Knowing me, knowing you

Forleden kantede med-blogger Martin Petersen Abba, og den tråd vil jeg følge videre. Abba er blandt de kunstnere, jeg først blev fan af - i stærk konkurrence med Sweet, Suzi Quatro og David Cassidy - og dyrkelsen blev kun forstærket af, at hende den lyshårede, Agnetha Fältskog, havde fødselsdag samme dag som mig. Så foruden et major crush, der fortsat lever....., kunne vi også fejre fødselsdag sammen....

Den gang i 70'erne blev der skrålet Abba så snart anledningen bød sig. Senere kom ELO, Shubidua og Mabel også til. Men mens min begejstring for de sidstnævnte ebbede ud, lever den for Abbas vedkommende i bedste velgående. Blandt mine favoritter, den gang som nu, er Knowing me, Knowing you. Det mest forbandede er, at det er den mørkhårede, Frida, der har lead-vokalen, men det er stadig Agnetha, der giver den det melanskolske touch, der ligger som et underliggende tema i lyd og tekst.

I lighed med et utal af andre af deres sange, er sangen blevet spillet og sunget af mange andre - ikke kun med hårbørsten foran spejlet, men også på plade og live.

Blandt de bedste og smukkeste udgaver er danske How do I's. Sangen er kommet gennem deres elektroniske habengut, men samtidig bliver sangens melankoli endnu mere fremstående - tabet og længslen står malet med både den brede og fine pensel, og sangen kommer i deres hænder i sit rette kuldslåede element:

Og meget passende står en dansk kunstner også for den dårligeste og mest ligegyldige udgave. Rock-mamaen Sanne Salomonsen flår den, i forsøget på at gøre den til sin egen, fuldkommet i stykker, og en smuk svane bliver forvandlet til en grim ælling, og kystbane-rock af værste skuffe: