Low-key satisfaction

http://www.youtube.com/watch?v=W97TF9PCKWg

Det er svært at finde et objektivt vurderingskriterie for patos i rockmusik - og i musik generelt. F.eks. er Sisters of Mercy bl.a. fantastiske i kraft af den fuldkommen overgearede patos, der potenserer og intensiverer deres udtryk.
Rolling Stones opererer, som jeg ser det, med en patos, der er rundet af et forlængst overstået oprør mod en autoritær elite, som de måske i mellemtiden selv er blevet en integreret del af?
Cat Powers patos er mere low-key og internaliseret og appellerer ofte til mindre udadreagerende individer (´we can all be free/maybe not with words/maybe not with a look/but with your mind´ - Maybe Not fra "You are free"-pladen).

Denne udgave af ´Satisfaction´  fra det sublime "Covers"-album er næppe et forsøg på at sterilisere den testosteronpumpende original, men mere et forsøg udi at forstå og opleve nummeret ud fra en anden patosform, et andet receptionstempo, hvilket giver nummeret en helt anden appel. Og kanske nye betydninger?

Hvorom alting er: Man bliver mere opmærksom på teksten, hvilket ikke er det værste, der kunne ske. Om der er tale om re- eller dekonstruktion vil jeg lade være op til hiin enkeltes subjektive vurdering at afgøre.

Den seneste udgave af Mojo har Leonard Cohen som coverhistorie, og den vedlagte cd holder sig til temaet ved kun at rumme coverversioner af hans numre. Jeg har dog primært haft Bill Callahans udgave "So Long Marianne" kørende på repeat. Dels er jeg som udgangspunkt tophooked på nummeret, men det er også den største fryd, at høre godt nyt fra Bill Callahan efter den mere end skuffende "Apocalypse". Sangen er skrevet er om/til den norske kvinde Marianne Jensen, som Leonard Cohen boede sammen med på Hydra tilbage i 60'erne. Callahans udgave snerrer noget mere end originalen, men han formår uden den store omarrangering, at gøre sangen til sin egen.

Bill Callahan "So Long Marianne"

Interview med Marianne

Jeg stødte på Dean & Britta før jeg havde hørt om Galaxie 500 og Luna. Deres 2003 udgivelse "L'avventura" blev rutinemæssigt for de nye indieudgivelser sat på anlægget da jeg havde pakket den ud i af dagens leverance fra hvad jeg gætter på har været enten VME eller MNW, den tids to førende danske indiedistributører. Uden at være sikker mener jeg at kunne huske, at jeg var ramt fra starten. "L'avventura" var (og er) fra ende til andet en indbydende popperle af en plade, blød og indbydende i lyden, og stilsikkert gennemført. Et enkelt nummer var genkendeligt allerede fra første gennemlyt, ægteparret tager livgreb på Madonnas "I Deserve It" og slipper mere end levende fra det. Tonet ned i forhold til originalen, er den tro mod stilen på "L'avventura".

Dean & Britta "I Deserve It"

Neil Young revisited

Her på matriklen bliver det nærmest opfattet som blasfemi, når andre kunstnere kaster sig ud i fortolkninger af Neil Youngs sange. Det har dog ikke afholdt nogen fra at gøre det! Nogle med større held end andre.

Men - to bands får tilgivelse for deres forsøg. Også fordi, det er to bands, jeg enten har lyttet meget til tidligere eller fortsat lytter meget til.

I førstnævnte kategori hører engelske The Mission til. I 1987 udgiver de albummet The First Chapter, der rummer en række af bandets første singler, b-sider med videre. Iblandt disse er Youngs majæstetiske Like a hurricane. Bandets udgave er faktisk første gang, jeg hører dette nummer, og hvor Young bliver mere præsent end vag omtale i diverse musikblade. Jeg hylder i dag selvsagt originalen i langt højere grad end Missions eller for den sags skyld andres forsøg med den, men Mission formår at ramme sangen og teksten ind i deres eget univers - på plade og live. Og her 25 år efter, kan de fortsat være tilfredse med forsøget. Lyt selv her.

Like a hurricane er i al sin storhed og desperation selvsagt en signatursang for Young. En anden er Only love can break your heart. I 1990 single-debuterer de meget fine Saint Etienne, og det er med netop deres udgave af Only love can break your heart. Og med Moira Lambert på vokal frem for det senere permanente medlem, Sarah Cracknell. Versionen ligger tæt op af originalen, men tilført de elektroniske dyder, bandet sidenhen læner sig op af og forfiner til perfektion. Og opdaterer originalen til en meget fængende version. Lyt selv her.

Where the Streets Have No Name

Som oftest er coverversionen en mere eller mindre ekspicit hyldest til originalversionen, og kunstneren bag denne. Den kan dog også være ironisk eller som i dette tilfælde nærmest ude på at latterliggøre originalen. Det er vist tilfældet med Pet Shop Boys version af det store U2-hit Where the Streets Have No Name. Nummeret blev udgivet i 1991som en dobbelt a-side single med sangen How Can You Excepect To Be Taken Seriously på den anden side, der netop var en sarkastisk kommentar til fx Sting og ikke mindst U2s frelsermanerer.
Where the Streets Have No Name gjorder de gode herrer Tennant & Lowe til en elegant discosag og fik tilmed flettet det gamle tresserpophit Can't Take My Eyes Off You ind. Skulle jeg lave en liste over de mest originale coverversioner, ville Pet Shop Boys version være højt på listen. Lyt med HER.

While You Wait For The Others

Regel #1 inden for det, der med en pænt irriterende term kaldes indie, er, at forsangeren ikke skal gøre for meget væsen af sig. Stemmen skal ikke påkalde sig for meget opmærksomhed eller være for ekvilibristisk. Dette dogme er også tilfældet for Brooklyn-bandet Grizzly Bear, der i 2008 fik sig et gennembrud med det, i min bog, fremragende album Veckatimest. En af de bedste sange hed While Yoy Wait For The Others. Bandet lavede en alternativ version af sangen, hvor de fik Michael McDonald til at indsynge vokalen; McDonald har en meget flot og fyldig stemme. Han har synget i Doobie Brothers, lavet blærede kor-arrangementer med Steely Dan og haft flere store singlehits med ekstremt vellydende soul-inspireret pop, de fleste kender nok Sweet Freedom. Altså alt andet end indie.
Jeg synes, der er kommet et spændende resultat ud af mødet mellem Grizzly Bears smukkke men også lidt krnglede og sære sang, og McDonalds vokal. Tag selv et lyt HER.

Work Is A Four Letter Word

Vil for en gang skyld lade bagmanden selv tale - Originalen er med Cilla Black, her er den med det bedste britiske band nogensinde, skulle nogen spørge mig!

"I thought it was an amusing song. I think I was the only member of the Smiths who actually did. I thought it was quite funny and very throwaway, and a bit of a tease really. I wasn't attempting to produce a great piece of Gothic Art, it was just a taunting little number. I even got the words wrong, accidentally. (...) It was very instrumental in breaking up the Smiths but what care I? Cilla Black, unbeknown to herself, actually broke the Smiths up... which is pretty much to her credit."

Morrissey, 1997

Roskilde - so much to answer for

Til koncerter med såkaldte nye bands, der måske kun har et album med i bagagen, er det ofte almindeligt, at de supplerer op med en coverversion af et band, der har inspireret dem, en sang, de sætter pris på med videre.

Denne finte har jeg især oplevet på Roskilde festivalen - og ikke kun fra de unge bands. Og nedenfor kanter jeg 3 af de mere spetakulære.

I 2006 giver Editors en forrygende koncert på Odeon på en glohed torsdag. Teltet var pakket, så jeg oplevede koncerten under en bagende sol. Og mens, jeg var på kanten af et hedeslag, spillede de Talking Heads' Road to nowhere (der ret beset var min egen indgang til netop Talking Heads), og på en så forrygende måde, at alt om varme og snigende tømmermænd var glemt. Deres version kan lyttes her - dog ikke i Roskilde-optagelsen, men oplevelsen er den samme.

Samme år spiller også Placebo. På Arena leverer de én af de bedste Roskilde-koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Og foruden en tour de force gennem deres bagkatolog og især Meds, der i mine ører er deres hovedværk, vælter de teltet med deres version af Kate Bush's Running up the hill. Lyt selv med her - ikke fra Roskilde, men igen er oplevelsen den samme.

Tre år efter står White Lies så på Odeon-scenen. Med i bagagen har de et glimrende debutalbum og teltet er tætpakket af forventningsfulde publikummer. Igen under en bagende sol, men denne gang har jeg fået plads under teltdugen. Bandet lever op til forventningerne og scorer en ekstra stjerne til min egen oplevelse, da de spiller Portishead's The Rip - et nummer, der i mine ører er noget det ypperligste, Portishead har lavet. White Lies viser nummeret ære, hvor de er tro mod det, men gør det samtidig til deres eget. Lyt selv her:

Jeg kender ikke Crooked Fingers, og har ikke noget forhold til St. Vincent andet end at hendes plader er aflyttet, og fundet for lette. The National har dog stadig en position i min bevidsthed, at jeg lytter når de er noteret som afsendere. Det er de sammen med St. Vincent på denne fortolkning af Crooked Fingers "Sleep All Summer", der i al sin ubesværede enkelthed gik hen og blev mit bud på det bedste nummer 2011 havde at byde på.

The National feat. St. Vincent "Sleep All Summer"

Love will tear us apart

Med-blogger Jens K. har her kantet det amerikanske band Swans - om deres udgave af Can't find my way home. Og Swans er også omdrejningspunktet for dette indlæg.

Love will tear us apart. Joy Division-klassikeren er for mange, inklusive mig selv, tæt på at være musikkens hellige gral. Testamentet over Joy Division og Ian Curtis, linket mellem punken og post-punken og én af de smerteligtse sange, der er skrevet om en kærlighed, der ikke længere er der. Musikken er kuldslået og Curtis synger så desperat og følelseskoldt, at smerten kan skæres i skiver.

Af selvsamme grunde, burde det kræve stort mod at prøve kræfter med en coverversion. Men det har dog ikke hindret mange i at gøre - med Paul Young som bundskraberen.

Men - det er dog lykkes i et, ja faktisk to tilfælde, men af ét band, Swans. Og netop deres versioner var min indgang til dette band. I 1988 var MTV-programmet 120 minutes et fast omdrejningspunkt for mit tv-forbrug. Og en aften toner det for mig ukendte band, Swans, frem, og jeg bliver blæst omkuld af deres version af Love will tear us apart. Musikken er blevet mere poleret, men Michael Gira giver med sin dybe og apatiske stemme sangen en kant, du bliver ved og ved at skære dig på - på den gode måde.

Jeg finder ud af, at sangen er udsendt på EP - ja, faktisk flere. Én med Michael Gira og så én med bandets anden frontfigur, Jarboe. Og hvor Giras er meget melodisk, er Jarboes frygtindgydende, hvor hun synger, som teksten er noget selvoplevet. Slet og ret gåsehudsfremkaldende.

Nedenfor kan begge versioner lyttes:

"Hip Hop - Please Stop!" lød anmeldelsen i sin enkelthed, da MIX i tidernes morgen anmeldte Vanilla Ices anden plade, og en venlig sjæl skulle nok have visket noget lignende i ørerne på Nikolaj Steen før han gik i gang med at slå "The Message" ihjel. En dansk mand, fra formodet trygge opvækstvilkår har sjældent været så malplaceret. 

Nikolaj Steen m.fl. "The New Message"

Some velvet morning

I begyndelsen af 90'erne fanger det engelske band, Slowdive, mig temmeligt meget. Deres drømmende musik og brede musikflader, der også går under den noget latterlige betegnelse shoegazing, rammer durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag. Og er den dag i dag fortsat blandt mine personlige musikfavoritter.

De når at udgive 3 egentlige studiealbums, primært med eget materiale. Men på den fabelagtige Souvlaki (i 2CD-versionen) er der også deres version af Lee Hazlewood og Nancy Sinatras fremragende Some velvet morning.

Øvelsen er på sin vis meget oplagt. Neil Halstead har samme tilbagelænede måde at synge på som Lee Hazlewood, og i Rachel Goswell har bandet en engleblid stemme, der på Some velvet morning (og mange andre sange) står som en fin og smuk konstrast til Halsteads - ligesom Sinatra gjorde til Hazlewood. Slowdive gør nummeret til sit, med de karakteristiske guitarklange og lydflader, og den dag i dag holder jeg fortsat mere af deres udgave end originalen - det siger ikke så lidt, for originalen er fremragende. Men her er Slowdives bud:

Langebro kort

I protest mod Martin Petersens kommentar forleden om, at Love Shops udgave af Gasolin's "Langebro" (1971), der kan findes på hyldestalbummet Fi-Fi Dong fra 1995, ikke var værd at kaste de store ord efter, vil jeg blot sige, at den i mine øjne er helt central. Ikke kun som en perle i LS-kataloget som helhed, men som et slet skjult forlæg for senere versioner fra to lige så væsentlige, men i denne sammenhæng slet ikke så sejlende sejrssikre orkestre.

Men Love Shop først. Det, som for mig gør Jens Unmack og Co.'s indspilning så essentiel, er den måde, bandet formår at videreføre originalens tunge, stenede stemning på samtidig med, at sangen som helhed  - og dét er det helt afgørende - filtreres gennem en helt anden, mere vejrbidt sensibilitet end Kim Larsens i 70'erne. Jo, det er sandt nok, at Love Shop ikke ændrer det store ved selve nummerets struktur, men den smule, de tilføjer, er til gengæld uhyre effektfuldt. Tempoet er sat ned, så man har fornemmelsen af at bære hele klodens vægt på skuldrene i hver eneste takt. Synthesizeren skurrer hen over byens brosten som en isvind fra det dybeste tomrum, og Hilmer Hassigs guitar er snarere David Gilmour på en afgrundsdyb nedtur end det ekko af Jimi Hendrix, Franz Beckerlee aldrig rigtigt blev andet end. Og så er der selve Unmacks stemmeføring... Hvor Kim Larsen foredrog teksten som en socialt og menneskeligt indigneret socialdemokrat af den gamle skole - og dermed beskrev personerne i den udefra - har man vitterligt følelsen af, at Love Shop-sangeren ser ud på byen gennem drankernes, dommedagsprædikantens og den forladte kvindes øjne. Og alt, han ser, er et vakuum så enormt, køligt og menneskefjendsk, at man vitterligt får fornemmelsen af, at det blot vil være en befrielse, hvis "Jorden går under i dag". Hvor Kim Larsen stadig bar rundt på arven fra Stauning og hippiebevægelsen, kan man godt fornemme, at Unmack er flasket op på Sex Pistols og Joy Division. Han bærer - på denne fornemme indspilning - en ny og ganske anderledes tids lede rundt i selve sit genom. Og netop derfor er Love Shops læsning af sangen både frisk, vedkommende og essentiel, om den så er forstemmende - for dét er den - eller ej!

I oktober 2008 tog et midlertidigt gendannet Sort Sol - i øvrigt suppleret op med selveste Willi Jønsson - samme sang op under en optræden i Amager Bio, som kan ses her. Tempoet var Love Shops, stemningen ligeså, men arrangementet mere spartansk og vokalen mere overfladisk, selvom Steen Jørgensen kan være en stor fortolker, når det slår ham. Dét var han ikke der. Noget bedre har Spids Nøgenhats forskellige koncertfortolkninger af "Langebro" været - sikkert også fordi dette band i en hel anden grad har haft tid og mulighed for at afprøve forskellige muligheder. Denne optagelse er f.eks. ekstremt vellykket. Tempoet og desperationen er stadig Love Shopsk - måske fordi musikerne er af samme generation - men stemningen trods alt mere ovre i retning af Gasolin' på et strengt syretrip. Ved andre lejligheder har gruppens fremførelse af "Langebro" dog mindet stærkt om Sort Sols, som... Ja, kære læser, du kender historien.

Så spørger man mig, er der den dag i dag kun to fuldgyldige indspilninger af sangen: Gasolin's og Love Shops. Men en fremragende egenskab ved musik er, at den er et materie, som til enhver tid kan antage nye, markante former, og ikke blot kan Spids Nøgenhat stadig nå at levere deres helt eget, stærke take: Kun guderne ved, hvad nye generationer kan og givetvis vil få ud af så slidstærk og eviggyldig en komposition.     

Indrømmet, jeg har ikke forsøgt at finde frem til originalen før i dag, og de 29 sekunders uddrag, der kan lokkes ud af Amazon tydeliggør, at man ville kunne fremelske en bedre indspilning af nummeret, ved at pisse i takt ned på et udtjent optagebånd. "Today's the Day" blev indspillet i autentisk garage-fidelity af The Outcasts tilbage i 60'erne, og nummeret blev bragt til min opmærksom da støttepladen "Reminder dukkede op for en ti års tid siden. Jeg kan huske, at C.V. Jørgensen havde (gen)indspillet "Elisabeth", og at Saybia pillede ved noget fra Duran Durans "Wedding Album", men pladens ubestridte højdepunkt var Tim Christensens tøjling af "Today's the Day". Hans softrockede stil rammer lige ind i hjertet på, hvad nummeret egentlig kan, og det kan en hel fucking del, når først der bliver åbnet op.

Tim Christensen "Today's the Day"

Townes Van Zandt hører til i gruppen af fantastiske sangskrivere, hvor det originale materiale ikke siger mig det store. Det skal han nu ikke vende sig i graven over, for i den gruppe finder man mange andre navne, der er mere end kosher i den musikbevidste offentlighed.

Vi skal helt tilbage til der, hvor Nikolaj Nørlund sidst var interessant for at finde stedet, hvor jeg for alvor blev opmærksom på Townes Van Zandt. Rhonda Harris "Tell the World We Tried" fra 2006, var lutter Townes Van Zandt coverversioner, og blandt de numre der gjorde størst indtryk var udover titelnummeret, "Saint John the Gambler", "Two Girls", og så "Kathleen", der med god grund virkede bekendt. Tindersticks udsendte den i 1994 på en single af samme navn, og selvom Nørlund fortjener ros for hans fortolkning af nummeret, så må han leve med, at han i dette tilfælde må æde støvet fra Tinderstick, for de giver ham baghjul.

Tindersticks "Kathleen"

Black Sheets Of Rain

Når det kommer til produktivitet er en mand som Ryan Adams et glimrende eksempel. Det være sig et eksempel på en mand der har kreeret rasende mange udgivelser på relativt få år, men som samtidig også har måtte sande, at det fra tid til anden måske havde været godt med et lidt kraftigere sorteringsfilter. Der er, sagt mere direkte, en del lort i det voksende katalog, men heldigvis også en god portion lagkage. Specielt pladerne med Whiskeytown står frem, men under eget navn er det især de to første udgivelser ”Heartbreaker” (2000) og ”Gold” (2001) der er uomgængelige mesterværker. Senere kom der som skrevet, hørt herfra, en del middelmådige udgivelser. Det skal dog retfærdighedsvis siges, at uanset det lave niveau på mange udgivelser, så er der som oftest enkelte numre der skiller sig ud og fastholder Ryan Adams unikke talent for at skrive sange der går direkte i hjertet. Det er vel kun albummet ”Rock´n´Roll” (2003) hvor det hele kører i tomgang og man efterlades kold.

Ryan Adams er også et andet talent, udover at indspille sine egne numre, nemlig at fortolke andres. De gange Ryan Adams har kastet sig ud i at fortolke, er det som oftest med et glimrende resultat som følge. Det bedste eksempel kunne være da han gav sig i kast med Brit Pop hymnen ”Wonderwall”. Oasis grovhittede med nummeret og balladen var en af slagsangene på gruppens korstog i 90´erne. Ryan Adams indspillede sin version på ”Love Is Hell” albummet (først to ep´er, siden samlet under et album) og han gav nummeret sit helt personlige præg. Faktisk er hans version så indlevende og intens, at det efter min mening nærmest er et endnu bedre nummer end det er hos originalerne Oasis! Her skal det dog ikke handle om ”Wonderwall”, men derimod om en relativ ny optagelse, hvor Ryan Adams fortolker en af mine helt store musikalske helte.

Hüsker Dü – nærmere bestemt den ene af de to sangere og sangskrivere i trioen, Bob Mould, har været en vægtig del af mit soundtrack gennem livet. Det være sig som vred ung mand og senere som (blidere?) ældre herre! Mould udgav i 1992 sit andet soloalbum, efter den mesterlige solodebut ”Workbook” (1989) – og det var et album hvor det mørke, det indædte og anspændte fyldte. ”Black Sheets Of Rain” – alene titlen siger vist det meste, var en grum sag – men som så ofte i Bob Moulds kompositioner, var der under det umiddelbart støjende ydre, en rasende iørefaldende melodi gemt. Det er måske i virkeligheden Bob Moulds største force, at kunne forene rendyrket feedbackstøj med klassisk sangskrivning.

Titelnummeret fra albummet ”Black Sheets Of Rain” blev i december måned 2011 genstand for Ryan Adams fortolkning i et Letterman liveshow. Og som Adams gjorde det med ”Wonderwall”, så forvandler nummeret sig fra, hos Bob Mould, at være støjende, truende og decideret ”ondt” til at blive en lille folkperle sunget med sædvanlig indlevelse. Og det fineste ved denne coverversion er, at nummeret stadig bevarer sit trøstesløse udgangspunkt, selvom der i Ryan Adams udgave er givet mere plads til lyset. Det er med andre ord en coverversion, hvor der er respekt for originalen – men mod til at gøre det til sin egen, så ønsker jeg mig egentlig ikke ret meget mere.... når det kommer til coverversioner....

Knowing me, knowing you

Forleden kantede med-blogger Martin Petersen Abba, og den tråd vil jeg følge videre. Abba er blandt de kunstnere, jeg først blev fan af - i stærk konkurrence med Sweet, Suzi Quatro og David Cassidy - og dyrkelsen blev kun forstærket af, at hende den lyshårede, Agnetha Fältskog, havde fødselsdag samme dag som mig. Så foruden et major crush, der fortsat lever....., kunne vi også fejre fødselsdag sammen....

Den gang i 70'erne blev der skrålet Abba så snart anledningen bød sig. Senere kom ELO, Shubidua og Mabel også til. Men mens min begejstring for de sidstnævnte ebbede ud, lever den for Abbas vedkommende i bedste velgående. Blandt mine favoritter, den gang som nu, er Knowing me, Knowing you. Det mest forbandede er, at det er den mørkhårede, Frida, der har lead-vokalen, men det er stadig Agnetha, der giver den det melanskolske touch, der ligger som et underliggende tema i lyd og tekst.

I lighed med et utal af andre af deres sange, er sangen blevet spillet og sunget af mange andre - ikke kun med hårbørsten foran spejlet, men også på plade og live.

Blandt de bedste og smukkeste udgaver er danske How do I's. Sangen er kommet gennem deres elektroniske habengut, men samtidig bliver sangens melankoli endnu mere fremstående - tabet og længslen står malet med både den brede og fine pensel, og sangen kommer i deres hænder i sit rette kuldslåede element:

Og meget passende står en dansk kunstner også for den dårligeste og mest ligegyldige udgave. Rock-mamaen Sanne Salomonsen flår den, i forsøget på at gøre den til sin egen, fuldkommet i stykker, og en smuk svane bliver forvandlet til en grim ælling, og kystbane-rock af værste skuffe:

Sleeping/Weeping Annaleah

Forholdsvis tidligt i karrieren udsendte Nick Cave & The Bad Seeds albummet Kicking against the pricks - en lp udelukkende med coverversioner. På daværende tidspunkt var jeg vist mest til Duran Duran. Men da jeg nogle år senere blev tændt den sorte firsermusik var Nick Cave en uomgængelig figur. Jeg lånte Kicking against the pricks på Hilerød Bibliotek omkring 1991, og jeg blev straks begejstret for pladen. Der var et par velkendte numre som Hey Joe (i en mildest talt anderledes version) og All tomorrows parties. Men de øvrige numre var ukendte for mig.
Ift. hvad Cave havde udgivet inden var der tale om et afdæmpet og tilgængeligt udtryk. Min yndlingssang fra albummet var, og er SLEEPING ANNALEAH, der lyder som en blanding af en popschlager og en sømandsvise. Sangen er oprindeligt inspillet af Tom Jones med titlen WEEPING ANNALEAH.  

Bøffer

Én ting er at lave en god coverversion, noget andet er ved et uheld at komme til at lave et lige så godt nummer, fordi man ikke kan finde ud af at spille et andet. Dette sker utvivlsomt tit - de fleste musikere er blot for forfængelige til at indrømme det.

Måske var postpunk-generationen, som til at begynde med nærmest bestod af ikke-musikere, der notorisk gav pokker i ikke at kunne spille, mindre selvbevidst, når det kom til den slags. I hvert fald skete der det for det unge U2, at bassist Adam Clayton, som havde forelsket sig i New Romantics-stilen, en dag stod i øvelokalet og forsøgte at spille "Fade to Grey" med Visage (1980). Han fik ikke et ben til jorden, for hans timing var helt ude i hampen, men ud af dét fejlslagne eksperiment opstod fundamentet til "New Year's Day" (1983) - et af de numre, som var med til at hæve den irske kvartet fra kultstatus til verdensnavn.

Bernard Sumner fra Joy Division havde sikkert lidt af den samme oplevelse, da han - under arbejdet med debut-lp'en Unknown Pleasures (1979) - prøvede at tackle Nolan Porters northern soul-klassiker "Keep on keeping on" (1972). Nu var mørkemændene fra Manchester nok heller ikke det perfekte band til at tolke dét nummer, men ud af Bernards krampetrækninger voksede i stedet den anderledes truende og voldsomme "Interzone", som måske nok ikke var albummets højdepunkt, men trods alt har fortjent sin plads i gruppens lille, meget fornemme sangkanon.

I 1984 var den muligvis gal igen. Under en lettere desperat session med Arthur Baker i New York, hvor der manglede nyt materiale, forvandlede bassist Peter Hook fra samme band - som i mellemtiden havde skiftet navn til New Order - i hvert fald riffet fra Hot Chocolates "Emma" (1974) til ledemotivet på singlen "Thieves like us".

Også i Danmark har man visse eksempler. Sort Sol huggede med arme og ben - bevidst eller ubevidst - når de kunne, og for Disneyland After Dark startede hele den cowpunk-stil, de brød igennem med på Call of the Wild (1986) således, at Stig Pedersen - hvad er det med de bassister? - fik vendt op og ned på tonerne i Suicides "Ghost Rider" (1977) ved en fejl. Derved opstod grundklodserne til "Trucker", og resten er historie.

Visse coverversioner er altså ikke bare coverversioner, nej, knapt nok versioner overhovedet. De er originaler og langt fra så ringe igen. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er ren og skær amatørisme tit nøglen til succes.

Jeg kan, uanset hvor meget jeg vrider min hjerne, ikke komme i tanke om at Love Shop skulle have lavet andre coverversioner end deres udgave af Gasolin's "Langebro, og selvom fortolkningen er ganske fin, så er den ikke heller ikke så spændende, at det er nødvendigt, at kaste ord efter den. Love Shop er til gengæld blevet fortolket, og her er det debutsinglen "En Nat Bliver Det Sommer", der har været favoritten. Peter Belli har været dér, Julie Rugaard fra Blå Øjne sidder vist stadig i spjældet for at have forsøgt at slå den ihjel, og så var der Blazing Eternity.

For små ti år siden udsendte gruppen pladen "A World To Drown In" og som sidste nummer på den dukkede "En Nat Bliver Det Sommer Op". Jeg har i tidernes morgen skrevet en artikel om nummeret, hvor forsanger i Blazing Eternity Peter Mesnickow udtalte følgende “Vi er alle i bandet særdeles fascineret af Love Shops univers – musikalsk såvel som lyrisk. Samtidig mener vi, at de er et alt for undervurderet band, og vi ønskede på sær vis at give dem “credit,” men også for at høre hvad vi kunne få ud af et Love Shop-nummer. Der er en særlig melankolsk stemning over deres musik, som vi også kan finde i vores egen musik. Oprindeligt var det aftalt, at vi skulle indspille Vi blinker så hurtigt vi kan fra Go!, men det ville bare ikke rigtigt fungere. Vi blev så enige om En nat bliver det sommer, da det er et nummer vi allesammen har et eller andet specielt forhold til. Stemningen i nummeret er sublim, og den nærmest længselsfulde tusmørke-romantiske og bittersøde atmosfære passede særdeles godt ind i vores eget univers. Teksten er samtidig et smukt stykke lyrik.“

Det ville være løgn, at sige, at Blazing Eternitys udgave er ældet med ynde, den giver dog stadig baghjul til både Belli og Blå Øjne.

Blazing Eternity "En Nat Bliver Det Sommer"

Lad os da bare hive en stak fordomme på bordet, og konstatere at der er noget med Abba og bøsser. De sidstnævnte er glade for de førstnævnte, og mon ikke de efterhånden har brugt så mange penge på plader, at kærligheden er gengældt. Her er tre gode eksempler:


Erasure "Gimme Gimme Gimme (A Man After Midnight)"
Jeg savner det indledende ..moment mal ich bin ganz atemlos.. fra den liveoptagelse, der er på "The Two Ring Circus", men i mangel af bedre er denne udgave noget nær identisk. Senere scorede Erasure gedigne hits med såvel "lay All Your Love On Me" som "Take a Chance On Me" fra ep'en "Abba-Esque" udsendt i 1992.

Czars "Angel Eyes"
Et af de mindre kendte Abbanumre fortolket af et skammeligt overset orkester, hvor manden med den fløjlsbløde vokal dog siden hen har fået sin velfortjente plads i spotlyset. John Grant fik roser i stor stil for "Queen of Denmark", hvor hans seksualitet på ingen måde blev forsøgt skjult. Han var dog i en god del år en del af Czars, der i 2006 udsendte den freaking fantastiske coverplade "Sorry I Made You Cry", hvorfra dette nummer stammer.

Woodpigeon "Lay All Your Love On Me"
Jeg synes Woodpigeon er svært undervurderede, og er der nogen retfærdighed i denne verden, så får Mark Hamilton også det fortjente spotlight en dag. Coverversioner har alle dage været en stor del af Woodpigeon, og ganske jævnligt bliver der lagt nye fortolkninger op til download. Hans udgave af Abbas "Lay All Your Love On Me" hører helt klart til i den bedre afdeling.

The Right Stuff

Nu bliver det en anelse tricky! For er det en coverversion, eller er nummeret blot en videreudvikling af et allerede kendt nummer? Hmmm, jeg har bestemt mig for, at det er en coverversion, og det på trods af, at originaludgaven er instrumental og i denne version er videreudviklet med tekst og vokal. Og som Jens K skrev forleden, vi kommer nok ikke udenom Bryan Ferry!

Da det bedste engelske orkester siden The Beatles (sic!), The Smiths udgav opsamlingen ”The World Won´t Listen” var der et instrumentalnummer på albummet med titlen ”Money Changes Everything”. En drømmende, rasende iørefaldende og klassisk Johnny Marr komposition. Et nummer, som kun guderne må have en anelse om, hvorfor Morrissey ikke skrev en af sine vanlige brilliante tekster til? Men instrumental forblev den, i The Smiths regi.

Johnny Marr forlod, som historien så smerteligt viser, The Smiths – og tog en flyver til Amerika. Desillusioneret og kørt træt i det ”marriage made in heaven” han og Morrissey havde været på talrige klassiske albums, og ikke mindst singler,  gennem midten af 80´erne. En periode, hvor Manchester (so much to answer for...) endnu en gang skrev sig ind på det musikalske verdenskort. Senere markerede byen sig atter på det kort, men denne gang med et par brødre der var ret begejstrede for 4 fyre fra Liverpool, men det er så en helt anden fortælling!

Johnny Marr sluttede sig straks til Bryan Ferry, da han havde forladt The Smiths – historien fortæller, at Morrisssey læste om Johnnys farvel i NME, men mon ikke han havde en anelse inden flyveren lettede? I hvert tilfælde søgte Johnny Marr nye musikalske græsgange – og i første omgang blev det til en ret så stor rolle på Bryan Ferrys ”Bête Noire” album.

Netop på dette album, dukker ”Money Changes Everything” op i ny indpakning i form af nummeret ”The Right Stuff”. Nu tilsat vokal af Ferry – og sjældent har et ”The Smiths nummer” vel lydt mere funky?! Bryan Ferry er (som Morrissey!) en crooner af Guds nåde. Begge elegante herrer med sans for detaljen, det være sig stilmæssigt, men ikke mindst med hensyn til vokalen!

For at gøre en lang historie, en kende kortere, så er ”The Right Stuff” ikke Bryan Ferry der fortolker The Smiths. Det er Bryan Ferry der, for et enkelt albums skyld, fik drysset noget guitarmæssigt stjernestøv på sig i form af en Rickenbacker og Johnny Marrs uomtvistelige talent for, på denne, at komponere en melodi der går direkte i (pop)hjertet. Det være sig både INSTRUMENTALT, som i Ferrys version.