Langebro kort

I protest mod Martin Petersens kommentar forleden om, at Love Shops udgave af Gasolin's "Langebro" (1971), der kan findes på hyldestalbummet Fi-Fi Dong fra 1995, ikke var værd at kaste de store ord efter, vil jeg blot sige, at den i mine øjne er helt central. Ikke kun som en perle i LS-kataloget som helhed, men som et slet skjult forlæg for senere versioner fra to lige så væsentlige, men i denne sammenhæng slet ikke så sejlende sejrssikre orkestre.

Men Love Shop først. Det, som for mig gør Jens Unmack og Co.'s indspilning så essentiel, er den måde, bandet formår at videreføre originalens tunge, stenede stemning på samtidig med, at sangen som helhed  - og dét er det helt afgørende - filtreres gennem en helt anden, mere vejrbidt sensibilitet end Kim Larsens i 70'erne. Jo, det er sandt nok, at Love Shop ikke ændrer det store ved selve nummerets struktur, men den smule, de tilføjer, er til gengæld uhyre effektfuldt. Tempoet er sat ned, så man har fornemmelsen af at bære hele klodens vægt på skuldrene i hver eneste takt. Synthesizeren skurrer hen over byens brosten som en isvind fra det dybeste tomrum, og Hilmer Hassigs guitar er snarere David Gilmour på en afgrundsdyb nedtur end det ekko af Jimi Hendrix, Franz Beckerlee aldrig rigtigt blev andet end. Og så er der selve Unmacks stemmeføring... Hvor Kim Larsen foredrog teksten som en socialt og menneskeligt indigneret socialdemokrat af den gamle skole - og dermed beskrev personerne i den udefra - har man vitterligt følelsen af, at Love Shop-sangeren ser ud på byen gennem drankernes, dommedagsprædikantens og den forladte kvindes øjne. Og alt, han ser, er et vakuum så enormt, køligt og menneskefjendsk, at man vitterligt får fornemmelsen af, at det blot vil være en befrielse, hvis "Jorden går under i dag". Hvor Kim Larsen stadig bar rundt på arven fra Stauning og hippiebevægelsen, kan man godt fornemme, at Unmack er flasket op på Sex Pistols og Joy Division. Han bærer - på denne fornemme indspilning - en ny og ganske anderledes tids lede rundt i selve sit genom. Og netop derfor er Love Shops læsning af sangen både frisk, vedkommende og essentiel, om den så er forstemmende - for dét er den - eller ej!

I oktober 2008 tog et midlertidigt gendannet Sort Sol - i øvrigt suppleret op med selveste Willi Jønsson - samme sang op under en optræden i Amager Bio, som kan ses her. Tempoet var Love Shops, stemningen ligeså, men arrangementet mere spartansk og vokalen mere overfladisk, selvom Steen Jørgensen kan være en stor fortolker, når det slår ham. Dét var han ikke der. Noget bedre har Spids Nøgenhats forskellige koncertfortolkninger af "Langebro" været - sikkert også fordi dette band i en hel anden grad har haft tid og mulighed for at afprøve forskellige muligheder. Denne optagelse er f.eks. ekstremt vellykket. Tempoet og desperationen er stadig Love Shopsk - måske fordi musikerne er af samme generation - men stemningen trods alt mere ovre i retning af Gasolin' på et strengt syretrip. Ved andre lejligheder har gruppens fremførelse af "Langebro" dog mindet stærkt om Sort Sols, som... Ja, kære læser, du kender historien.

Så spørger man mig, er der den dag i dag kun to fuldgyldige indspilninger af sangen: Gasolin's og Love Shops. Men en fremragende egenskab ved musik er, at den er et materie, som til enhver tid kan antage nye, markante former, og ikke blot kan Spids Nøgenhat stadig nå at levere deres helt eget, stærke take: Kun guderne ved, hvad nye generationer kan og givetvis vil få ud af så slidstærk og eviggyldig en komposition.     

Jeg kan, uanset hvor meget jeg vrider min hjerne, ikke komme i tanke om at Love Shop skulle have lavet andre coverversioner end deres udgave af Gasolin's "Langebro, og selvom fortolkningen er ganske fin, så er den ikke heller ikke så spændende, at det er nødvendigt, at kaste ord efter den. Love Shop er til gengæld blevet fortolket, og her er det debutsinglen "En Nat Bliver Det Sommer", der har været favoritten. Peter Belli har været dér, Julie Rugaard fra Blå Øjne sidder vist stadig i spjældet for at have forsøgt at slå den ihjel, og så var der Blazing Eternity.

For små ti år siden udsendte gruppen pladen "A World To Drown In" og som sidste nummer på den dukkede "En Nat Bliver Det Sommer Op". Jeg har i tidernes morgen skrevet en artikel om nummeret, hvor forsanger i Blazing Eternity Peter Mesnickow udtalte følgende “Vi er alle i bandet særdeles fascineret af Love Shops univers – musikalsk såvel som lyrisk. Samtidig mener vi, at de er et alt for undervurderet band, og vi ønskede på sær vis at give dem “credit,” men også for at høre hvad vi kunne få ud af et Love Shop-nummer. Der er en særlig melankolsk stemning over deres musik, som vi også kan finde i vores egen musik. Oprindeligt var det aftalt, at vi skulle indspille Vi blinker så hurtigt vi kan fra Go!, men det ville bare ikke rigtigt fungere. Vi blev så enige om En nat bliver det sommer, da det er et nummer vi allesammen har et eller andet specielt forhold til. Stemningen i nummeret er sublim, og den nærmest længselsfulde tusmørke-romantiske og bittersøde atmosfære passede særdeles godt ind i vores eget univers. Teksten er samtidig et smukt stykke lyrik.“

Det ville være løgn, at sige, at Blazing Eternitys udgave er ældet med ynde, den giver dog stadig baghjul til både Belli og Blå Øjne.

Blazing Eternity "En Nat Bliver Det Sommer"