Ulmen og ildløs - Cohen og Coil

Leonard Cohen er nok en af de artister i verdenshistorien, som har været udsat for flest fortolkninger fra andre kunstnere, og som bl.a. hyldestpladen På danske læber (2006) demonstrerede, er der altså forbavsende få, som kan fylde mandens sko. Én ting er at eksperimentere med hans tekster og musik, noget helt andet er at matche den rugende, nøgterne power, denne ikke-sanger rent faktisk har som performer. Når selv en autoritet i egen ret som Jeff Buckley kom til kort over for "Hallelujah" i sin tid, er det at placere sig selv på en kunstnerisk Urias-post at tage livtag med netop denne mands materiale. Hvilket naturligvis ikke har forhindret kunstnere i tusindvis - fra Steffen Brandt til The Sisters of Mercy - i at gøre forsøget.

Kun én - én - fortolkning af et Cohen-nummer kan jeg komme i tanke om, der ikke skyder under målet. Den skyder strengt taget heller ikke over, for hvem kan det, men i det mindste har man efter min mening med en coverversion af gøre, der har sin egen ubestridelige autoritet. Som ikke kommer til kort over for den canadiske rockpoets originalindspilning, men har sit helt eget, stærke nærvær.

Ikke uden grund danner den det dunkle omdrejningspunkt på Coil-albummet Horse Rotorvator fra 1987 - et konceptalbum, der i sin egen ret er lige så stærkt som Cohen mest klassiske plader, men nægtet samme status i en bredere offentlighed pga. bandets tilhørsforhold til den mere obskure del af industrial/neofolk-scenen. Backet af bl.a. Peter Christopherson (ex-Throbbing Gristle) og Stephen Thrower på bombastisk percussion, dommedags-stringers og cut-ups en masse foredrager sangeren John Balance - en sand poéte maudit i egen ret - en flot stak tekster fyldt med allehånde okkulte henvisninger, der alle kredser omkring døden som fænomen, om den så tager form af dommedag, filminstruktøren Pier Paolo Pasolinis himlen for en trækkerdrengs hånd i kystbyen Ostia eller den helt nære, personlige udånding. Jeg kunne skrive mangt og meget om denne fornemme plade - om det krampagtige samplerhelvede på "The anal staircase", de pulveriserende beats på "Penetralia"  eller den respektindgydende, instrumentale afslutning "The first five minutes after death", men lad nu dét være. Hør dette varierede, kraftfulde, stemningsmættede, opfindsomme og meget gennemførte album selv. Nu handler det om Cohen. Cohen i form af den smukke, men også truende salme "Who by fire".

Hos Coil som hos Cohen skal ordet "salme" - selvom teksten faktisk er baseret på en Yom Kippur-bøn - dog tages med et gran salt. Som sådan anerkender sangen, at der eksisterer noget højere, som viser sig i en række grænsesituationer, men ingen bruger ordet "Gud", og uanset hvilken entitet, der er tale om, er det én, der lige så gerne viser sig i råddenskaben som blomsterfloret. Hvor Cohen er dobbelttydig, betoner Coil dog - temaet tro - det første gennem frosne, klare, middelalderlige synthklange og percussion, der lyder som knogler, som brækker. Begge versioner har et vagt mellemøstligt præg over sig - originalen vel som et resultat af sangskriverens jødiske kulturarv - men hos Coil bliver "Who by fire" til en klagesang under en blodsprængt arabisk himmel, mens vingede væsener trutter i basuner og mørke ryttere gungrer bag bakkerne. I det hele taget får fortolkningen ikke for lidt på nogen konto, og det er måske netop det, der giver den sin særlige relevans. Havde Cohen ikke været canadier, kunne han lige så vel have været jyde, så underspillet er hans signal. Coil, derimod, er lyden af blod, flammer og is - over the top-ekspressive som om, de næsten ikke kunne gøre for det. Og det kunne de vel også knapt: Gennem hele sit lidt for korte liv, der sluttede i 2004, var Balance plaget så voldsomt af visioner og syner, at han ofte søgte trøst i flasken. Partneren Christopherson fulgte ham i øvrigt ud af denne verden for to år siden.

Det kunne man sikkert filosofere længe og morbidt over. Det vil jeg overlade til læseren. Lad mig blot igen understrege, at findes der en udgave af et Cohen-nummer, som gør mesteren ære hvad angår både selvstændigt format og stemningsmættet udførelse, er det disse morbide briter, man skal opsøge. Og så ellers lade musikken tale for sig selv resten af vejen...