Wonderful life

I sommeren 1987 storhitter den engelske sanger, Black, med singlen Wonderful life. Et skarpt skåret popnummer, der rammer såvel poptøserne som unge mænd i lange sorte frakker og som lytter til Depeche Mode, Cure og Smiths - jeg var selv i sidste kategori!

Wonderful life er en break-up sang, med en kuldslået og rammende sarkastisk undertone, og sangen er ledsaget af én af den tids bedste videoer.

Sangen er langtidsholdbar - og holder den dag i dag - men de senere år har jeg kun hørt den i forbindelse med Nephews koncerter, hvor den er spillet enten som intro eller outro, ligesom bandet selv inkluderede den i deres sæt, da de for 2-3 år siden spillede på Gimle.

Og forleden, da jeg besøgte én af mine venner, Michael, hørte jeg den igen. Dog ikke i original versionen, men i en version med Tom Collins (Editors) og Andy Burrows (Razorlight) fra deres 2011-julealbum, Funny Looking Angels.

Originalen er fortsat bedst, men Collins' mørke og melankolske stemme står smukt til teksten og musikken, og samtidig med, at de er meget tro mod forlægget, gør de også nummeret til deres eget.

Lyt med og vurder selv:

Og her i en live-udgave:

Roskilde - so much to answer for

Til koncerter med såkaldte nye bands, der måske kun har et album med i bagagen, er det ofte almindeligt, at de supplerer op med en coverversion af et band, der har inspireret dem, en sang, de sætter pris på med videre.

Denne finte har jeg især oplevet på Roskilde festivalen - og ikke kun fra de unge bands. Og nedenfor kanter jeg 3 af de mere spetakulære.

I 2006 giver Editors en forrygende koncert på Odeon på en glohed torsdag. Teltet var pakket, så jeg oplevede koncerten under en bagende sol. Og mens, jeg var på kanten af et hedeslag, spillede de Talking Heads' Road to nowhere (der ret beset var min egen indgang til netop Talking Heads), og på en så forrygende måde, at alt om varme og snigende tømmermænd var glemt. Deres version kan lyttes her - dog ikke i Roskilde-optagelsen, men oplevelsen er den samme.

Samme år spiller også Placebo. På Arena leverer de én af de bedste Roskilde-koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Og foruden en tour de force gennem deres bagkatolog og især Meds, der i mine ører er deres hovedværk, vælter de teltet med deres version af Kate Bush's Running up the hill. Lyt selv med her - ikke fra Roskilde, men igen er oplevelsen den samme.

Tre år efter står White Lies så på Odeon-scenen. Med i bagagen har de et glimrende debutalbum og teltet er tætpakket af forventningsfulde publikummer. Igen under en bagende sol, men denne gang har jeg fået plads under teltdugen. Bandet lever op til forventningerne og scorer en ekstra stjerne til min egen oplevelse, da de spiller Portishead's The Rip - et nummer, der i mine ører er noget det ypperligste, Portishead har lavet. White Lies viser nummeret ære, hvor de er tro mod det, men gør det samtidig til deres eget. Lyt selv her: