Cry, cry, cry

I anledning af at Nikolaj Nørlund i dag er blevet ufrivilligt midtpunkt i en historie (der vist ikke er så pokkers meget kød på) om inhabilitet, kommer her hans version af Johnny Cash's Cry, cry, cry.

Africa

Jeg har på min egen blog tidligere skrevet om Low's version af Toto-hittet Africa, men de gør det så godt og originalt, at jeg gerne gør det igen.

Toto er ret beset én af mine gulity pleasures, om end de nu om dage meget sjældent spilles hjemme på min egen matrikel, men når jeg hører Africa, Roseanna, I'll be over you, I won't hold you back og så videre i radioen eller til fester, fanger jeg ofte mig selv i at nynne med og mærke, at det sædvanligvis høje humør stige et par grader.

Africa er i mine ører en udødelig klassiker, hvor årene siden udsendelsen har været nænsomme ved den. Og Low viser stor respekt for den, hvor de bærer den ind i deres eget afdæmpede univers, og Mimi Parker fremfører den, som havde englene taget bo i hende.

Vurder selv - musikken cirka 1½ minut inde i klippet:

Hey hey, my my (Into the black)

Et af de mest imødesete albums her på matriklen er p.t. det kommende med Chromatics. Jeg kender ikke meget til bandet, men Jens Unmack har på sin blog flere gange skrevet om dem og linket til sange, og det har lydt mere end lovende!

Anden single er nu på gaden, og her prøver de kræfter med selveste Neil Young - og slipper djævelsk godt fra det!

Hey hey, my my (Into the black) er den sang, der for alvor overbeviste mig om Neil Youngs kvaliteter, og er den dag i dag fortsat én af min absolutte favoritter - fra Young, men også generelt set. Og enhver fortolkning af den, ville i mine ører være at betegne som helligbrøde!

Lige indtil i dag, hvor jeg ser, at Unmack linker til Chromatics' version/fortolkning af sangen. Tempoet er trukket endnu længere ned og sangen er båret ind i det drømmende musikunivers, der vist er kendetegnende for bandet. Men samtidig er den skæbnesvangre tone fra originalen bevaret, og skulle tv-serien Twin Peaks laves i dag, ville David Lynch utvivlsomt inkludere deres udgave i lydsporet.

Nå, der kunne skrives meget mere om sangen, for der er tale om én af de bedste coverversioner, jeg nogensinde har hørt - jeg er dog opmærksom på, at jeg er farvet af, at der er tale om en absolut yndlingssang! Men vurdér selv:

Brian Fallon - Backstreets

De, The Gaslight Anthem og Brian Fallon er fra samme by. New Jersey, skulle nogen tvivle! Lytter man til The Gaslight Anthem er inspirationen tydelig - der bor en Springsteen i det orkester. De har også, med fremragende resultat til følge, spillet med netop Bruce Springsteen flere gange.

Her folder forsanger Brian Fallon sig ud i et af Springsteens (mange) mesterværker - og gør nummeret ære!

The Gaslight Anthem er forøvrigt andet orkester på sommerens Northside Festival i Aarhus - håber jeg når pladsen i tide, den fredag eftermiddag i juni....tror det kan blive fint - også selvom de sikkert ikke spiller denne!

True Faith

Jeg har i dette forum hidtil skrevet om coverversioner, jeg syntes rigtigt godt om og som matchede eller overstrålede originalen. Men der findes naturligvis også mange eksempler på det stik modsatte!

Ét af dem er George Michaels version af New Order-klassikeren True Faith - måske den bedste single, der nogensinde er udsendt!

Nu er smag ofte svær at diskutere og alt afhænger af øret, der lytter, og der er nok mange, som vil mene, at George Michaels version er ganske fin. Jeg selv sætter ret beset også stor pris på ham, og synes, at han gennem tiden har lavet mange fine sager og tidsløse klassikere - både i Wham og som solo.

Men på den single, han udsender i marts 2011, og som støtte til Comic Relief, maltrakterer han originalen og rækker den så meget ned i tempo, at versionen nærmest bliver tragikomisk og overdramatisk/-svulstig. Han får dog en lille stjerne for støtten til Comic Relief.

Men døm selv....:

Når revolutionen kommer og svinene skal klynges op, så vær forvisset  om, at jeg står klar med reb og galge til dele af den nye bølge i danske musikscene. Veto, When Saints Go Machine, Turboweekend og vel efterhånden også Spleen United kan godt begynde at kigge sig over skulderen. Jeg har i de sidste desperate pladehandlerdage losset tonsvis af lortet over disken uden nogensinde at forstå, hvad fanden nogensomhelst kunne høre i det, jeg mener, hvem vil skides i munden på en sommerdag, når man kan få en is, men det var der åbenbart så rigeligt der ville. Siden pladehandlerexiten for 2-3 år siden har jeg gudskelov ikke haft grund til at skulle forholde mig til de ovenstående navne, men da jeg for nylig læste, at When Saints Go Machine havde lavet en coverversion af Verves "Bitter Sweet Symphony" løb nysgerrigheden alligevel af med mig. Kunne det være så rædselsfuldt som det lød, og jo, ingen grund til at ryste på hverken hænder eller i bukserne, det er en massakre af den gode smag og af værste skuffe. Som det forfængelige væsen jeg er, vil jeg naturligvis ikke have siddende på mig, at jeg er den eneste, der har sværtet mine ører grundet egen dumhed, derfor bedes du ignorere ovenstående og trykke på nedenstående link, så sætter vi en dato for revolutionen bagefter.

When Saint Go Machine "Bitter Sweet Symphony" 

Omslagsudgaver er nu også at finde på Facebook.

Kult er et af de mest fortærskede begreber man kan finde i den nudanske ordbog, men samtidigt det helt rigtige ord at gribe ud efter når talen falder på The Langley Schools Music Project.

Historien kort fortalt: 

The Langley Schools Music Project is a collection of children's chorus recordings made from 1976-77 by Canadian music teacher Hans Fenger in a school gymnasium in Langley, British Columbia, near Vancouver. The students performed unique versions of pop hits by the likes of The Beach Boys, David Bowie, and Paul McCartney. The recordings were quickly forgotten until Victoria record collector Brian Linds found the first record in a thrift store and sent it to author, WFMU radio DJ, and "outsider music" enthusiast Irwin Chusid in 2000. After ten label rejections, Irwin managed to get the album released on Bar/None Records, and it immediately created an international buzz, making many end-of-the-year best album lists in 2001. 

Jeg havde selv glemt alt om pladen indtil den forleden dag dukkede op mellem Lambchops "Nixon" og Kim Larsens "5 Eiffel". Numrene er helt horribelt optaget, og fremført på tvivlsomste vis, men rummer alligevel så megen intensitet, at det nærmest sitrer. Børnenes koncentration er åbenlys, og dette kuriosum er ganske enkelt musikalsk spilleglæde i sin reneste form. Bedst på pladen er fortolkningen af "Space Oddity", nedtællingen alene burde kunne gøre det.

The Langley School Music Project "Space Oddity"

Det er svært ikke at frygte det værste når den på alle leder og kanter kødløse Conor Oberst er med til at omsætte lyden af gamle mænds fællessang til noget mere opdateret. Anledningen var Jenny Lewis første plade i eget navn, og nummeret var "Handle With Care". Jeg blev blæst væk af "Rabbit Fur Coat", da den udkom i 2005. Gudskelov lå lyden på pladen langt fra hvordan Rilo Kiley (Jenny Lewis' band) lød. Især blev jeg blæst væk af denne let uptempo udgave af Travelling Wilburys nyklassiker. Udover Jenny Lewis og kaptajn kødløs var også M.Ward og Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie med på nummeret. Hvor højt jeg end spiller "Handle With Care" kan jeg dog ikke sige mig fri for at høre Peter Bellis stemme gnægge "..den gamle gøgler rejser nakken" et inde bagest fra højttalerens dyb.

Jenny Lewis m.fl. "Handle With Care"

Pink Frost

Hvis de havde været et par senere på banen, tror jeg godt at The House of Love kunne have fået et par store hits som en del af brit-pop bølgen. De var aldrig blevet så store som Blur eller Oasis, dertil var bandet i almindelighed og sanger og sangerskriver Guy Chadwick alt for introverte og stilfærdige. Men de kunne måske have konkurreret med The Verve. I hvert fald udgav The House of Love i begyndelsen af 1990'erne en række meger melodiøse singler, der nok havde havde referencer til tressernes guitarpop, men altid havde et personligt udtryk. En af de singler, der burde være blevet et stort hit, men aldrig blev var, The girl with the loneliest. På b-siden til 12"-singlen finder man sang PINK FROST, som egentlig giver et meget godt billede på The House of Loves lyd, men sange er slet ikke deres egen. Den blev oprindeligt indspillet af det australske band The Chills i begyndelsen af 1980'erne; originalen er en lille skøn småpsykedelisk guitarpop-sag, som kan høres HER.

Jealous guy: Elegancen til forskel

Sammenligner man John Lennon og Roxy Music, stod de på sin vis næsten i hver deres ende af 70'er-rocken. Og dog: Begge navne kom fra en - for britiske rockmusikere - typisk art school baggrund, ligesom de begge satte pris på en velformet melodi. Men hvor Lennon havde foretaget sine mest radikale kunstneriske eksperimenter i 60'erne eller det nye årtis helt spæde år, blev Roxy Music brobyggere fra glamrocken til punken - sågar de tidlige 80'eres new romantics-genre. Og var der et sted, vandene mellem de to navne for alvor skiltes, var det på Liverpool-drengens 1971-album Imagine, der én gang for alle erstattede fluxus og flippede improvisationer med klassiske dyder som smægtende sangskrivning, enkle, rustikke klange og ikke mindst sangforedrag, hvor hjertet blev båret uden på tøjet. Intet sted mere end på den ømme ballade "Jealous guy", som ærligt, nøgternt og ukompliceret beskrev den der grimme, voldsomme, egoistiske, rethaveriske følelse, du ved...

Roxy Music, derimod, dyrkede i deres første år overfladen: Pop art, plastickostumer, selviscenesættelse. Ingen af dem mere end forsangeren Bryan Ferry, der nogle gange kunne synes både kynisk og arrogant i sin insisteren på det kunstige. Men tag ikke fejl: Som det blev mere og mere tydeligt op gennem årtiet, var det ren Verfremdungseffekt. Ferry havde læst F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og afluret kunsten at forstærke menneskelige dramaer ved at iklæde dem et tungt lag glitter. Og jo tættere man kom på 1980, jo mere begyndte Ferry at minde om en dekadent rigmand, som havde forvirret sig ind i popbranchen for at foredrage forfærdelige fortællinger om svigt, løgn og tomhed. Mesterstykket i dén henseende var 1982-albummet Avalon, der - iklædt kølige synths, virtuose guitarer, velsmurte rytmer med bossa/latin-påvirkning og forbandet velklingende crooner-vokaler - indkredsede en gennemtrængende længsel ud af denne verden.

Mødet mellem Lennon og Roxy - sidstnævntes single "Jealous guy" fra 1981 - var så at sige forspillet til Avalon, idet den var den første indspilning til at perfektionere den stilblanding, der kendetegnede netop dét album. Oprindeligt begyndte sangen at figurere på Roxy Musics sætliste efter Mark Chapmans mord på Lennon foran The Dakota Building i 1980, og singlen bærer da også undertitlen "- a tribute". Det var den. Ferry og de andre i Roxy Music var børn af 60'erne, og de blev utvivlsomt - trods deres vage broderskab med den hippie-fjendtlige punk - lige så påvirkede, da kæmpen fra The Beatles bed i asfalten, som årgangene umiddelbart før dem. Men de adopterede ikke blot sangen - de gjorde den til et ægte barn. Svøbte den ind i trommemaskiner, forfrosne, men smukke stringers, smidig saxofon, et bar-piano, der var som løftet ud af Casablanca, og en vokal fra Ferry, der konstant vibrerede mellem ren, pomadeglinsende facade og en sårbarhed, der var potentielt (selv)destruktiv.

I 1971-udgaven var "Jealous guy" lyden af en hård, gammeldags mand, der havde indset sine fejltrin under turen gennem 60'ernes spirituelle vaskemaskine og ikke kunne undskylde nok. Hos Roxy Music bidrog gruppens teatralske dimension til en behersket, men dog fuldstændigt hysterisk - og sælsomt oprigtig - tolkning. Og sært nok var Roxys farligst. En sang, man kunne forestille sig Patrick Bateman fra American Psycho synge under én af sine mærkværdigt menneskelige sammenbrud.

Følsom, isnende - og aldeles uforglemmelig.

Jeg har muligvis hørt originalen, jeg aner det faktisk ikke. Når Band of Horses har været sat på anlægget, har jeg foreslået et pladeskift, og de gange de har optrådt steder, hvor jeg har opholdt mig, er jeg trukket ned i den anden ende af festivalpladsen. Det gjorde jeg til Beatday, det gjorde jeg til sidste års Northside. Skulle jeg forsøge at beskrive, hvor meget Band of Horses kastrerede Neil Young lyd keder mig ville internettet løbe tør for plads, men for (indsæt navn fra underverdenen) hvor jeg dog bare knuselsker Copenhagen Collaborations fortolkning af "Funeral". Det er en kærlighed, der har holdt ved siden udgaven første gang blev postet på Codys Facebookprofil, og hvor ømme og københavnerbevidste flokken af unge håbefulde musikere end måtte se ud, så er der musikalsk intet at pille ved. "I like how every type of hipster is represented in this video" lyder en af kommentarerne på YouTube, selv kan jeg virkelig, virkelig godt lide denne coverudgave.

Copenhagen Collaboration "Funeral"

Fight For Your Right To Party - Coldplay

Trist anledning for en "omslagsudgave", men synes faktisk at Coldplay gør det fint.... Beastie Boys var og er unikke.....

Mark Linkous & Thom Yorke - Wish You Were Here

....Thom Yorke med over telefonen. Et klassisk nummer. En rasende smuk version.

Stop me if you think you've heard this one before

Selv om stot set intet er så helligt for mig, som det engang var, anså jeg det alligevel som lettere blasfemisk, da jeg første gang hørte den engelske dj, producer m.m. Mark Ronsons livtag med et af mine absolut all-time Smiths-favoritter STOP ME IF YOU THINK YOU'VE HEARD THIS ONE BEFORE . The Smiths udsat for soulfraseringer og hiphopbeats, det var lige en tand for hård kost for undertegnede.
Men efter et par års tilvænning er jeg blevet ret glad for versionen. Kom faktisk i tanke om den ifm. læsning og lytning af indlægget om Fine Young Cannibals, der også - i mine ører - er en vellykket soulificering af en klassiker.
Som bonusinfo skal det nævnes, at det er en gut ved navn Daniel Merriweather, der lægger vokal til. Han havde for ca. 3 år siden et pænt med nummeret Change, der er en gang gedigene soulpop med lidt rap indeover. Men det er jo en hel anden historie.

Tindersticks - Here (Live)

Ikke så mange ord, men en smuk, smuk udgave af Pavement nummeret "Here" - den får omend mere patos og gnist af at komme i hænderne på Stuart Stables og co....

Suspicious Minds og Ever fallen in love....

I 1985 sender engelske Fine Young Cannibals deres selvbetitlede debutalbum på gaden. Et album, jeg fortsat tæller blandt de 10 bedste debutalbums nogensinde. Især i hjemlandet får bandet megen opmærksomhed, mens det her i andedammen bliver til en smule airplay. Det ændrer sig så 3 år efter, hvor de grovhitter med She drives med crazy - også her i Danmark.

Men for at vende tilbage til debuten - materialet er primært deres eget, men de tager også favntag med Elvis-klassikeren Suspicious Minds. Det kunne tendere overmod at gøre dette, men de slipper af sted med det. Endda rigtigt godt af sted. Og den selvtillid, de gik til opgaven med, viser sig at være berettiget. De er meget tro mod originalen - det skal du også være, når du bevæger dig ind i "the land of The King" - men presser den samtidig ned i deres egen skabelon bestående af ska, new romance, soul og firserpop. Resultatet kan høres nedenfor:

Det er så ikke den eneste coverversion, de når at lave. Året efter indspiller de til filmen Something Wild Ever fallen in love, der oprindeligt er indspillet af punk/new wave-bandet Buzzcocks. En version, der i øvrigt lærer mig Buzzcocks at kende, og de er den dag i dag et band, jeg fortsat sætter pris på at høre.

Originalen er hæsblæsende, mens Fine Young Cannibals skruer det gevaldigt ned, og Roland Gifts særegne stemme trækkes helt frem i lydbilledet. Skabelonen er fortsat den samme fra debuten, men varsler også den mere poppede retning, der så folder sig ud på 88-albummet, The Raw and the cooked. Deres version er dog forrygende og kan høres lige her:

Love Hurts

Der er umiddelbart milevidt fra Everly Brothers´ lækre vokalharmonier på originalversionen: http://www.youtube.com/watch?v=-5iJMfwwheY

til Stina Nordenstams nedbarberede, hviskende, foruroligende versionering på coverpladen, "People are strange", fra 1998 - den bedste coverplade, jeg kender til:

http://www.youtube.com/watch?v=zMvWUftjTwI

Nummeret, som måske er mere kendt med Roy Orbisons eminente vokal, har, som jeg hører det, allerede i udlægget en undertone af fortabelse og uafrystelig melankoli (som flere Everly Brothers-numre, eks. Bye Bye Love), hvor ordene måske skal tages mere bogstaveligt end man umiddelbart tror. Denne tone forløses forbilledligt i Stina Nordenstams version, hvor man ikke er i tvivl om, at titlens erkendelse ikke nødvendigvis kommer fra hylden med kedelige klichéer og billige bonmots.

Some fools rave of happiness
Blissfullness
Togetherness
Some fools fool themselves I guess
But they're not fooling me

For mig er dette originalen, og for mig er Flying Pickets udgave af "Only You" et af de oplagte valg når soundtracket til min barndom en dag skal skrues sammen. Det er et nummer, der helt klart gør sig bedst uden video. De bakkenbartforskrækkede bør under alle omstændigheder ikke klikke sig ind. Flying Pickets var one hit wonders, og forlængst glemt, men skal da huskes for at at acapella-genren med et andet eftermæle end eksempelvis Basix gør. I dag er (retfærdigvis) Yazoo, der huskes. Måske ikke lige for den her, men så så meget andet godt.

Flying Pickets "Only You"

Originalen er fantastisk, The Primitives "Crash" er et af de numre man med stor glæde husker så snart man hører det, men så ellers glemmer alt om. I forbindelse med at Belle & Sebastian er kuratorer på endnu en udgave af opsamlingsserien "Late Night Tales" har de kastet sig over ovennævnte nummer og sluppet loungehestene løs. Videoen minder mig  af en eller grund om Blurs "Coffee & TV", men gengivelsen når ikke originalen til sokkeholderne, der er dog point for et frisk forsøg på at pille ved det perfekte.

Belle & Sebastian "Crash"