The man who sold the world

Jeg var aldrig rigtigt på Nirvana, og jeg har heller aldrig sådan rigtigt været på David Bowie. Men i november 1993 træder førstnævnte ind i MTV's studier for at give deres bidrag til Unplugged-serien. Og et af numrene er Bowies The man who sold the world. Og den bliver afleveret på frygtindgydende vis. Kurt Cobain synger fra sindets mørkeste afkroge og desperationen hænger nærmest i mikrofonen, mens bandet leverer et afdæmpet, men fortsat fremhævet lydtapet.

Det er gribende og fabelagtigt, og absolut én af de bedste Unplugged-performances - overhovedet. Og måske én af de bedste coverversioner, vi er blevet givet - lyttet som et samlet hele. Hvis målebåndet er troskab til originalen og med coverartistens eget touch, egen lyd.

Med til historien hører også, at 5 måneder senere er Kurt Cobain ikke mere, og hele Unplugged-koncerten bærer også præg af en mand og et band i fysisk og mental opløsning. Men også om et uomstrideligt stort talent og potentiale.

Lyt selv med:

The tracks of my tears

Dette indlæg er egentlig snyd, hvis vores koncept da er at få fokus på coverversionen. For her vil jeg komme med et eksempel på en originalversion der IKKE kan overgås. Det drejer sig om Smokey Robinson & The Miracles "The tracks of my tears". Det er en Motwovn-klassiker, der er helt igennem perfekt sunget, arrangeret og udført. Motown soulpop er jo nem at holde af, men selv om du måske alligevel ikke er den store Motown-fan, så LYT her og nyd 3 miutters perfekt pop.
Et hurtigt Wikipedia-opslag viser, at utallige kunstnere gennem årene har kastet sig ud på dybt vand og forsøgt sig med en version af sangen. Personligt har jeg hørt Bryan Ferrys fortolkning nogen gange. Men selv om jeg holder meget af Bryan Ferry (og mon ikke vi kommer til at høre mere til ham her på siden), kommer han slet ikke nærheden af originalversionen, ikke mindst fordi Ferrys arrangement falder helt igennem. Lyt selv med HER. Men han har jo heldigvis leveret så meget andet godt...

I Will Survive

Når vi taler coverversioner, er det svært ikke at komme ind på (nu hedengangne) R.E.M. De har lavet en del af slagsen og det ville selvsagt være for meget, at skulle nævne dem alle her. Dog vil jeg ikke undlade at nævne deres favntag med Velvet Underground numrene ”Femme Fatale” og ”There She Goes Again”. Deres ret så fantastiske omgang med Robyn Hitchcocks ”Arms Of Love” - og talrige, mere eller mindre kuriøse coverversioner på deres årlige fanklub julesingler falder mig også ind. Her er alt fra Television, Mission Of Burma til Gloria Gaynor blevet fortolket - det er netop den sidstnævnte jeg vil fremhæve i dette tilfælde.

Gloria Gaynors discohymne ”I Will Survive” (i øvrigt også “fortolket” af Andy Kaufman, som R.E.M. selv hyldede på ”Man On The Moon”) bliver på gruppens julesingle fra 1996 omdannet fra et lettere dunkende disconummer til en melankolsk, akustisk lille sag. Nummerets tekst kommer til at fremstå langt mere vedkommende iklædt Peter Bucks løstspillede akkorder – og det til trods for, at Michael Stipe ikke kan huske alle ordene!! Det sidste giver egentlig blot nummeret autencitet - og vidner måske også om, at det er indspillet under påvirkning af andet end appelsinvand....?

Jeg kunne også have valgt R.E.M.s udgave af Chris Isaaks ”Wicked Game”, der året før havde været julesinglens omdrejningspunkt. Nummeret rummer samme lyd og tilgang til grundmaterialet, men det blev altså i mine ører, et af deres bedste bidrag til covergenren, når det skal findes i den mere kuriøse afdeling!

Jeg er ikke den store David Bowie fan, og slet ikke af de titler, der skabte hans navn. Lyden af 70'erne tiltaler mig på ingen måde, alt var af en eller anden grund bare så pissefesent produceret (med forbehold). Skal man tale om at jeg alligevel har en yndlingsplade med Bowie, så er det den bonus-cd, der fulgte med "Bowie at the Beeb", indeholdende en liveoptagelse fra 2000. Live lever numrene, og sætter sig ud over den oprindelige produktion. "Space Oddity" er ikke at finde på cd'en, men det er den til gengæld på Natalie Merchants liveplade "Live in Concert" fra 1999. Natalie Merchant skruer helt op for vokalen i hendes fortolkning, der er langt mere varm og indbydende end originalen. Jeg havde luret lidt på 10.000 Maniacs, men det var det her nummer, der endegyldigt overbeviste mig om, at Natalie Merchant var værd at lytte til.

Natalie Merchant "Space Oddity"

Somersault/Lovesong

Mit næste bidrag på Omslagsudgaver skulle have været Mikael Simpson og Jens Unmacks udgave af Smiths-klassikeren Asleep. Men videoen er af én eller anden grund fjernet fra Youtube. Men - mens jeg søgte rundt, stødte jeg på Unmacks deltagelse i DR-programmet Backstage, hvor temaet netop var, at diverse kunstnere skulle give deres udgave af andre kunstneres numre.

Og sammen med Choir of young believers slår Unmack i den grad i bordet med deres version af I got you on tapes Somersault henholdsvis Cures Lovesong.

Lovesong er meget lige ud af landevejen og nok "nem" at kaste sig over, hvilket andre kunstnere også har gjort - senest (vist nok) Adele og i en noget forpjusket udgave. Somersault kræver dog derimod stort mod. Den er fremragende på plade og fremragende, når I got you on tape spiller den live. I begge tilfælde svømmer du ind i musikken og Bellens' sangforedrag. Men jeg synes, at Unmack og Choir of young believers løfter opgaven på fineste vis.

Bedøm selv:

Graceland

Jeg har aldrig været den store Paul Simon fan. Og så alligevel – da han var sammen med Garfunkel var der bestemt klassiske øjeblikke. Numre hvor tid, sted og hvad der eller kan finde ro opstod. ”Sound Of Silence”, ”Mrs. Robinson” – blot for at nævne nogle få. Og hvad ville ”The Graduate” være uden deres lydtapet?

Senere fik, specielt Paul, sig en gloværdig solokarriere – mens Art G vist aldrig rigtigt slog igennem uden Paul ved sin side (?).  Jeg skal straks slå fast, at jeg ikke har lyttet til meget Paul Simon gennem mit liv – slet ikke hans diverse soloplader. Kunne læse, at han blev skamrost i 2011 for hans seneste plade, men jeg har ikke hørt en strofe derfra.

Til gengæld har jeg hørt hans ”Graceland” album. Også flere gange.  Et album, hvor han eksperimenterede med afrikanske musikere og derved genopfandt sig selv og sin musikalske åre. Fra det album var ”The Boy In The Bubble” et mindre hit. Et nummer som mange har lavet ”omslagsversioner” af. Den seneste version jeg har kendskab til er Peter Gabriels fra dennes ”Scratch My Back” projekt – dog er den fineste fortolkning af netop det nummer leveret af The Blue Aeroplanes, men det er faktisk en helt anden historie!

Det er derimod titelnummeret, ”Graceland”,  her  leveret af den seneste musikalske åbenbaring i mine ører, The Tallest Man On Earth aka Kristian Matsson. En svensk kunstner jeg  med skam må meddele at have overhørt, indtil jeg sad en aften i oktober og fik denne præsenteret af min bror,  i en NPR desk concert optagelse. Jeg blev blæst omkuld. Det er dybest set ikke fordi der er så meget nyt under solen, Matsson kan sin Dylan, men det bliver leveret på en så indlevende og nærværende facon, at han på trods af den klassiske protestsanger-kasse, alligevel formår at fremstå original og satans imødekommende.

Her leverer han en fremragende udgave af ”Graceland” – og gør det fra første anslag til sin egen, hvilket må være et af grundelementerne for, at lave en fin ”omslagsversion”....

Can't find my way home

Da Bernard Sumner (New Order) og Johnny Marr (da på daværende tidspunkt netop havde opløst The Smiths) i slutningen af 1980'erne dannede gruppen Electronic, havde de Neil Tennant (Pet Shop Boys) indover et par numre på deres debutdebutalbum. Og Tennant jokede med at de var de nye Blind Faith. Electronic var således en slags supergruppe, ligesom Blind Faith, hvor medlemmer som Steve Winwood og ikke mindst Eric Clapton allerede var etablerede stjerner, da gruppen blev dannet i slutningen af 1960'erne. Som en kærlig hilsen til Tennant indspillede de et af Blind Faiths største hits CAN'T FIND MY WAY HOME. på deres tredje album Twisted Tenderness fra 1999 Det vil være synd at sige, at udgaven er videre vellykket. Til gengæld lavede amerikanske The Swans en fantastisk smuk fortolkning, som hen høres HER i en liveversion.

Hit & miss

I 1989 udsendte Lars H.U.G. - som just havde fået forbud mod at kalde sig det noget mere mundrette Lars Hug af en emsig pibehandler fra Kolding - albummet KOPY med udgaver af danske schlagere fra Carl Nielsen til...sig selv. En overordnet set glimrende, men ikke desto mindre blandet affære, hvor livtag med sange som "Skibet skal sejle i nat" og "Når lygterne tændes" højst mundede ud i det ordinære, mens Sebastians "Rose", C.V. Jørgensens "Sæsonen er slut", Shit & Chanels "Smuk og Dejlig" samt Klichés "Aldrig mere" var både fine og følelsesladede. Temmelig sublim var endda den minimalistiske fortolkning af Nielsen og Harald Bergstedts tyste godnatsang "Solen er så rød, mor".

Endelig bød albummet på de - efter min ydmyge mening - både dårligste og mesterligste covernumre i danmarkshistorien overhovedet! Valget af Otto Francker og Volmer Sørensens "Dansevise", som i 1963 blev sunget til tops i det europæiske Melodi Grand Prix af Grethe & Jørgen Ingmann, var indlysende stupidt. Ikke fordi der ikke var tale om én af de bedste danske sange gennem tiderne: Ingen tvivl om det. Betragt bare, hvordan gådefuldt poetiske linjer blev løftet og båret op under skyerne af et sart, spindelvævsfint arrangement her. Men ingen af de involverede dengang var hvem som helst, og mødet mellem lige præcis disse fire personer skabte en magi, man burde kunne have sagt sig selv, at ingen - ingen - ville kunne genskabe. H.U.G. var - og er - for sin part heller ikke hvem som helst, men det eneste, han alene kunne presse ud af "Dansevise", var et ligegyldigt danskpopnummer, som kun hen mod slutningen blev reddet fra den ultimative katastrofe af salig Hilmer Hassigs sprøde guitarklange. Det var helligbrøde, var det! Ufrivillig, endda, hvilket indspilningen i grunden ikke blev bedre af.

Gasolin' var heller ikke hvem som helst, kan man sige, men måske flugtede deres signal simpelthen bedre med fortolkerens, eller også havde den kære Lars Haagensen et guddommeligt inspireret sindelag, da han gav sig i kast med "Kvinde min". Igen et farligt nummer, for der var nok ikke mange, som havde været unge i 70'erne, der ikke havde fået deres første kys bag sportshallen eller forsamlingshuset til lyden af netop den sang, og hører man originaludgaven, lyder det heller ikke til, at man kan rokke ved én eneste sten i dén bygning: Alt er tilsyneladende perfekt justeret i opbygningen af en sandt klassisk rockballade, der emmer af ung, vild kærlighed. H.U.G.'s genistreg i dén anledning er dybest set at gøre parret, teksten handler om, ældre. Tempoet er sat ned, instrumenteringen er kuldslået og lettere dyster, vokalen plaget af erfaring og dårlig samvittighed. På KOPY er det ikke det unge, blåøjede par, som kludrer rundt i kærligheden af ren amatørisme, der tonesættes, men måske snarere deres forældre, som gennem et halvt liv har begået alle de fejl, man overhovedet kan begå, over for hinanden. Personer i et forhold, der er ramponeret af svigt, forsømmelser og utroskab, men fortsat nægter at dø, som det sikkert burde, fordi de elsker hinanden på trods. H.U.G.'s aflevering deler nærmest ingenting med Kim Larsens ligefremme, rå og energiske udladninger: Snarere er det en dødsrallen fra Amors sygeseng.

Dén vinkel på materialet er radikal, ja, genial. Larsen selv har ved flere lejligheder indrømmet, at H.U.G. nåede længere ind i sangens kerne end ham, og det må man kalde et kompliment: Han er ikke kendt som typen, der slynger til højre og venstre med lovord til andre kunstnere, og man forstår i høj grad hvorfor. Læg dertil Hassigs molstemte guitar og en rytmeboks, som tikker mekanisk ud i evigheden, og du har magi. Ikke sort magi, ikke hvid magi, men noget i midten et sted, hvor smerte og lykke støder sammen og sender smukke, højspændte lyn ud over himlen.

Efter næsten 22 år er KOPY stadig en af de plader, man snarere kan anskaffe sig, end en af dem, man skal. Og som sagt er der - også - mindst ét pokkers godt argument for at lade være.

Men "Kvinde min" kan med lidt held skaffes i form af en vinylsingle fra 1988 med bagatellen "Alt går fra hinanden, babe" på A-siden. Lov mig at købe mindst dén!

Begær fra helvede

[af Steffen Baunbæk]

Indrømmet: The Rolling Stones' originaludgave af "(I can't get no) Satisfaction" fra 1965 var slet ikke dårlige sager med Keith Richards' guitar, der lød som en skærebrænder, Mick Jaggers vokal, som var så fuld af swagger og flabethed som altid, og det der monotone trommespor, som pressede lytteren direkte ud i ekstasen. Men det var alligevel kun 1965: En æra, hvor håret højst var halvlangt, og det stadigvæk ikke gjorde noget, at man var klædt pænt på.

I 1976 var meget anderledes: Selvom punken stadigvæk var i sin vorden, havde folk som Frank Zappa og Captain Beefheart i meget høj grad skubbet grænserne for, hvad man kunne foretage sig inden for en rockform - også hvilke emner, man kunne tackle - og det vakte snarere opsigt end forargelse, da fire anonyme musikere fra San Francisco først i årtiet videreførte disse navnes surrealistiske musiceren udklædt som øjenæbler fra et maleri af René Magritte!

The Residents hed gruppen, og i 1976 havde de allerede to radikale, collageprægede albums bag sig: Meet the Residents (1974), som kærligt gjorde grin med The Beatles, og The Third Reich'n'Roll (1976), der på absurd vis blandede populærkultur og nazi-mytologi. Samme år var det så Stones' tur til at komme en omgang gennem bandets dadaistiske genbrugs-maskineri, og til det formål inviterede "the eyeball ones" den mildest talt innovative guitarist Snakefinger med i studiet for at indspille en i dag meget sjælden og efterspurgt singleudgave af "(I can't get no) Satisfaction".

Resultatet var en regulær musikalsk eksplosion, som var så grim, at den var punk uden at vide det, og så absurd i sin opbygning - instrumenterne snarere kæmpede mod hinanden end spillede sammen - at man med en vis ret kunne diskutere, om der overhovedet var tale om musik! Hvor Richards' guitar havde lydt som en skærebrænder, mindede Snakefingers mest om et atomkraftværk i eskalerende nedsmeltning, og hvor Jagger havde rimet på swagger, var vokalafleveringen hos The Residents på én gang komisk frygtindgydende og dybt infantil. Ikke mindst da der hen mod slutningen sattes over i et adskillige sekunder langt brøl, der steg og steg, indtil det nærmest nåede morderiske højder! Hvor Stones' havde skrevet en ganske rimelig ungdomshymne til lyst og liderlighed, var øjenæblernes udgave af nummeret et voldeligt, perverteret opråb fra en forvokset baby, der lidt for gerne ville lidt for meget.

Åh ja, og så er indspilningen selv i dag - efter Throbbing Gristle, Nine Inch Nails, Whitehouse og hvad har vi - fortsat så ond og ekstrem, at den kan rense selv den hårdest medtagne harddisk på en dårlig dag! Lyt selv her.

Kongens Fald

http://www.youtube.com/watch?v=xKzurGsu2bM

Virkeligt originale musikere evner en dobbelt bevægelse: samtidigt at gøre et stykke musik til ´deres eget´ og til ´noget nyt´, således at nummeret lige så godt kunne være opfundet igår. Af dem.
En særligt mærkbar respekt eller fintfølen  for originalen er ikke nødvendig. Vi har jo hørt originalen.
NB: Despekt er ikke det modsatte af respekt i denne kontekst.

(Søren Gehlert Schmidt)

Keops Pyramid

Ikke så mange ord - men få (svenske) sangere formår, at synge, som netop Sven Joachim "Pimme" Eriksson Thåström - eller bare Thåström, i daglig tale. Her fortolker han Mikael Wiehe - og ualmindeligt smukt er det. Ind til benet - på den svenske facon.

Det var  rent tilfældigt jeg stødte på nummeret - og jeg var (og er sidenhen) ikke blevet den store Mikael Wiehe fan, men jeg vil til enhver tid holde uendeligt meget af Thåströms fortolkning af det gamle Hoola Bandoola Band´s gamle, revolutionære, klassiker.....

Ceremony

En af de allerbedste sange jeg kender er Ceremony. Den blve skrevet af Joy Division og er foreviget i en noget kaotisk version på live-albummet Still. New Order indspillede 2 udgaver, der blev gruppens hhv. første 7" og 12" single. Sangen er gået hen og blevet noget af en klassiker. Bl.a. indspillet af Trains & Boats & Planes med en ung Nikolaj Nørlund på vokal. Her er amerikanske Galaxie 500's smukke fortolkning.

Jolene....

Da Omslagsudgaver for nogle dage siden blev lagt i støbeskeen besluttede jeg, at min første post skulle være et nummer, jeg selv havde "sunget". Og det skete i begyndelsen af 90'erne, hvor karaoke også var kommet til provinsen, og hvor jeg sammen med min gode ven, Leon, fremførte Dolly Parton-klassikeren Jolene - i en Jack Daniels-brandert og i Sisters of mercy's udgave.

Første gang, jeg hørte deres udgave var på en bootleg, jeg ikke længere husker navnet på. Og vi blev blæst omkuld. Tiden var goth, surmuleri og sortklædt, og forsangeren Andrew Eldritch var sammen med Carl McCoy fra de beslægtede Fields of the Nephilim, tidens store helte - på min matrikel. Desperationen hang i Eldritchs stemme og nummeret blev afleveret, som havde bandet selv lavet det.

Når jeg hører det i dag, er det meget tidstypisk og tidens tand klæder det ikke helt. Måske er det bare mig, der er vokset fra det. Men originalen og andre versioner synes en kende bedre, også i dag, men modigt af Sisters of mercy at give sig i lag med denne klassiker. Lyt selv med.....:

Første gang jeg oplevede Peter Sommer live, var som en del af Superjeg, da de en aften for længe, længe siden varmede op for Nikolaj Nørlund på Rytmeposten i Odense. Peter var iklædt en anorak, muligvis med hætten trukket op, attituden husker jeg i hvert som værende så tilknappet, at den snildt kunne have været det.

Forleden rodede jeg så rundt i mine bootlegoptagelser, på jagt efter en cd, der havde sat sig uden for den alfabetiske orden. Her stødte jeg på en uspecificeret Peter Sommer optagelse, der skulle vise sig at være en DR optagelse, fra koncertrækken Trax, hvor forskellige kunstnere vendte snuden hjemad, hvorfor denne optagelse stammer fra Skanderborg. Det afsluttende nummer er fordansket udgave af Oasis "Some Might Say", der nu hedder "Som Man Siger". Ringen er hermed sluttet.

Peter Sommer - "Som Man Siger"

WELCOME !

Her vil der fra tid til anden blive postet "omslagsudgaver" - eller sagt med andre ord, coverversioner af allerede kendte og/eller ukendte toner.

Der er for så vidt ingen rød tråd eller det der ligner. Det være sig ud over, at de numre, der nu må blive postet, alle er versioner af allerede originale numre. Der er altså ingen genrer der hæver sig over andre....

Numrene kommer i en lind strøm. Nogle gange i stimer. Andre gange med mellemrum....

Hvert nummer vil blive ledsaget af ord - det være sig en kort beskrivelse, en følelse, en forklaring eller lignende. 

Der er, med andre ord, ingen regler - men ord vil i en eller anden form ledsage musikken.

Du kan ende ud med at blive begejstret eller frastødt - vi vil holde af begge dele....

Steffen, Martin, Søren, Jens, Søren G & Pter