Jeg var lige en tand for hurtig på aftrækkeren, da jeg her den anden dag skrev, at jeg ikke kunne komme i tanke om nogen gode Depeche Mode-coverversioner. For Johnny Cash giver HER med sejt swingende backing en habil fortolkning af Depeche Modes vellykkede bud på et stykke elektronisk blues, nemlig Personal Jesus.
Og mon ikke vi møder den gode Cash en anden god gang i dette forum?
søndag den 29. april 2012
fredag den 27. april 2012
London Calling
Til sommer spiller Bruce Springsteen på årets Roskilde. En koncert, der meget vel kan gå hen at blive én af tidernes største koncerter på festivalen.
Det er alt, alt for tidligt at gisne om, hvad han vil spille - vi ved kun, at han vil spille i lang tid! - og at gisne om dette, er skønne spildte kræfter, for han har på de senere års turneer konstant skiftet ud i sin sætliste, hvor uforudsigelighed har været omdrejningspunktet.
Og der var næppe mange af dem, der i 2009 var troppet op i Londons Hyde Park, der havde tænkt "Springsteen indleder sgu med The Clash's London Calling". Men det gjorde han! En øvelse, der nærmest ville tendere blasfemi - en amerikaner spiller én af de mest ærkebritiske sange fra et ærkebritisk band! Men han slap af sted med det - fordi, han var tro mod forlægget og fordi, han på mange måder er én af de få kunstnere, der nærmest legemliggør troværdighed. Nummeret kan høres nedenfor. Jeg foretrækker fortsat originalen, men Springsteens version ER forrygende:
Om han til sommer laver samme finte, har jeg ingen anelse om! Det må tiden vise.....
Det er alt, alt for tidligt at gisne om, hvad han vil spille - vi ved kun, at han vil spille i lang tid! - og at gisne om dette, er skønne spildte kræfter, for han har på de senere års turneer konstant skiftet ud i sin sætliste, hvor uforudsigelighed har været omdrejningspunktet.
Og der var næppe mange af dem, der i 2009 var troppet op i Londons Hyde Park, der havde tænkt "Springsteen indleder sgu med The Clash's London Calling". Men det gjorde han! En øvelse, der nærmest ville tendere blasfemi - en amerikaner spiller én af de mest ærkebritiske sange fra et ærkebritisk band! Men han slap af sted med det - fordi, han var tro mod forlægget og fordi, han på mange måder er én af de få kunstnere, der nærmest legemliggør troværdighed. Nummeret kan høres nedenfor. Jeg foretrækker fortsat originalen, men Springsteens version ER forrygende:
Om han til sommer laver samme finte, har jeg ingen anelse om! Det må tiden vise.....
Ulmen og ildløs - Cohen og Coil
Leonard Cohen er nok en af de artister i verdenshistorien, som har været udsat for flest fortolkninger fra andre kunstnere, og som bl.a. hyldestpladen På danske læber (2006) demonstrerede, er der altså forbavsende få, som kan fylde mandens sko. Én ting er at eksperimentere med hans tekster og musik, noget helt andet er at matche den rugende, nøgterne power, denne ikke-sanger rent faktisk har som performer. Når selv en autoritet i egen ret som Jeff Buckley kom til kort over for "Hallelujah" i sin tid, er det at placere sig selv på en kunstnerisk Urias-post at tage livtag med netop denne mands materiale. Hvilket naturligvis ikke har forhindret kunstnere i tusindvis - fra Steffen Brandt til The Sisters of Mercy - i at gøre forsøget.
Kun én - én - fortolkning af et Cohen-nummer kan jeg komme i tanke om, der ikke skyder under målet. Den skyder strengt taget heller ikke over, for hvem kan det, men i det mindste har man efter min mening med en coverversion af gøre, der har sin egen ubestridelige autoritet. Som ikke kommer til kort over for den canadiske rockpoets originalindspilning, men har sit helt eget, stærke nærvær.
Ikke uden grund danner den det dunkle omdrejningspunkt på Coil-albummet Horse Rotorvator fra 1987 - et konceptalbum, der i sin egen ret er lige så stærkt som Cohen mest klassiske plader, men nægtet samme status i en bredere offentlighed pga. bandets tilhørsforhold til den mere obskure del af industrial/neofolk-scenen. Backet af bl.a. Peter Christopherson (ex-Throbbing Gristle) og Stephen Thrower på bombastisk percussion, dommedags-stringers og cut-ups en masse foredrager sangeren John Balance - en sand poéte maudit i egen ret - en flot stak tekster fyldt med allehånde okkulte henvisninger, der alle kredser omkring døden som fænomen, om den så tager form af dommedag, filminstruktøren Pier Paolo Pasolinis himlen for en trækkerdrengs hånd i kystbyen Ostia eller den helt nære, personlige udånding. Jeg kunne skrive mangt og meget om denne fornemme plade - om det krampagtige samplerhelvede på "The anal staircase", de pulveriserende beats på "Penetralia" eller den respektindgydende, instrumentale afslutning "The first five minutes after death", men lad nu dét være. Hør dette varierede, kraftfulde, stemningsmættede, opfindsomme og meget gennemførte album selv. Nu handler det om Cohen. Cohen i form af den smukke, men også truende salme "Who by fire".
Hos Coil som hos Cohen skal ordet "salme" - selvom teksten faktisk er baseret på en Yom Kippur-bøn - dog tages med et gran salt. Som sådan anerkender sangen, at der eksisterer noget højere, som viser sig i en række grænsesituationer, men ingen bruger ordet "Gud", og uanset hvilken entitet, der er tale om, er det én, der lige så gerne viser sig i råddenskaben som blomsterfloret. Hvor Cohen er dobbelttydig, betoner Coil dog - temaet tro - det første gennem frosne, klare, middelalderlige synthklange og percussion, der lyder som knogler, som brækker. Begge versioner har et vagt mellemøstligt præg over sig - originalen vel som et resultat af sangskriverens jødiske kulturarv - men hos Coil bliver "Who by fire" til en klagesang under en blodsprængt arabisk himmel, mens vingede væsener trutter i basuner og mørke ryttere gungrer bag bakkerne. I det hele taget får fortolkningen ikke for lidt på nogen konto, og det er måske netop det, der giver den sin særlige relevans. Havde Cohen ikke været canadier, kunne han lige så vel have været jyde, så underspillet er hans signal. Coil, derimod, er lyden af blod, flammer og is - over the top-ekspressive som om, de næsten ikke kunne gøre for det. Og det kunne de vel også knapt: Gennem hele sit lidt for korte liv, der sluttede i 2004, var Balance plaget så voldsomt af visioner og syner, at han ofte søgte trøst i flasken. Partneren Christopherson fulgte ham i øvrigt ud af denne verden for to år siden.
Det kunne man sikkert filosofere længe og morbidt over. Det vil jeg overlade til læseren. Lad mig blot igen understrege, at findes der en udgave af et Cohen-nummer, som gør mesteren ære hvad angår både selvstændigt format og stemningsmættet udførelse, er det disse morbide briter, man skal opsøge. Og så ellers lade musikken tale for sig selv resten af vejen...
Kun én - én - fortolkning af et Cohen-nummer kan jeg komme i tanke om, der ikke skyder under målet. Den skyder strengt taget heller ikke over, for hvem kan det, men i det mindste har man efter min mening med en coverversion af gøre, der har sin egen ubestridelige autoritet. Som ikke kommer til kort over for den canadiske rockpoets originalindspilning, men har sit helt eget, stærke nærvær.
Ikke uden grund danner den det dunkle omdrejningspunkt på Coil-albummet Horse Rotorvator fra 1987 - et konceptalbum, der i sin egen ret er lige så stærkt som Cohen mest klassiske plader, men nægtet samme status i en bredere offentlighed pga. bandets tilhørsforhold til den mere obskure del af industrial/neofolk-scenen. Backet af bl.a. Peter Christopherson (ex-Throbbing Gristle) og Stephen Thrower på bombastisk percussion, dommedags-stringers og cut-ups en masse foredrager sangeren John Balance - en sand poéte maudit i egen ret - en flot stak tekster fyldt med allehånde okkulte henvisninger, der alle kredser omkring døden som fænomen, om den så tager form af dommedag, filminstruktøren Pier Paolo Pasolinis himlen for en trækkerdrengs hånd i kystbyen Ostia eller den helt nære, personlige udånding. Jeg kunne skrive mangt og meget om denne fornemme plade - om det krampagtige samplerhelvede på "The anal staircase", de pulveriserende beats på "Penetralia" eller den respektindgydende, instrumentale afslutning "The first five minutes after death", men lad nu dét være. Hør dette varierede, kraftfulde, stemningsmættede, opfindsomme og meget gennemførte album selv. Nu handler det om Cohen. Cohen i form af den smukke, men også truende salme "Who by fire".
Hos Coil som hos Cohen skal ordet "salme" - selvom teksten faktisk er baseret på en Yom Kippur-bøn - dog tages med et gran salt. Som sådan anerkender sangen, at der eksisterer noget højere, som viser sig i en række grænsesituationer, men ingen bruger ordet "Gud", og uanset hvilken entitet, der er tale om, er det én, der lige så gerne viser sig i råddenskaben som blomsterfloret. Hvor Cohen er dobbelttydig, betoner Coil dog - temaet tro - det første gennem frosne, klare, middelalderlige synthklange og percussion, der lyder som knogler, som brækker. Begge versioner har et vagt mellemøstligt præg over sig - originalen vel som et resultat af sangskriverens jødiske kulturarv - men hos Coil bliver "Who by fire" til en klagesang under en blodsprængt arabisk himmel, mens vingede væsener trutter i basuner og mørke ryttere gungrer bag bakkerne. I det hele taget får fortolkningen ikke for lidt på nogen konto, og det er måske netop det, der giver den sin særlige relevans. Havde Cohen ikke været canadier, kunne han lige så vel have været jyde, så underspillet er hans signal. Coil, derimod, er lyden af blod, flammer og is - over the top-ekspressive som om, de næsten ikke kunne gøre for det. Og det kunne de vel også knapt: Gennem hele sit lidt for korte liv, der sluttede i 2004, var Balance plaget så voldsomt af visioner og syner, at han ofte søgte trøst i flasken. Partneren Christopherson fulgte ham i øvrigt ud af denne verden for to år siden.
Det kunne man sikkert filosofere længe og morbidt over. Det vil jeg overlade til læseren. Lad mig blot igen understrege, at findes der en udgave af et Cohen-nummer, som gør mesteren ære hvad angår både selvstændigt format og stemningsmættet udførelse, er det disse morbide briter, man skal opsøge. Og så ellers lade musikken tale for sig selv resten af vejen...
torsdag den 26. april 2012
Brand new Cadilac
Det er ikke alle bag vort lille bloggerfællesskab, der er lige begejstrede for The Clash. Men vi sætter vist alle stor pris på Jens Unmack, der i dag har fødselsdag. Og da den gode Unmack er kæmpe Clash-fan må det i dag være på sin plads med deres hæsblæsende version af BRAND NEW CADILAC. Originalversionen fra 1958 med Vince Taylor kan høres HER.
onsdag den 25. april 2012
Compulsion
Jeg har for tiden noget af et Depeche Mode-flip. Er endda i øjeblikket godt i gang med en i øvrigt udmærket og ret nørdet buografi om dem med titlen Stripped. En del grupper har lavet Depeche-covers, ofte har man forsøgt med rockede arrangementer, men jeg husker ikke nogen rigtig gode bud.
Depeche Mode-sangskriver Martin Gore har indspillet et par albums med coverversioner, som jeg kun kender overfladisk. Jeg ved dog, at der både har været tale om forholdsvis kendte numre med bl.a. Nick Cave og helt obskure sager, som COMPULSION, oprindeligt indspillet af den for mig totalt ukendte Joe Crow. Venlige mennesker har i øvrigt lagt originalen på youtube.
Der er tale om en fin, lidt underspillet sang, og det er en fornøjelse at høre Gore fra en mindre svulstig (eller man kunne være venlig og skrive følsom) side...
Depeche Mode-sangskriver Martin Gore har indspillet et par albums med coverversioner, som jeg kun kender overfladisk. Jeg ved dog, at der både har været tale om forholdsvis kendte numre med bl.a. Nick Cave og helt obskure sager, som COMPULSION, oprindeligt indspillet af den for mig totalt ukendte Joe Crow. Venlige mennesker har i øvrigt lagt originalen på youtube.
Der er tale om en fin, lidt underspillet sang, og det er en fornøjelse at høre Gore fra en mindre svulstig (eller man kunne være venlig og skrive følsom) side...
tirsdag den 24. april 2012
The Cramps "Surfin' Bird"
Ramones "Surfin Bird"
mandag den 16. april 2012
Emma
Jeg har her tidligere skrevet om en coverversion lavet af Sisters of mercy. Men der var her tale om én, der blev spillet til koncerter og optrådte på diverse bootlegs. Men i 1987/88 smider de singlen Dominion på gaden, og på b-siden optræder Emma. En midt-70'er-sang, der oprindeligt blev udgivet af Hot Chocolate. Et band, der fortsat i min optik står for den lidt for sødmefulde og letbenede soul-disco, og konstrasten mellem Errol Browns halvpinlige forsøg på at lyde som Marvin Gaye og Otis Redding, og så Andrew Eldritchs afgrundsdybe stemme, kunne næppe være større.
I den musikalske grundtone læner Sisters of mercy sig op af forlægget, men gør også nummeret til sit eget - Sisters of mercy-classic, med tunge basgange, trommemaskine og en mur af storladne guitarer. Og samtidig giver Eldritch den meget tragiske og sørgmodige tekst den troværdighed og ægthed, som originalen ikke var i nærheden af at have.
Alt i alt et god eksempel på, at coverversionen kan være bedre en originalen, men som altid afhænger det også af ørene, der lytter. Men uden flere omsvøb, her er Sisters of mercy's udgave af Emma:
I den musikalske grundtone læner Sisters of mercy sig op af forlægget, men gør også nummeret til sit eget - Sisters of mercy-classic, med tunge basgange, trommemaskine og en mur af storladne guitarer. Og samtidig giver Eldritch den meget tragiske og sørgmodige tekst den troværdighed og ægthed, som originalen ikke var i nærheden af at have.
Alt i alt et god eksempel på, at coverversionen kan være bedre en originalen, men som altid afhænger det også af ørene, der lytter. Men uden flere omsvøb, her er Sisters of mercy's udgave af Emma:
mandag den 2. april 2012
Woodpigeon har været nævnt tidligere på bloggen, og det samme har Leonard Cohen. Nu er førstnævnte blandt de 25, der hylder sidstnævnte på tributepladen "The Bard of Montreal", der kan downloades kvit, frit og ganske gratis hos Herohill, der også står bag kompileringen.
Abonner på:
Opslag (Atom)