Graceland

Jeg har aldrig været den store Paul Simon fan. Og så alligevel – da han var sammen med Garfunkel var der bestemt klassiske øjeblikke. Numre hvor tid, sted og hvad der eller kan finde ro opstod. ”Sound Of Silence”, ”Mrs. Robinson” – blot for at nævne nogle få. Og hvad ville ”The Graduate” være uden deres lydtapet?

Senere fik, specielt Paul, sig en gloværdig solokarriere – mens Art G vist aldrig rigtigt slog igennem uden Paul ved sin side (?).  Jeg skal straks slå fast, at jeg ikke har lyttet til meget Paul Simon gennem mit liv – slet ikke hans diverse soloplader. Kunne læse, at han blev skamrost i 2011 for hans seneste plade, men jeg har ikke hørt en strofe derfra.

Til gengæld har jeg hørt hans ”Graceland” album. Også flere gange.  Et album, hvor han eksperimenterede med afrikanske musikere og derved genopfandt sig selv og sin musikalske åre. Fra det album var ”The Boy In The Bubble” et mindre hit. Et nummer som mange har lavet ”omslagsversioner” af. Den seneste version jeg har kendskab til er Peter Gabriels fra dennes ”Scratch My Back” projekt – dog er den fineste fortolkning af netop det nummer leveret af The Blue Aeroplanes, men det er faktisk en helt anden historie!

Det er derimod titelnummeret, ”Graceland”,  her  leveret af den seneste musikalske åbenbaring i mine ører, The Tallest Man On Earth aka Kristian Matsson. En svensk kunstner jeg  med skam må meddele at have overhørt, indtil jeg sad en aften i oktober og fik denne præsenteret af min bror,  i en NPR desk concert optagelse. Jeg blev blæst omkuld. Det er dybest set ikke fordi der er så meget nyt under solen, Matsson kan sin Dylan, men det bliver leveret på en så indlevende og nærværende facon, at han på trods af den klassiske protestsanger-kasse, alligevel formår at fremstå original og satans imødekommende.

Her leverer han en fremragende udgave af ”Graceland” – og gør det fra første anslag til sin egen, hvilket må være et af grundelementerne for, at lave en fin ”omslagsversion”....