Song to the siren

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er et religiøst menneske. Men når musik er allersmukkest tænker jeg, at den i en eller anden forstand er besjælet. Den sang jeg kender, der klarest rammer en overnaturlig skønhed er This Mortal Coil med Elizabeth Frazer på vokals version af Song to the siren, som kan høres her.
Tim Bucleys originalversion kan høres her.

Slip inside this house

Originalversionen med 13th Floor Elevators er en klassiker inden for den psykedeliske tresserrock. Personligt stiftede jeg bekendskab med nummeret, da Primal Scream lavede denne suverræne fortolkning, der i min bog er en klassiker inden for den bølge af houseinspireret rockmusik, der kom fra Storbritanien omkring 1990. Nummeret åbnede i øvrigt Primal Screams sæt på deres Screamdelica-tour i 1991-92.
Danske On Trial (hvori den gode Lorenzo Woodrose spillede trommer i en del år) har lavet denne fine og noget mere introverte version. Om Lorenzo spiller trommer på denne indspilning ved jeg ikke, men måske har noget et svar?

Da jeg arbejdede i Moby Disc, arbejdede jeg om mandagen sammen John, der i sin tid havde været én af de tre, der grundlagde butikken i mere ydmyge omgivelser end butikken har nu. Ifølge ham kunne der ikke være nogen tvivl om at han var den pladehandler i Danmark, der havde solgt flest eksemplarer af Loves "Forever Changes", og jeg har ingen grund til at tvivle på ham, for John var stenhård når det kom til psykedelisk musik fra "dengang". Den vogn hoppede jeg hen ad vejen også delvist på, bl.a. takket være John. 

En af mine stadige favoritgrupper Calexico udsendte i 2003 nummeret som en selvstændig single.  Ikke meget er lavet om i forhold til originalen, men nummeret bliver helt deres eget. En kende peppet op, og med fuldt blæs på mariachihornene lyder det langt bedre end originalen i mine ører, og alligevel er det så forbandet tæt på udgangspunktet.

Calexico "Alone Again Or"
Love "Alone Again Or"

I don't want to talk about it

Første gang, jeg lagde mærke til den engelske duo, Everything but the girl, var i forbindelse med deres version af én af de bedste post-kærlighedsange, der nogensinde er skrevet: I don't want to talk about it. Sangen figurer på 1988-albummet Idlewild, men jeg ryger først for alvor på dem, plademæssigt, i forbindelse med Amplified Heart fra 1994, hvor de brager igennem med hittet Missing.

Frem til da, og ret beset også efter, lever duoen en stille tilværelse, og det selvom, at alle deres plader er af en tårnhøj kvalitet, men deres nedbarberede og melankolske tone har næppe det helt store hitpotentiale. Samtidig har duoen i Tracey Thorn én af musikscenens mest særegne stemmer, og alt i alt er deres musik noget af den, jeg vender tilbage til igen og igen og igen.....

Nå, men tilbage til I don't want to talk about. Jeg kendte sangen i forvejen - nemlig fra Rod Stewarts indspilning af den, og fra den periode, hvor han fortsat var til at holde ud at høre på. Og i forbindelse med dette indlæg finder jeg ud af, at sangen oprindeligt er indspillet af Crazy Horse - Neil Youngs legendariske backing-band, og straks får sangen en større og bedre betydning - her på matriklen!

Men her er den i den ultimative udgave - smukt og gribende, og hvor tiden står stille, mens Thorn synger med bristet hjerte, så det gør ondt helt ind i sjælen:

Golden hair

Der er coverversioner, som er tro, uinteressante kopier af deres forlæg. Der er coverversioner, som på elegant vis forskyder betydninger i originaludgaverne og når frem til overrumplende resultater på dén konto. Der er coverversioner, som næsten demonstrativt sætter af i nye retninger - af og til med fremragende, af og til pinlige resultater. Og så er der endelig - en sjælden gang - coverversioner, der fungerer som fuldendelser af skjulte intentioner i det oprindelige stof. Et oplagt eksempel er Reading-bandet Slowdives udgave af Syd Barretts "Golden Hair" fra The Madcap Laughs (1970), som kan findes på deres ep Holding Our Breath fra 1991.

Barrett, som ved sin solodebut allerede havde været igennem en kort, tumultarisk berømmelsesfase med Pink Floyd, hvor han havde sat sin mentale førlighed overstyr gennem lidt for mange syretrips, lånte teksten til "Golden Hair" fra digtet "Lean Out of the Window", som kunne findes i James Joyce's samling Chamber Music fra 1904, og trods - eller måske jævnfør - sin skrøbelige, lettere udslukte sindstilstand lykkedes det ham fint at indkaple linjernes atmosfære i en kort komposition, som ganske vist lå langt fra den voldsomme, improvisatoriske syrerock, han var med til at definere i sin gamle gruppe, men havde sin egen integritet. Med tyst stemme, rislende akustisk guitar, små vibrafon-strejf og hvirvlende bækkener leverede han en stemningsfuld miniature, som er blevet en klassiker i egen ret. Sammenlignet med de af og til næsten timelange freakouts, han havde ført an for i sin tidligere gruppe, syntes "Golden Hair" dog måske en smule urealiseret, selvom sangen i sin grundnatur var et selvkomponeret nursery rhyme - en moderne børnesang.

Nuvel, Slowdive, som i 1991 var et af shoegazer-scenens største navne med en musik, som baserede sig på en stærkt effektbelagt, psykedelisk udgave af 80'ernes postpunk-lyd, gik linen ud. Som sådan var deres fortolkning delt op i to dele: En, hvor sangerinden Rachel Goswell foredrog teksten i bedste Barrett-stil halvvejs skjult bag en mur af rumklang, og en anden, selvkomponeret afdeling, som var lige dele Floyd-freakout á la "Astronomy Domine" og gotisk ambient. Vel at mærke afviklet i et søvnigt, fredfyldt tempo, der ikke blot matchede originalens intention, men lod én nyde gruppens dybe, detaljerede lydtæpper af guitar, synth, effekter og rullende trommer i pragtfuld widescreen-kvalitet. Gammeldags psychedelia var det ikke, og der skal nok findes de hippier, som mener, at det, Slowdive gjorde ved nummeret, var ren og skær helligbrøde.

Men hørt med de rette ører lyder 1991-udgaven af "Golden Hair" som det orgastiske sus af aftenlyd, Barrett kunne have hørt inde i sit hoved, men allerede i 1970 var for træt og uklar til at få ned på bånd. Alene af den grund - men ikke kun derfor - er den et lille mirakel.

Be my baby....

Et kendetegn ved en coversion er, at den også kan være en hyldest til en kunstner, der har inspireret den, der laver coverversionen. Og det er tilfældet med Psyched up Janis' udgave af Ronettes/Spector-klassikeren, Be my baby. En sang, jeg selv tæller blandt de bedste popsange, der nogensinde er lavet.

Fra bandets spæde begyndelse er det meget tydeligt, at især Phil Spector var en stor inspirationskilde. En inspiration, Sune Wagner har taget videre i sit nuværende band, Raveonettes. Samtidig blev Ronettes ofte omtalt, når Wagner talte om sine favoritbands.

Psyched up Janis' udgave af sangen figurerer på The Quiet album, men allerede inden da er den blevet lidt af en live-favorit - både for band og publikum. Selv husker jeg en koncert på Roskilde, hvor jeg bare stod og ventede på, at de ville spille den. Det gjorde de selvfølgelig, og tiden og hjertet stod stille.

Her er den i en studieversion: