Low-key satisfaction

http://www.youtube.com/watch?v=W97TF9PCKWg

Det er svært at finde et objektivt vurderingskriterie for patos i rockmusik - og i musik generelt. F.eks. er Sisters of Mercy bl.a. fantastiske i kraft af den fuldkommen overgearede patos, der potenserer og intensiverer deres udtryk.
Rolling Stones opererer, som jeg ser det, med en patos, der er rundet af et forlængst overstået oprør mod en autoritær elite, som de måske i mellemtiden selv er blevet en integreret del af?
Cat Powers patos er mere low-key og internaliseret og appellerer ofte til mindre udadreagerende individer (´we can all be free/maybe not with words/maybe not with a look/but with your mind´ - Maybe Not fra "You are free"-pladen).

Denne udgave af ´Satisfaction´  fra det sublime "Covers"-album er næppe et forsøg på at sterilisere den testosteronpumpende original, men mere et forsøg udi at forstå og opleve nummeret ud fra en anden patosform, et andet receptionstempo, hvilket giver nummeret en helt anden appel. Og kanske nye betydninger?

Hvorom alting er: Man bliver mere opmærksom på teksten, hvilket ikke er det værste, der kunne ske. Om der er tale om re- eller dekonstruktion vil jeg lade være op til hiin enkeltes subjektive vurdering at afgøre.

Begær fra helvede

[af Steffen Baunbæk]

Indrømmet: The Rolling Stones' originaludgave af "(I can't get no) Satisfaction" fra 1965 var slet ikke dårlige sager med Keith Richards' guitar, der lød som en skærebrænder, Mick Jaggers vokal, som var så fuld af swagger og flabethed som altid, og det der monotone trommespor, som pressede lytteren direkte ud i ekstasen. Men det var alligevel kun 1965: En æra, hvor håret højst var halvlangt, og det stadigvæk ikke gjorde noget, at man var klædt pænt på.

I 1976 var meget anderledes: Selvom punken stadigvæk var i sin vorden, havde folk som Frank Zappa og Captain Beefheart i meget høj grad skubbet grænserne for, hvad man kunne foretage sig inden for en rockform - også hvilke emner, man kunne tackle - og det vakte snarere opsigt end forargelse, da fire anonyme musikere fra San Francisco først i årtiet videreførte disse navnes surrealistiske musiceren udklædt som øjenæbler fra et maleri af René Magritte!

The Residents hed gruppen, og i 1976 havde de allerede to radikale, collageprægede albums bag sig: Meet the Residents (1974), som kærligt gjorde grin med The Beatles, og The Third Reich'n'Roll (1976), der på absurd vis blandede populærkultur og nazi-mytologi. Samme år var det så Stones' tur til at komme en omgang gennem bandets dadaistiske genbrugs-maskineri, og til det formål inviterede "the eyeball ones" den mildest talt innovative guitarist Snakefinger med i studiet for at indspille en i dag meget sjælden og efterspurgt singleudgave af "(I can't get no) Satisfaction".

Resultatet var en regulær musikalsk eksplosion, som var så grim, at den var punk uden at vide det, og så absurd i sin opbygning - instrumenterne snarere kæmpede mod hinanden end spillede sammen - at man med en vis ret kunne diskutere, om der overhovedet var tale om musik! Hvor Richards' guitar havde lydt som en skærebrænder, mindede Snakefingers mest om et atomkraftværk i eskalerende nedsmeltning, og hvor Jagger havde rimet på swagger, var vokalafleveringen hos The Residents på én gang komisk frygtindgydende og dybt infantil. Ikke mindst da der hen mod slutningen sattes over i et adskillige sekunder langt brøl, der steg og steg, indtil det nærmest nåede morderiske højder! Hvor Stones' havde skrevet en ganske rimelig ungdomshymne til lyst og liderlighed, var øjenæblernes udgave af nummeret et voldeligt, perverteret opråb fra en forvokset baby, der lidt for gerne ville lidt for meget.

Åh ja, og så er indspilningen selv i dag - efter Throbbing Gristle, Nine Inch Nails, Whitehouse og hvad har vi - fortsat så ond og ekstrem, at den kan rense selv den hårdest medtagne harddisk på en dårlig dag! Lyt selv her.