Ziggy Stardust

I min gymnasieklikkes jagt på sort (nej, ikke soul) musik stødte vi naturligvis på et tidspunkt på det engelske postpunk band Bauhaus. Jeg blev aldrig megafan, men kan i dag godt lide dem i små mængder. Bauhaus indspillede en håndfuld ret forrygende coverversioner. Og i anledning af 40-års dagen for udgivelsen af David Bowies Ziggy Stardust-album, er det på sin plads at høre Bauhaus version af TITELNUMMERET.

Cry, cry, cry

I anledning af at Nikolaj Nørlund i dag er blevet ufrivilligt midtpunkt i en historie (der vist ikke er så pokkers meget kød på) om inhabilitet, kommer her hans version af Johnny Cash's Cry, cry, cry.

Africa

Jeg har på min egen blog tidligere skrevet om Low's version af Toto-hittet Africa, men de gør det så godt og originalt, at jeg gerne gør det igen.

Toto er ret beset én af mine gulity pleasures, om end de nu om dage meget sjældent spilles hjemme på min egen matrikel, men når jeg hører Africa, Roseanna, I'll be over you, I won't hold you back og så videre i radioen eller til fester, fanger jeg ofte mig selv i at nynne med og mærke, at det sædvanligvis høje humør stige et par grader.

Africa er i mine ører en udødelig klassiker, hvor årene siden udsendelsen har været nænsomme ved den. Og Low viser stor respekt for den, hvor de bærer den ind i deres eget afdæmpede univers, og Mimi Parker fremfører den, som havde englene taget bo i hende.

Vurder selv - musikken cirka 1½ minut inde i klippet:

Hey hey, my my (Into the black)

Et af de mest imødesete albums her på matriklen er p.t. det kommende med Chromatics. Jeg kender ikke meget til bandet, men Jens Unmack har på sin blog flere gange skrevet om dem og linket til sange, og det har lydt mere end lovende!

Anden single er nu på gaden, og her prøver de kræfter med selveste Neil Young - og slipper djævelsk godt fra det!

Hey hey, my my (Into the black) er den sang, der for alvor overbeviste mig om Neil Youngs kvaliteter, og er den dag i dag fortsat én af min absolutte favoritter - fra Young, men også generelt set. Og enhver fortolkning af den, ville i mine ører være at betegne som helligbrøde!

Lige indtil i dag, hvor jeg ser, at Unmack linker til Chromatics' version/fortolkning af sangen. Tempoet er trukket endnu længere ned og sangen er båret ind i det drømmende musikunivers, der vist er kendetegnende for bandet. Men samtidig er den skæbnesvangre tone fra originalen bevaret, og skulle tv-serien Twin Peaks laves i dag, ville David Lynch utvivlsomt inkludere deres udgave i lydsporet.

Nå, der kunne skrives meget mere om sangen, for der er tale om én af de bedste coverversioner, jeg nogensinde har hørt - jeg er dog opmærksom på, at jeg er farvet af, at der er tale om en absolut yndlingssang! Men vurdér selv:

Brian Fallon - Backstreets

De, The Gaslight Anthem og Brian Fallon er fra samme by. New Jersey, skulle nogen tvivle! Lytter man til The Gaslight Anthem er inspirationen tydelig - der bor en Springsteen i det orkester. De har også, med fremragende resultat til følge, spillet med netop Bruce Springsteen flere gange.

Her folder forsanger Brian Fallon sig ud i et af Springsteens (mange) mesterværker - og gør nummeret ære!

The Gaslight Anthem er forøvrigt andet orkester på sommerens Northside Festival i Aarhus - håber jeg når pladsen i tide, den fredag eftermiddag i juni....tror det kan blive fint - også selvom de sikkert ikke spiller denne!

True Faith

Jeg har i dette forum hidtil skrevet om coverversioner, jeg syntes rigtigt godt om og som matchede eller overstrålede originalen. Men der findes naturligvis også mange eksempler på det stik modsatte!

Ét af dem er George Michaels version af New Order-klassikeren True Faith - måske den bedste single, der nogensinde er udsendt!

Nu er smag ofte svær at diskutere og alt afhænger af øret, der lytter, og der er nok mange, som vil mene, at George Michaels version er ganske fin. Jeg selv sætter ret beset også stor pris på ham, og synes, at han gennem tiden har lavet mange fine sager og tidsløse klassikere - både i Wham og som solo.

Men på den single, han udsender i marts 2011, og som støtte til Comic Relief, maltrakterer han originalen og rækker den så meget ned i tempo, at versionen nærmest bliver tragikomisk og overdramatisk/-svulstig. Han får dog en lille stjerne for støtten til Comic Relief.

Men døm selv....:

Når revolutionen kommer og svinene skal klynges op, så vær forvisset  om, at jeg står klar med reb og galge til dele af den nye bølge i danske musikscene. Veto, When Saints Go Machine, Turboweekend og vel efterhånden også Spleen United kan godt begynde at kigge sig over skulderen. Jeg har i de sidste desperate pladehandlerdage losset tonsvis af lortet over disken uden nogensinde at forstå, hvad fanden nogensomhelst kunne høre i det, jeg mener, hvem vil skides i munden på en sommerdag, når man kan få en is, men det var der åbenbart så rigeligt der ville. Siden pladehandlerexiten for 2-3 år siden har jeg gudskelov ikke haft grund til at skulle forholde mig til de ovenstående navne, men da jeg for nylig læste, at When Saints Go Machine havde lavet en coverversion af Verves "Bitter Sweet Symphony" løb nysgerrigheden alligevel af med mig. Kunne det være så rædselsfuldt som det lød, og jo, ingen grund til at ryste på hverken hænder eller i bukserne, det er en massakre af den gode smag og af værste skuffe. Som det forfængelige væsen jeg er, vil jeg naturligvis ikke have siddende på mig, at jeg er den eneste, der har sværtet mine ører grundet egen dumhed, derfor bedes du ignorere ovenstående og trykke på nedenstående link, så sætter vi en dato for revolutionen bagefter.

When Saint Go Machine "Bitter Sweet Symphony"