Hit & miss

I 1989 udsendte Lars H.U.G. - som just havde fået forbud mod at kalde sig det noget mere mundrette Lars Hug af en emsig pibehandler fra Kolding - albummet KOPY med udgaver af danske schlagere fra Carl Nielsen til...sig selv. En overordnet set glimrende, men ikke desto mindre blandet affære, hvor livtag med sange som "Skibet skal sejle i nat" og "Når lygterne tændes" højst mundede ud i det ordinære, mens Sebastians "Rose", C.V. Jørgensens "Sæsonen er slut", Shit & Chanels "Smuk og Dejlig" samt Klichés "Aldrig mere" var både fine og følelsesladede. Temmelig sublim var endda den minimalistiske fortolkning af Nielsen og Harald Bergstedts tyste godnatsang "Solen er så rød, mor".

Endelig bød albummet på de - efter min ydmyge mening - både dårligste og mesterligste covernumre i danmarkshistorien overhovedet! Valget af Otto Francker og Volmer Sørensens "Dansevise", som i 1963 blev sunget til tops i det europæiske Melodi Grand Prix af Grethe & Jørgen Ingmann, var indlysende stupidt. Ikke fordi der ikke var tale om én af de bedste danske sange gennem tiderne: Ingen tvivl om det. Betragt bare, hvordan gådefuldt poetiske linjer blev løftet og båret op under skyerne af et sart, spindelvævsfint arrangement her. Men ingen af de involverede dengang var hvem som helst, og mødet mellem lige præcis disse fire personer skabte en magi, man burde kunne have sagt sig selv, at ingen - ingen - ville kunne genskabe. H.U.G. var - og er - for sin part heller ikke hvem som helst, men det eneste, han alene kunne presse ud af "Dansevise", var et ligegyldigt danskpopnummer, som kun hen mod slutningen blev reddet fra den ultimative katastrofe af salig Hilmer Hassigs sprøde guitarklange. Det var helligbrøde, var det! Ufrivillig, endda, hvilket indspilningen i grunden ikke blev bedre af.

Gasolin' var heller ikke hvem som helst, kan man sige, men måske flugtede deres signal simpelthen bedre med fortolkerens, eller også havde den kære Lars Haagensen et guddommeligt inspireret sindelag, da han gav sig i kast med "Kvinde min". Igen et farligt nummer, for der var nok ikke mange, som havde været unge i 70'erne, der ikke havde fået deres første kys bag sportshallen eller forsamlingshuset til lyden af netop den sang, og hører man originaludgaven, lyder det heller ikke til, at man kan rokke ved én eneste sten i dén bygning: Alt er tilsyneladende perfekt justeret i opbygningen af en sandt klassisk rockballade, der emmer af ung, vild kærlighed. H.U.G.'s genistreg i dén anledning er dybest set at gøre parret, teksten handler om, ældre. Tempoet er sat ned, instrumenteringen er kuldslået og lettere dyster, vokalen plaget af erfaring og dårlig samvittighed. På KOPY er det ikke det unge, blåøjede par, som kludrer rundt i kærligheden af ren amatørisme, der tonesættes, men måske snarere deres forældre, som gennem et halvt liv har begået alle de fejl, man overhovedet kan begå, over for hinanden. Personer i et forhold, der er ramponeret af svigt, forsømmelser og utroskab, men fortsat nægter at dø, som det sikkert burde, fordi de elsker hinanden på trods. H.U.G.'s aflevering deler nærmest ingenting med Kim Larsens ligefremme, rå og energiske udladninger: Snarere er det en dødsrallen fra Amors sygeseng.

Dén vinkel på materialet er radikal, ja, genial. Larsen selv har ved flere lejligheder indrømmet, at H.U.G. nåede længere ind i sangens kerne end ham, og det må man kalde et kompliment: Han er ikke kendt som typen, der slynger til højre og venstre med lovord til andre kunstnere, og man forstår i høj grad hvorfor. Læg dertil Hassigs molstemte guitar og en rytmeboks, som tikker mekanisk ud i evigheden, og du har magi. Ikke sort magi, ikke hvid magi, men noget i midten et sted, hvor smerte og lykke støder sammen og sender smukke, højspændte lyn ud over himlen.

Efter næsten 22 år er KOPY stadig en af de plader, man snarere kan anskaffe sig, end en af dem, man skal. Og som sagt er der - også - mindst ét pokkers godt argument for at lade være.

Men "Kvinde min" kan med lidt held skaffes i form af en vinylsingle fra 1988 med bagatellen "Alt går fra hinanden, babe" på A-siden. Lov mig at købe mindst dén!