der som skrevet, hørt herfra, en del middelmådige udgivelser. Det skal dog retfærdighedsvis siges, at uanset det lave niveau på mange udgivelser, så er der som oftest enkelte numre der skiller sig ud og fastholder Ryan Adams unikke talent for at skrive sange der går direkte i hjertet. Det er vel kun albummet ”Rock´n´Roll” (2003) hvor det hele kører i tomgang og man efterlades kold.
Ryan Adams er også et andet talent, udover at indspille sine egne numre, nemlig at fortolke andres. De gange Ryan Adams har kastet sig ud i at fortolke, er det som oftest med et glimrende resultat som følge. Det bedste eksempel kunne være da han gav sig i kast med Brit Pop hymnen ”Wonderwall”. Oasis grovhittede med nummeret og balladen var en af slagsangene på gruppens korstog i 90´erne. Ryan Adams indspillede sin version på ”Love Is Hell” albummet (først to ep´er, siden samlet under et album) og han gav nummeret sit helt personlige præg. Faktisk er hans version så indlevende og intens, at det efter min mening nærmest er et endnu bedre nummer end det er hos originalerne Oasis! Her skal det dog ikke handle om ”Wonderwall”, men derimod om en relativ ny optagelse, hvor Ryan Adams fortolker en af mine helt store musikalske helte.
Hüsker Dü – nærmere bestemt den ene af de to sangere og sangskrivere i trioen, Bob Mould, har været en vægtig del af mit soundtrack gennem livet. Det være sig som vred ung mand og senere som (blidere?) ældre herre! Mould udgav i 1992 sit andet soloalbum, efter den mesterlige solodebut ”Workbook” (1989) – og det var et album hvor det mørke, det indædte og anspændte fyldte. ”Black Sheets Of Rain” – alene titlen siger vist det meste, var en grum sag – men som så ofte i Bob Moulds kompositioner, var der under det umiddelbart støjende ydre, en rasende iørefaldende melodi gemt. Det er måske i virkeligheden Bob Moulds største force, at kunne forene rendyrket feedbackstøj med klassisk sangskrivning.
Titelnummeret fra albummet ”Black Sheets Of Rain” blev i december måned 2011 genstand for Ryan Adams fortolkning i et Letterman liveshow. Og som Adams gjorde det med ”Wonderwall”, så forvandler nummeret sig fra, hos Bob Mould, at være støjende, truende og decideret ”ondt” til at blive en lille folkperle sunget med sædvanlig indlevelse. Og det fineste ved denne coverversion er, at nummeret stadig bevarer sit trøstesløse udgangspunkt, selvom der i Ryan Adams udgave er givet mere plads til lyset. Det er med andre ord en coverversion, hvor der er respekt for originalen – men mod til at gøre det til sin egen, så ønsker jeg mig egentlig ikke ret meget mere.... når det kommer til coverversioner....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar