Love will tear us apart. Joy Division-klassikeren er for mange, inklusive mig selv, tæt på at være musikkens hellige gral. Testamentet over Joy Division og Ian Curtis, linket mellem punken og post-punken og én af de smerteligtse sange, der er skrevet om en kærlighed, der ikke længere er der. Musikken er kuldslået og Curtis synger så desperat og følelseskoldt, at smerten kan skæres i skiver.
Af selvsamme grunde, burde det kræve stort mod at prøve kræfter med en coverversion. Men det har dog ikke hindret mange i at gøre - med Paul Young som bundskraberen.
Men - det er dog lykkes i et, ja faktisk to tilfælde, men af ét band, Swans. Og netop deres versioner var min indgang til dette band. I 1988 var MTV-programmet 120 minutes et fast omdrejningspunkt for mit tv-forbrug. Og en aften toner det for mig ukendte band, Swans, frem, og jeg bliver blæst omkuld af deres version af Love will tear us apart. Musikken er blevet mere poleret, men Michael Gira giver med sin dybe og apatiske stemme sangen en kant, du bliver ved og ved at skære dig på - på den gode måde.
Jeg finder ud af, at sangen er udsendt på EP - ja, faktisk flere. Én med Michael Gira og så én med bandets anden frontfigur, Jarboe. Og hvor Giras er meget melodisk, er Jarboes frygtindgydende, hvor hun synger, som teksten er noget selvoplevet. Slet og ret gåsehudsfremkaldende.
Nedenfor kan begge versioner lyttes:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar