Omslagsudgaver er nu også at finde på Facebook.

Kult er et af de mest fortærskede begreber man kan finde i den nudanske ordbog, men samtidigt det helt rigtige ord at gribe ud efter når talen falder på The Langley Schools Music Project.

Historien kort fortalt: 

The Langley Schools Music Project is a collection of children's chorus recordings made from 1976-77 by Canadian music teacher Hans Fenger in a school gymnasium in Langley, British Columbia, near Vancouver. The students performed unique versions of pop hits by the likes of The Beach Boys, David Bowie, and Paul McCartney. The recordings were quickly forgotten until Victoria record collector Brian Linds found the first record in a thrift store and sent it to author, WFMU radio DJ, and "outsider music" enthusiast Irwin Chusid in 2000. After ten label rejections, Irwin managed to get the album released on Bar/None Records, and it immediately created an international buzz, making many end-of-the-year best album lists in 2001. 

Jeg havde selv glemt alt om pladen indtil den forleden dag dukkede op mellem Lambchops "Nixon" og Kim Larsens "5 Eiffel". Numrene er helt horribelt optaget, og fremført på tvivlsomste vis, men rummer alligevel så megen intensitet, at det nærmest sitrer. Børnenes koncentration er åbenlys, og dette kuriosum er ganske enkelt musikalsk spilleglæde i sin reneste form. Bedst på pladen er fortolkningen af "Space Oddity", nedtællingen alene burde kunne gøre det.

The Langley School Music Project "Space Oddity"

Det er svært ikke at frygte det værste når den på alle leder og kanter kødløse Conor Oberst er med til at omsætte lyden af gamle mænds fællessang til noget mere opdateret. Anledningen var Jenny Lewis første plade i eget navn, og nummeret var "Handle With Care". Jeg blev blæst væk af "Rabbit Fur Coat", da den udkom i 2005. Gudskelov lå lyden på pladen langt fra hvordan Rilo Kiley (Jenny Lewis' band) lød. Især blev jeg blæst væk af denne let uptempo udgave af Travelling Wilburys nyklassiker. Udover Jenny Lewis og kaptajn kødløs var også M.Ward og Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie med på nummeret. Hvor højt jeg end spiller "Handle With Care" kan jeg dog ikke sige mig fri for at høre Peter Bellis stemme gnægge "..den gamle gøgler rejser nakken" et inde bagest fra højttalerens dyb.

Jenny Lewis m.fl. "Handle With Care"

Pink Frost

Hvis de havde været et par senere på banen, tror jeg godt at The House of Love kunne have fået et par store hits som en del af brit-pop bølgen. De var aldrig blevet så store som Blur eller Oasis, dertil var bandet i almindelighed og sanger og sangerskriver Guy Chadwick alt for introverte og stilfærdige. Men de kunne måske have konkurreret med The Verve. I hvert fald udgav The House of Love i begyndelsen af 1990'erne en række meger melodiøse singler, der nok havde havde referencer til tressernes guitarpop, men altid havde et personligt udtryk. En af de singler, der burde være blevet et stort hit, men aldrig blev var, The girl with the loneliest. På b-siden til 12"-singlen finder man sang PINK FROST, som egentlig giver et meget godt billede på The House of Loves lyd, men sange er slet ikke deres egen. Den blev oprindeligt indspillet af det australske band The Chills i begyndelsen af 1980'erne; originalen er en lille skøn småpsykedelisk guitarpop-sag, som kan høres HER.

Jealous guy: Elegancen til forskel

Sammenligner man John Lennon og Roxy Music, stod de på sin vis næsten i hver deres ende af 70'er-rocken. Og dog: Begge navne kom fra en - for britiske rockmusikere - typisk art school baggrund, ligesom de begge satte pris på en velformet melodi. Men hvor Lennon havde foretaget sine mest radikale kunstneriske eksperimenter i 60'erne eller det nye årtis helt spæde år, blev Roxy Music brobyggere fra glamrocken til punken - sågar de tidlige 80'eres new romantics-genre. Og var der et sted, vandene mellem de to navne for alvor skiltes, var det på Liverpool-drengens 1971-album Imagine, der én gang for alle erstattede fluxus og flippede improvisationer med klassiske dyder som smægtende sangskrivning, enkle, rustikke klange og ikke mindst sangforedrag, hvor hjertet blev båret uden på tøjet. Intet sted mere end på den ømme ballade "Jealous guy", som ærligt, nøgternt og ukompliceret beskrev den der grimme, voldsomme, egoistiske, rethaveriske følelse, du ved...

Roxy Music, derimod, dyrkede i deres første år overfladen: Pop art, plastickostumer, selviscenesættelse. Ingen af dem mere end forsangeren Bryan Ferry, der nogle gange kunne synes både kynisk og arrogant i sin insisteren på det kunstige. Men tag ikke fejl: Som det blev mere og mere tydeligt op gennem årtiet, var det ren Verfremdungseffekt. Ferry havde læst F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og afluret kunsten at forstærke menneskelige dramaer ved at iklæde dem et tungt lag glitter. Og jo tættere man kom på 1980, jo mere begyndte Ferry at minde om en dekadent rigmand, som havde forvirret sig ind i popbranchen for at foredrage forfærdelige fortællinger om svigt, løgn og tomhed. Mesterstykket i dén henseende var 1982-albummet Avalon, der - iklædt kølige synths, virtuose guitarer, velsmurte rytmer med bossa/latin-påvirkning og forbandet velklingende crooner-vokaler - indkredsede en gennemtrængende længsel ud af denne verden.

Mødet mellem Lennon og Roxy - sidstnævntes single "Jealous guy" fra 1981 - var så at sige forspillet til Avalon, idet den var den første indspilning til at perfektionere den stilblanding, der kendetegnede netop dét album. Oprindeligt begyndte sangen at figurere på Roxy Musics sætliste efter Mark Chapmans mord på Lennon foran The Dakota Building i 1980, og singlen bærer da også undertitlen "- a tribute". Det var den. Ferry og de andre i Roxy Music var børn af 60'erne, og de blev utvivlsomt - trods deres vage broderskab med den hippie-fjendtlige punk - lige så påvirkede, da kæmpen fra The Beatles bed i asfalten, som årgangene umiddelbart før dem. Men de adopterede ikke blot sangen - de gjorde den til et ægte barn. Svøbte den ind i trommemaskiner, forfrosne, men smukke stringers, smidig saxofon, et bar-piano, der var som løftet ud af Casablanca, og en vokal fra Ferry, der konstant vibrerede mellem ren, pomadeglinsende facade og en sårbarhed, der var potentielt (selv)destruktiv.

I 1971-udgaven var "Jealous guy" lyden af en hård, gammeldags mand, der havde indset sine fejltrin under turen gennem 60'ernes spirituelle vaskemaskine og ikke kunne undskylde nok. Hos Roxy Music bidrog gruppens teatralske dimension til en behersket, men dog fuldstændigt hysterisk - og sælsomt oprigtig - tolkning. Og sært nok var Roxys farligst. En sang, man kunne forestille sig Patrick Bateman fra American Psycho synge under én af sine mærkværdigt menneskelige sammenbrud.

Følsom, isnende - og aldeles uforglemmelig.

Jeg har muligvis hørt originalen, jeg aner det faktisk ikke. Når Band of Horses har været sat på anlægget, har jeg foreslået et pladeskift, og de gange de har optrådt steder, hvor jeg har opholdt mig, er jeg trukket ned i den anden ende af festivalpladsen. Det gjorde jeg til Beatday, det gjorde jeg til sidste års Northside. Skulle jeg forsøge at beskrive, hvor meget Band of Horses kastrerede Neil Young lyd keder mig ville internettet løbe tør for plads, men for (indsæt navn fra underverdenen) hvor jeg dog bare knuselsker Copenhagen Collaborations fortolkning af "Funeral". Det er en kærlighed, der har holdt ved siden udgaven første gang blev postet på Codys Facebookprofil, og hvor ømme og københavnerbevidste flokken af unge håbefulde musikere end måtte se ud, så er der musikalsk intet at pille ved. "I like how every type of hipster is represented in this video" lyder en af kommentarerne på YouTube, selv kan jeg virkelig, virkelig godt lide denne coverudgave.

Copenhagen Collaboration "Funeral"

Fight For Your Right To Party - Coldplay

Trist anledning for en "omslagsudgave", men synes faktisk at Coldplay gør det fint.... Beastie Boys var og er unikke.....