Love will tear us apart

Med-blogger Jens K. har her kantet det amerikanske band Swans - om deres udgave af Can't find my way home. Og Swans er også omdrejningspunktet for dette indlæg.

Love will tear us apart. Joy Division-klassikeren er for mange, inklusive mig selv, tæt på at være musikkens hellige gral. Testamentet over Joy Division og Ian Curtis, linket mellem punken og post-punken og én af de smerteligtse sange, der er skrevet om en kærlighed, der ikke længere er der. Musikken er kuldslået og Curtis synger så desperat og følelseskoldt, at smerten kan skæres i skiver.

Af selvsamme grunde, burde det kræve stort mod at prøve kræfter med en coverversion. Men det har dog ikke hindret mange i at gøre - med Paul Young som bundskraberen.

Men - det er dog lykkes i et, ja faktisk to tilfælde, men af ét band, Swans. Og netop deres versioner var min indgang til dette band. I 1988 var MTV-programmet 120 minutes et fast omdrejningspunkt for mit tv-forbrug. Og en aften toner det for mig ukendte band, Swans, frem, og jeg bliver blæst omkuld af deres version af Love will tear us apart. Musikken er blevet mere poleret, men Michael Gira giver med sin dybe og apatiske stemme sangen en kant, du bliver ved og ved at skære dig på - på den gode måde.

Jeg finder ud af, at sangen er udsendt på EP - ja, faktisk flere. Én med Michael Gira og så én med bandets anden frontfigur, Jarboe. Og hvor Giras er meget melodisk, er Jarboes frygtindgydende, hvor hun synger, som teksten er noget selvoplevet. Slet og ret gåsehudsfremkaldende.

Nedenfor kan begge versioner lyttes:

Bøffer

Én ting er at lave en god coverversion, noget andet er ved et uheld at komme til at lave et lige så godt nummer, fordi man ikke kan finde ud af at spille et andet. Dette sker utvivlsomt tit - de fleste musikere er blot for forfængelige til at indrømme det.

Måske var postpunk-generationen, som til at begynde med nærmest bestod af ikke-musikere, der notorisk gav pokker i ikke at kunne spille, mindre selvbevidst, når det kom til den slags. I hvert fald skete der det for det unge U2, at bassist Adam Clayton, som havde forelsket sig i New Romantics-stilen, en dag stod i øvelokalet og forsøgte at spille "Fade to Grey" med Visage (1980). Han fik ikke et ben til jorden, for hans timing var helt ude i hampen, men ud af dét fejlslagne eksperiment opstod fundamentet til "New Year's Day" (1983) - et af de numre, som var med til at hæve den irske kvartet fra kultstatus til verdensnavn.

Bernard Sumner fra Joy Division havde sikkert lidt af den samme oplevelse, da han - under arbejdet med debut-lp'en Unknown Pleasures (1979) - prøvede at tackle Nolan Porters northern soul-klassiker "Keep on keeping on" (1972). Nu var mørkemændene fra Manchester nok heller ikke det perfekte band til at tolke dét nummer, men ud af Bernards krampetrækninger voksede i stedet den anderledes truende og voldsomme "Interzone", som måske nok ikke var albummets højdepunkt, men trods alt har fortjent sin plads i gruppens lille, meget fornemme sangkanon.

I 1984 var den muligvis gal igen. Under en lettere desperat session med Arthur Baker i New York, hvor der manglede nyt materiale, forvandlede bassist Peter Hook fra samme band - som i mellemtiden havde skiftet navn til New Order - i hvert fald riffet fra Hot Chocolates "Emma" (1974) til ledemotivet på singlen "Thieves like us".

Også i Danmark har man visse eksempler. Sort Sol huggede med arme og ben - bevidst eller ubevidst - når de kunne, og for Disneyland After Dark startede hele den cowpunk-stil, de brød igennem med på Call of the Wild (1986) således, at Stig Pedersen - hvad er det med de bassister? - fik vendt op og ned på tonerne i Suicides "Ghost Rider" (1977) ved en fejl. Derved opstod grundklodserne til "Trucker", og resten er historie.

Visse coverversioner er altså ikke bare coverversioner, nej, knapt nok versioner overhovedet. De er originaler og langt fra så ringe igen. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er ren og skær amatørisme tit nøglen til succes.