True Faith

Jeg har i dette forum hidtil skrevet om coverversioner, jeg syntes rigtigt godt om og som matchede eller overstrålede originalen. Men der findes naturligvis også mange eksempler på det stik modsatte!

Ét af dem er George Michaels version af New Order-klassikeren True Faith - måske den bedste single, der nogensinde er udsendt!

Nu er smag ofte svær at diskutere og alt afhænger af øret, der lytter, og der er nok mange, som vil mene, at George Michaels version er ganske fin. Jeg selv sætter ret beset også stor pris på ham, og synes, at han gennem tiden har lavet mange fine sager og tidsløse klassikere - både i Wham og som solo.

Men på den single, han udsender i marts 2011, og som støtte til Comic Relief, maltrakterer han originalen og rækker den så meget ned i tempo, at versionen nærmest bliver tragikomisk og overdramatisk/-svulstig. Han får dog en lille stjerne for støtten til Comic Relief.

Men døm selv....:

Bøffer

Én ting er at lave en god coverversion, noget andet er ved et uheld at komme til at lave et lige så godt nummer, fordi man ikke kan finde ud af at spille et andet. Dette sker utvivlsomt tit - de fleste musikere er blot for forfængelige til at indrømme det.

Måske var postpunk-generationen, som til at begynde med nærmest bestod af ikke-musikere, der notorisk gav pokker i ikke at kunne spille, mindre selvbevidst, når det kom til den slags. I hvert fald skete der det for det unge U2, at bassist Adam Clayton, som havde forelsket sig i New Romantics-stilen, en dag stod i øvelokalet og forsøgte at spille "Fade to Grey" med Visage (1980). Han fik ikke et ben til jorden, for hans timing var helt ude i hampen, men ud af dét fejlslagne eksperiment opstod fundamentet til "New Year's Day" (1983) - et af de numre, som var med til at hæve den irske kvartet fra kultstatus til verdensnavn.

Bernard Sumner fra Joy Division havde sikkert lidt af den samme oplevelse, da han - under arbejdet med debut-lp'en Unknown Pleasures (1979) - prøvede at tackle Nolan Porters northern soul-klassiker "Keep on keeping on" (1972). Nu var mørkemændene fra Manchester nok heller ikke det perfekte band til at tolke dét nummer, men ud af Bernards krampetrækninger voksede i stedet den anderledes truende og voldsomme "Interzone", som måske nok ikke var albummets højdepunkt, men trods alt har fortjent sin plads i gruppens lille, meget fornemme sangkanon.

I 1984 var den muligvis gal igen. Under en lettere desperat session med Arthur Baker i New York, hvor der manglede nyt materiale, forvandlede bassist Peter Hook fra samme band - som i mellemtiden havde skiftet navn til New Order - i hvert fald riffet fra Hot Chocolates "Emma" (1974) til ledemotivet på singlen "Thieves like us".

Også i Danmark har man visse eksempler. Sort Sol huggede med arme og ben - bevidst eller ubevidst - når de kunne, og for Disneyland After Dark startede hele den cowpunk-stil, de brød igennem med på Call of the Wild (1986) således, at Stig Pedersen - hvad er det med de bassister? - fik vendt op og ned på tonerne i Suicides "Ghost Rider" (1977) ved en fejl. Derved opstod grundklodserne til "Trucker", og resten er historie.

Visse coverversioner er altså ikke bare coverversioner, nej, knapt nok versioner overhovedet. De er originaler og langt fra så ringe igen. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er ren og skær amatørisme tit nøglen til succes.