Love Hurts

Der er umiddelbart milevidt fra Everly Brothers´ lækre vokalharmonier på originalversionen: http://www.youtube.com/watch?v=-5iJMfwwheY

til Stina Nordenstams nedbarberede, hviskende, foruroligende versionering på coverpladen, "People are strange", fra 1998 - den bedste coverplade, jeg kender til:

http://www.youtube.com/watch?v=zMvWUftjTwI

Nummeret, som måske er mere kendt med Roy Orbisons eminente vokal, har, som jeg hører det, allerede i udlægget en undertone af fortabelse og uafrystelig melankoli (som flere Everly Brothers-numre, eks. Bye Bye Love), hvor ordene måske skal tages mere bogstaveligt end man umiddelbart tror. Denne tone forløses forbilledligt i Stina Nordenstams version, hvor man ikke er i tvivl om, at titlens erkendelse ikke nødvendigvis kommer fra hylden med kedelige klichéer og billige bonmots.

Some fools rave of happiness
Blissfullness
Togetherness
Some fools fool themselves I guess
But they're not fooling me

Kongens Fald

http://www.youtube.com/watch?v=xKzurGsu2bM

Virkeligt originale musikere evner en dobbelt bevægelse: samtidigt at gøre et stykke musik til ´deres eget´ og til ´noget nyt´, således at nummeret lige så godt kunne være opfundet igår. Af dem.
En særligt mærkbar respekt eller fintfølen  for originalen er ikke nødvendig. Vi har jo hørt originalen.
NB: Despekt er ikke det modsatte af respekt i denne kontekst.

(Søren Gehlert Schmidt)