Emma

Jeg har her tidligere skrevet om en coverversion lavet af Sisters of mercy. Men der var her tale om én, der blev spillet til koncerter og optrådte på diverse bootlegs. Men i 1987/88 smider de singlen Dominion på gaden, og på b-siden optræder Emma. En midt-70'er-sang, der oprindeligt blev udgivet af Hot Chocolate. Et band, der fortsat i min optik står for den lidt for sødmefulde og letbenede soul-disco, og konstrasten mellem Errol Browns halvpinlige forsøg på at lyde som Marvin Gaye og Otis Redding, og så Andrew Eldritchs afgrundsdybe stemme, kunne næppe være større.

I den musikalske grundtone læner Sisters of mercy sig op af forlægget, men gør også nummeret til sit eget - Sisters of mercy-classic, med tunge basgange, trommemaskine og en mur af storladne guitarer. Og samtidig giver Eldritch den meget tragiske og sørgmodige tekst den troværdighed og ægthed, som originalen ikke var i nærheden af at have.

Alt i alt et god eksempel på, at coverversionen kan være bedre en originalen, men som altid afhænger det også af ørene, der lytter. Men uden flere omsvøb, her er Sisters of mercy's udgave af Emma:

Bøffer

Én ting er at lave en god coverversion, noget andet er ved et uheld at komme til at lave et lige så godt nummer, fordi man ikke kan finde ud af at spille et andet. Dette sker utvivlsomt tit - de fleste musikere er blot for forfængelige til at indrømme det.

Måske var postpunk-generationen, som til at begynde med nærmest bestod af ikke-musikere, der notorisk gav pokker i ikke at kunne spille, mindre selvbevidst, når det kom til den slags. I hvert fald skete der det for det unge U2, at bassist Adam Clayton, som havde forelsket sig i New Romantics-stilen, en dag stod i øvelokalet og forsøgte at spille "Fade to Grey" med Visage (1980). Han fik ikke et ben til jorden, for hans timing var helt ude i hampen, men ud af dét fejlslagne eksperiment opstod fundamentet til "New Year's Day" (1983) - et af de numre, som var med til at hæve den irske kvartet fra kultstatus til verdensnavn.

Bernard Sumner fra Joy Division havde sikkert lidt af den samme oplevelse, da han - under arbejdet med debut-lp'en Unknown Pleasures (1979) - prøvede at tackle Nolan Porters northern soul-klassiker "Keep on keeping on" (1972). Nu var mørkemændene fra Manchester nok heller ikke det perfekte band til at tolke dét nummer, men ud af Bernards krampetrækninger voksede i stedet den anderledes truende og voldsomme "Interzone", som måske nok ikke var albummets højdepunkt, men trods alt har fortjent sin plads i gruppens lille, meget fornemme sangkanon.

I 1984 var den muligvis gal igen. Under en lettere desperat session med Arthur Baker i New York, hvor der manglede nyt materiale, forvandlede bassist Peter Hook fra samme band - som i mellemtiden havde skiftet navn til New Order - i hvert fald riffet fra Hot Chocolates "Emma" (1974) til ledemotivet på singlen "Thieves like us".

Også i Danmark har man visse eksempler. Sort Sol huggede med arme og ben - bevidst eller ubevidst - når de kunne, og for Disneyland After Dark startede hele den cowpunk-stil, de brød igennem med på Call of the Wild (1986) således, at Stig Pedersen - hvad er det med de bassister? - fik vendt op og ned på tonerne i Suicides "Ghost Rider" (1977) ved en fejl. Derved opstod grundklodserne til "Trucker", og resten er historie.

Visse coverversioner er altså ikke bare coverversioner, nej, knapt nok versioner overhovedet. De er originaler og langt fra så ringe igen. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er ren og skær amatørisme tit nøglen til succes.