Ziggy Stardust

I min gymnasieklikkes jagt på sort (nej, ikke soul) musik stødte vi naturligvis på et tidspunkt på det engelske postpunk band Bauhaus. Jeg blev aldrig megafan, men kan i dag godt lide dem i små mængder. Bauhaus indspillede en håndfuld ret forrygende coverversioner. Og i anledning af 40-års dagen for udgivelsen af David Bowies Ziggy Stardust-album, er det på sin plads at høre Bauhaus version af TITELNUMMERET.

Kult er et af de mest fortærskede begreber man kan finde i den nudanske ordbog, men samtidigt det helt rigtige ord at gribe ud efter når talen falder på The Langley Schools Music Project.

Historien kort fortalt: 

The Langley Schools Music Project is a collection of children's chorus recordings made from 1976-77 by Canadian music teacher Hans Fenger in a school gymnasium in Langley, British Columbia, near Vancouver. The students performed unique versions of pop hits by the likes of The Beach Boys, David Bowie, and Paul McCartney. The recordings were quickly forgotten until Victoria record collector Brian Linds found the first record in a thrift store and sent it to author, WFMU radio DJ, and "outsider music" enthusiast Irwin Chusid in 2000. After ten label rejections, Irwin managed to get the album released on Bar/None Records, and it immediately created an international buzz, making many end-of-the-year best album lists in 2001. 

Jeg havde selv glemt alt om pladen indtil den forleden dag dukkede op mellem Lambchops "Nixon" og Kim Larsens "5 Eiffel". Numrene er helt horribelt optaget, og fremført på tvivlsomste vis, men rummer alligevel så megen intensitet, at det nærmest sitrer. Børnenes koncentration er åbenlys, og dette kuriosum er ganske enkelt musikalsk spilleglæde i sin reneste form. Bedst på pladen er fortolkningen af "Space Oddity", nedtællingen alene burde kunne gøre det.

The Langley School Music Project "Space Oddity"

The man who sold the world

Jeg var aldrig rigtigt på Nirvana, og jeg har heller aldrig sådan rigtigt været på David Bowie. Men i november 1993 træder førstnævnte ind i MTV's studier for at give deres bidrag til Unplugged-serien. Og et af numrene er Bowies The man who sold the world. Og den bliver afleveret på frygtindgydende vis. Kurt Cobain synger fra sindets mørkeste afkroge og desperationen hænger nærmest i mikrofonen, mens bandet leverer et afdæmpet, men fortsat fremhævet lydtapet.

Det er gribende og fabelagtigt, og absolut én af de bedste Unplugged-performances - overhovedet. Og måske én af de bedste coverversioner, vi er blevet givet - lyttet som et samlet hele. Hvis målebåndet er troskab til originalen og med coverartistens eget touch, egen lyd.

Med til historien hører også, at 5 måneder senere er Kurt Cobain ikke mere, og hele Unplugged-koncerten bærer også præg af en mand og et band i fysisk og mental opløsning. Men også om et uomstrideligt stort talent og potentiale.

Lyt selv med:

Jeg er ikke den store David Bowie fan, og slet ikke af de titler, der skabte hans navn. Lyden af 70'erne tiltaler mig på ingen måde, alt var af en eller anden grund bare så pissefesent produceret (med forbehold). Skal man tale om at jeg alligevel har en yndlingsplade med Bowie, så er det den bonus-cd, der fulgte med "Bowie at the Beeb", indeholdende en liveoptagelse fra 2000. Live lever numrene, og sætter sig ud over den oprindelige produktion. "Space Oddity" er ikke at finde på cd'en, men det er den til gengæld på Natalie Merchants liveplade "Live in Concert" fra 1999. Natalie Merchant skruer helt op for vokalen i hendes fortolkning, der er langt mere varm og indbydende end originalen. Jeg havde luret lidt på 10.000 Maniacs, men det var det her nummer, der endegyldigt overbeviste mig om, at Natalie Merchant var værd at lytte til.

Natalie Merchant "Space Oddity"