Langebro kort

I protest mod Martin Petersens kommentar forleden om, at Love Shops udgave af Gasolin's "Langebro" (1971), der kan findes på hyldestalbummet Fi-Fi Dong fra 1995, ikke var værd at kaste de store ord efter, vil jeg blot sige, at den i mine øjne er helt central. Ikke kun som en perle i LS-kataloget som helhed, men som et slet skjult forlæg for senere versioner fra to lige så væsentlige, men i denne sammenhæng slet ikke så sejlende sejrssikre orkestre.

Men Love Shop først. Det, som for mig gør Jens Unmack og Co.'s indspilning så essentiel, er den måde, bandet formår at videreføre originalens tunge, stenede stemning på samtidig med, at sangen som helhed  - og dét er det helt afgørende - filtreres gennem en helt anden, mere vejrbidt sensibilitet end Kim Larsens i 70'erne. Jo, det er sandt nok, at Love Shop ikke ændrer det store ved selve nummerets struktur, men den smule, de tilføjer, er til gengæld uhyre effektfuldt. Tempoet er sat ned, så man har fornemmelsen af at bære hele klodens vægt på skuldrene i hver eneste takt. Synthesizeren skurrer hen over byens brosten som en isvind fra det dybeste tomrum, og Hilmer Hassigs guitar er snarere David Gilmour på en afgrundsdyb nedtur end det ekko af Jimi Hendrix, Franz Beckerlee aldrig rigtigt blev andet end. Og så er der selve Unmacks stemmeføring... Hvor Kim Larsen foredrog teksten som en socialt og menneskeligt indigneret socialdemokrat af den gamle skole - og dermed beskrev personerne i den udefra - har man vitterligt følelsen af, at Love Shop-sangeren ser ud på byen gennem drankernes, dommedagsprædikantens og den forladte kvindes øjne. Og alt, han ser, er et vakuum så enormt, køligt og menneskefjendsk, at man vitterligt får fornemmelsen af, at det blot vil være en befrielse, hvis "Jorden går under i dag". Hvor Kim Larsen stadig bar rundt på arven fra Stauning og hippiebevægelsen, kan man godt fornemme, at Unmack er flasket op på Sex Pistols og Joy Division. Han bærer - på denne fornemme indspilning - en ny og ganske anderledes tids lede rundt i selve sit genom. Og netop derfor er Love Shops læsning af sangen både frisk, vedkommende og essentiel, om den så er forstemmende - for dét er den - eller ej!

I oktober 2008 tog et midlertidigt gendannet Sort Sol - i øvrigt suppleret op med selveste Willi Jønsson - samme sang op under en optræden i Amager Bio, som kan ses her. Tempoet var Love Shops, stemningen ligeså, men arrangementet mere spartansk og vokalen mere overfladisk, selvom Steen Jørgensen kan være en stor fortolker, når det slår ham. Dét var han ikke der. Noget bedre har Spids Nøgenhats forskellige koncertfortolkninger af "Langebro" været - sikkert også fordi dette band i en hel anden grad har haft tid og mulighed for at afprøve forskellige muligheder. Denne optagelse er f.eks. ekstremt vellykket. Tempoet og desperationen er stadig Love Shopsk - måske fordi musikerne er af samme generation - men stemningen trods alt mere ovre i retning af Gasolin' på et strengt syretrip. Ved andre lejligheder har gruppens fremførelse af "Langebro" dog mindet stærkt om Sort Sols, som... Ja, kære læser, du kender historien.

Så spørger man mig, er der den dag i dag kun to fuldgyldige indspilninger af sangen: Gasolin's og Love Shops. Men en fremragende egenskab ved musik er, at den er et materie, som til enhver tid kan antage nye, markante former, og ikke blot kan Spids Nøgenhat stadig nå at levere deres helt eget, stærke take: Kun guderne ved, hvad nye generationer kan og givetvis vil få ud af så slidstærk og eviggyldig en komposition.     

Hit & miss

I 1989 udsendte Lars H.U.G. - som just havde fået forbud mod at kalde sig det noget mere mundrette Lars Hug af en emsig pibehandler fra Kolding - albummet KOPY med udgaver af danske schlagere fra Carl Nielsen til...sig selv. En overordnet set glimrende, men ikke desto mindre blandet affære, hvor livtag med sange som "Skibet skal sejle i nat" og "Når lygterne tændes" højst mundede ud i det ordinære, mens Sebastians "Rose", C.V. Jørgensens "Sæsonen er slut", Shit & Chanels "Smuk og Dejlig" samt Klichés "Aldrig mere" var både fine og følelsesladede. Temmelig sublim var endda den minimalistiske fortolkning af Nielsen og Harald Bergstedts tyste godnatsang "Solen er så rød, mor".

Endelig bød albummet på de - efter min ydmyge mening - både dårligste og mesterligste covernumre i danmarkshistorien overhovedet! Valget af Otto Francker og Volmer Sørensens "Dansevise", som i 1963 blev sunget til tops i det europæiske Melodi Grand Prix af Grethe & Jørgen Ingmann, var indlysende stupidt. Ikke fordi der ikke var tale om én af de bedste danske sange gennem tiderne: Ingen tvivl om det. Betragt bare, hvordan gådefuldt poetiske linjer blev løftet og båret op under skyerne af et sart, spindelvævsfint arrangement her. Men ingen af de involverede dengang var hvem som helst, og mødet mellem lige præcis disse fire personer skabte en magi, man burde kunne have sagt sig selv, at ingen - ingen - ville kunne genskabe. H.U.G. var - og er - for sin part heller ikke hvem som helst, men det eneste, han alene kunne presse ud af "Dansevise", var et ligegyldigt danskpopnummer, som kun hen mod slutningen blev reddet fra den ultimative katastrofe af salig Hilmer Hassigs sprøde guitarklange. Det var helligbrøde, var det! Ufrivillig, endda, hvilket indspilningen i grunden ikke blev bedre af.

Gasolin' var heller ikke hvem som helst, kan man sige, men måske flugtede deres signal simpelthen bedre med fortolkerens, eller også havde den kære Lars Haagensen et guddommeligt inspireret sindelag, da han gav sig i kast med "Kvinde min". Igen et farligt nummer, for der var nok ikke mange, som havde været unge i 70'erne, der ikke havde fået deres første kys bag sportshallen eller forsamlingshuset til lyden af netop den sang, og hører man originaludgaven, lyder det heller ikke til, at man kan rokke ved én eneste sten i dén bygning: Alt er tilsyneladende perfekt justeret i opbygningen af en sandt klassisk rockballade, der emmer af ung, vild kærlighed. H.U.G.'s genistreg i dén anledning er dybest set at gøre parret, teksten handler om, ældre. Tempoet er sat ned, instrumenteringen er kuldslået og lettere dyster, vokalen plaget af erfaring og dårlig samvittighed. På KOPY er det ikke det unge, blåøjede par, som kludrer rundt i kærligheden af ren amatørisme, der tonesættes, men måske snarere deres forældre, som gennem et halvt liv har begået alle de fejl, man overhovedet kan begå, over for hinanden. Personer i et forhold, der er ramponeret af svigt, forsømmelser og utroskab, men fortsat nægter at dø, som det sikkert burde, fordi de elsker hinanden på trods. H.U.G.'s aflevering deler nærmest ingenting med Kim Larsens ligefremme, rå og energiske udladninger: Snarere er det en dødsrallen fra Amors sygeseng.

Dén vinkel på materialet er radikal, ja, genial. Larsen selv har ved flere lejligheder indrømmet, at H.U.G. nåede længere ind i sangens kerne end ham, og det må man kalde et kompliment: Han er ikke kendt som typen, der slynger til højre og venstre med lovord til andre kunstnere, og man forstår i høj grad hvorfor. Læg dertil Hassigs molstemte guitar og en rytmeboks, som tikker mekanisk ud i evigheden, og du har magi. Ikke sort magi, ikke hvid magi, men noget i midten et sted, hvor smerte og lykke støder sammen og sender smukke, højspændte lyn ud over himlen.

Efter næsten 22 år er KOPY stadig en af de plader, man snarere kan anskaffe sig, end en af dem, man skal. Og som sagt er der - også - mindst ét pokkers godt argument for at lade være.

Men "Kvinde min" kan med lidt held skaffes i form af en vinylsingle fra 1988 med bagatellen "Alt går fra hinanden, babe" på A-siden. Lov mig at købe mindst dén!